Dong Energy vil bygge fuldskala affaldsvask ved Manchester
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dong Energy vil bygge fuldskala affaldsvask ved Manchester

Dong Energys første fuldskala Renescience-affaldsbehandlingsanlæg skal – om alt falder på plads - bygges i Storbritannien og ikke i Danmark.

Læs også: København dropper tvungen sortering af affaldet til fordel for centralt vaskeri

Fuldskalanlægget, som får en kapacitet på 15 ton i timen eller cirka 120.000 ton affald på årsbasis, skal placeres ved Manchester, hvor man i dag kører affaldet på lossepladsen.

Læs også: Hvert tredje forbrændingsanlæg fylder udenlandsk affald i ovnen

I dag offentliggør Dong Energy projektplanerne i lokal-området, men om anlægget rent faktisk realiseres, afhænger af, om myndighedsgodkendelserne i England falder på plads, ligesom Dong Energy skal træffe endelig investeringsbeslutning.

Ifølge planen skal selskabet både designe, bygge, finansiere og drive fuldskala-anlægget, hvis pris man ikke ønsker at oplyse.

»Vi er langt i planlægningen, men vi står stadig med en række opgaver foran os, før anlægget bliver en realitet,« siger Flemming Kanstrup, senior manager i Dong Energy med ansvar for udviklingen af projektet i en pressemeddelelse.

Affaldet til anlægget skal komme fra lokalområdet, og selskabet er i dialog med forskellige partnere om, hvem der skal levere affald til anlægget.

Renescience-teknologien omdanner ved hjælp af enzymer usorteret husholdningsaffald til biogas og el samt udnytter de resterende dele af husholdningsaffaldet til genanvendelse.

Den patenterede teknologi har været under udvikling i mere end ti år, senest i et demonstrationsanlæg bygget på Amager Ressourcecenter (ARC) i 2008-2009. Anlægget dér har en kapacitet på 1 ton i timen, og for halvandet år siden erklærede selskabet teknologien for klar til fuldskala udrulning.

Læs også: Dong Energy melder klar til at tage skraldet – uden sortering

Her oplyste Dong Energy blandt andet, at man regnede med en behandlingspris på 4-500 kroner pr. ton affald, hvilket nogenlunde svarer til prisen for behandling på et forbrændingsanlæg.

Det britiske anlæg designes med tre linjer med hver deres reaktor, hvor affaldet behandles med vand og enzymer. Biovandet fra processen omdannes til biogas i et biogasanlæg, hvorefter biogassen trækker en række gasmotorer, der producerer strøm til anlæggets egetforbrug og til 9.500 typiske britiske husstande.

I forbindelse med Renescience-konceptet er det ikke afklaret i Danmark, om man må køre den afgassede væske ud på markerne.

Hvad angår det britiske anlæg, oplyser Dong Energy, at det endnu ikke er afgjort, om man vil køre restproduktet på lossepladsen eller brænde det.

Udvikling og demonstration af Renescience-konceptet er ifølge sitet energiforskning.dk støttet med godt 60 mio. kroner fra danske F&U-midler gennem tiderne.

Læs også: Dongs affaldsnedbryder skal bestå sin prøve i Trekantsområdet

Allersenest har Dong Energy fået bevilget støtte til etablering af et fuldskalaanlæg fra EUDP-forskningsprogrammet. I alt tre biomasse-projekter har i juni fået tildelt 79 mio. kroner. Hvor stor en del, der går til Renescience-projektet, har det ikke været muligt at få oplyst.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Renescience-teknologien omdanner ved hjælp af enzymer usorteret husholdningsaffald til biogas og el

Det der grønne går åbenbart folk til hovedet, så sådanne fejl slipper igennem.
Disse 4-500kr/ton, mon det er med støtten eller uden?

  • 2
  • 5

Det er nok ikke tilfældigt, at DONG Energy placerer anlægget i UK, for der er støtten til 'avanceret konvertering af affald' temmelig høj, og allerede sat i system. Dog med det aber dabai at det helt konkrete niveau for støtten ikke er fastlagt endnu.

I UK har konventionelle affaldsforbrændingsanlæg, som vi anvender med stor succes i DK, et dårligt ry af historiske årsager. 'Incineration' som det hedder giver mange folk associationer til en gammel olietønde hvor alverdens giftige sager bliver afbrændt, snarere end strøm og varme i radiatorerne, som er virkeligheden herhjemme. Det er en del af baggrunden for, at der gives så høj støtte til alternativer til affaldsforbrænding. Meget alffald køres i øvrigt statig på lossepladser i UK, hvilket de har indset ikke er bæredygtigt.

Nu må vi se, om de bliver glade for strømmen fra dette REnescience anlæg - hvis det bliver til noget. Jeg tror i hvert fald DONG Energy bliver glade for det, hvis de kan fremvise et kommercielt anlæg og dermed danne grundlag for at sælge denne teknologi alle mulige steder i verden, hvor man ikke har fjernvarme.

Fun fact: Der er en stærk korrelation mellem velstand i et samfund og brændværdien i deres affald. I fattige lande, som f.eks. Brasilien, bliver der ikke smidt meget pålæg ud med husholdningsaffaldet, og på lossepladserne sværmer hundredvis af mennesker rundt og sorterer i affaldet og fjerner alt af den mindste værdi.

  • 5
  • 0

Er der nogen her der ved om RENESCIENCE overhovedet virker?
Skulle der ikke bygges et fuldskala anlæg ved Fredericia? Hvorfor er det ikke realiseret?
Hvad koster enzymer til processen?
Hvad kommer der ud af anlægget?

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten