Dong og finsk partner vil forvandle halm til flybrændstof

28. februar 2014 kl. 13:515
Nyt samarbejde mellem Dong Energy og finske Neste Oil skal føre til effektiv fremstilling af diesel og flybrændstof baseret på restprodukter fra landbruget.
Artiklen er ældre end 30 dage

Dong Energy og finske Neste Oil indgår et samarbejde om at udvikle og teste en proces til at fremstille diesel og flybrændstof ud fra restprodukter fra landbruget, for eksempel halm.

Inbicon-anlægget i Kalundborg, som ellers har produceret bioethanol , skal forbehandle biomassen med sin enzymproces, hvorefter Neste Oil overtager cellulosesukkeret og forarbejder det videre til olie i en mikrobiel proces, hvor en særlig mikroorganisme omdanner sukkeret til et olielignende produkt.

Læs også: Dongs Inbicon-anlæg øger ethanol-udbyttet markant

Olie kan derefter anvendes som råmateriale til fremstilling af biodiesel og flybrændstof af høj kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Neste Oil er ifølge selskabet selv i øjeblikket den eneste biobrændselsproducent i verden, der kan fremstille disse højkvalitetsbrændsler i industriel skala fra flere end ti forskellige råmaterialer.

»Øget brug af affalds- og restproduktbaserede råmaterialer er et af vores vigtigste mål, og mikrobiel olie fremstillet af restprodukter som for eksempel halm fra træindustrien og landbruget, er en af de råvarer, der potentielt kan anvendes i fremtiden,« siger Lars Peter Lindfors, Neste Oils Senior Vice President, Technology i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at samarbejdet markerer en fortsættelse af den løbende forskning i mikrobiel olie, der skal lede frem til produktion i industriel skala. Neste Oil har drevet et pilotanlæg med fremstilling af mikrobiel olie i Porvoo, Finland, siden 2012.

Afprøvet i pilotskala

Neste Oil og Dong Energy har allerede afprøvet teknologierne i laboratorie- og pilotskala. Nu skal teknologierne så optimeres og afprøves i større skala i mindst et år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Med dette samarbejde får vi en partner til den videre udvikling af vores teknologi, og samtidig bliver Neste Oil i stand til at udvikle deres egen teknologi ved hjælp af vores produkt,« siger direktør Henrik Maimann fra Dong Energy og tilføjer, at fremstilling af jetbrændstof fra biomasse er et område, der tiltrækker sig stigende interesse verden over.

Hvis alt går vel, vil Neste Oil - ifølge Henrik Maimann - sandsynligvis bygge et fuldskala-anlæg der, hvor den rigtige biomasse findes. Det kunne i teorien godt være i Danmark, da vi har et stort halmoverskud.

»Inbicons rolle i et fuldskala-anlæg vil være som leverandør af knowhow om opbygning af forbehandlingsprocessen,« siger han.

Neste Oil har specialiseret sig i raffinering og salg af lavemissionsbrændsler af høj kvalitet til transportsektoren. Virksomheden er verdens førende leverandør af vedvarende diesel, havde i 2013 en omsætning på godt 130 milliarder kroner og beskæftiger omkring 5.000 ansatte.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
2. marts 2014 kl. 14:17

Måske kan der opnås tilskudskroner til projektet fra staten (delvis Dong selv) eller fra EU eller andre. Hvis først en giver tilskud kan andre følge med på ideen og så "spytte lidt i kassen". Det er jo på den måde meget udvikling foregår og noget forgår ligeså hurtigt ud igen, helt glemt og er kun blevet til erfaring for de involverede.

3
1. marts 2014 kl. 08:44

Det er mig helt ubegribeligt, at man overhovedet overvejer at fjerne halmen fra markerne - halmen binder ikke kun næringstoffer, men forbedre også jordstrukturen og dermed udbyttet. (halmen burde forøvrigt ind i stalden til dyrene).

https://www.dlf.dk/upload/4_pas_godt_på_din_jord.pdf

2
1. marts 2014 kl. 00:34

Er det bedre at bruge dette brændstof i fly end at bruge det til almindelig opvarmning via et oliefyr?

Opvarmning kan ret simpelt klares med solfangere og biomasseforbrænding og andre miljøvenlige energikilder. Men skal du have energien puttet i biler og fly, er mulighederne meget mere begrænsede.

Derfor er energi som regel mere værd, hvis det kan gøres mobilt.

Måske det kan se fornuftigt ud, fordi afbrænding af halm åbenbart giver NOx, men det er måske ikke et problem for fly?

Det er næppe NOx, der er grunden, for det findes der allerede en "hyldevare"-løsning på. Du kan ret simpelt (men ikke gratis) putte en katalysator på et halmkraftvarmeværk og fjerne hovedparten af NOx'en. Det gøres allerede nu på nogle af de halmkraftvarmeværker, der er under opførelse i Storbritannien.

1
1. marts 2014 kl. 00:09

Er det bedre at bruge dette brændstof i fly end at bruge det til almindelig opvarmning via et oliefyr? Man kan blive helt rundtosset af at følge med i alle disse tiltag indenfor energisektoren. Måske det kan se fornuftigt ud, fordi afbrænding af halm åbenbart giver NOx, men det er måske ikke et problem for fly? Finland burde ellers ikke have problemer med at brænde ting af blot for at få varme, som de må have et ret stort behov af. Neste må selvfølgelig selv bestemme hvad de synes der er fornuftigt, og det er formodentlig mere bestemt af totaløkonomi (tilskud, skatter, afgifter), end af rationelle energimæssige betragtninger.

4
1. marts 2014 kl. 11:33

Åh - nej. Begynder Dong nu igen på alt det "alternative" pjat. Nu har de jo ellers lige skaffet sig af med en del "svipsere" i den boldgade.