Dong Energy sælger sin olieforretning til schweizisk kemikoncern

Illustration: Dong Energy

Dong Energy har nu besluttet at sælge sin olie- og gasforretning til en schweizisk kemikoncern, Ineos, efter længere tids forhandlinger.

Salgsprisen lyder på 7 milliarder kroner kontant plus en betinget betaling på 1 milliard kroner for separationsanlægget i Fredericia og på 0,7 milliarder kroner, hvis et olie- og gasfund i den britiske sektor (Rosebank-feltet) bliver udviklet.

Separationsanlægget er bygget til at behandle olien fra det skandale-ramte Hejre-felt, hvis fremtid stadig er ukendt.

Læs også: Dong indgår forlig om ubrugelig Hejre-platform

Ineos - som er stiftet af en brite, men har adresse i Schweiz - er en førende producent af petrokemikalier, specialkemikalier samt olieprodukter og beskæftiger 18.500 medarbejdere fordelt på 105 produktionsanlæg i hele verden. Selskabet er for nylig gået ind i olie- og gasindvinding.

Fuldender Dongs grønne omstilling

Totalt set vil salget give Dong Energy en gevinst på op til 2,5 mia. kroner, hvis pengene for separationsanlægget i Fredericia kommer i hus.

Dong Energys administrerende direktør, Henrik Poulsen, siger i forbindelse med annonceringen af salget, at man siden 2016 har arbejdet på at sælge olie- og gasforretningen:

»Vi har arbejdet målrettet på at opnå den bedste transaktion ved at sælge virksomheden i sin helhed, få en fair og fornuftig pris for den og sikre, at der var optimale betingelser for, at olie- og gasforretningen kunne udvikles på langt sigt. Alt det har vi fået med aftalen med Ineos,« siger han.

Læs også: Dong afslutter fem års reparation af revnet olietank for 3,5 milliarder

Han tilføjer, at transaktionen fuldender Dong Energys omstilling til at være et førende selskab, der udelukkende opererer inden for vedvarende energi.

50 licenser i Nordsøen

Dongs olie- og gas-aktiviteter, som Ineos nu overtager, er fokuseret omkring 50 licenser i farvandene omkring Danmark, Norge, Storbritannien (området vest for Shetlandsøerne) og Færøerne.

De producerende felter findes i Danmark og Norge, men selskabet søger aktivt efter olie og gas i alle de nævnte geografisk områder.

Selskabets største udbygningsprojekter er de britiske gasfelter Laggan-Tormore og det danske olie- og gasfelt Hejre, som dog er sat på standby indtil videre.

Læs også: Dong indgår forlig om ubrugelig Hejre-platform

Udbygningen af Laggan-Tormore-felterne omfatter også etablering af et gastransportsystem til Skotland via Shetlandsøerne, som vil give mulighed for eksisterende og fremtidige opdagelser i området.

Her udvikler selskabet to mindre gasfelter (Edradour og Glenlivet), der kan tilknyttes samme gasrør.

Læs også: Dong leder i Storbritanniens sidste olie- og naturgasreserver

Rosebank-feltet, som indeholder både gas og olie, ligger ligeledes nordvest for Shetlandsøerne.

Glad for nye medarbejdere

Dong Energy Oil & Gas beskæftiger 440 medarbejder, som skal overgå til Inoes-koncernen, når salget er afsluttet.

I en pressemeddelelse fra Ineos siger bestyrelsesformand Jim Ratcliffe, at Dong Energys Olie & Gas-forretning er et naturligt match for Ineos:

»Vi er glade for at erhverve denne konkurrencedygtige, veldrevne forretning med sit yderst succesfulde og erfarne team, en stærk portefølje af levedygtige aktiver og en rigtig god blanding af produktion og udvikling i Nordsøen,« siger han.

Læs også: Dong fyrer yderligere 82 medarbejdere

Ineos overtager samtidig Dong Energys forpligtelse omkring dekommissionering af platforme med mere, ligesom det nu er Ineos, der skal beslutte, hvad der skal ske med det skandaleramte Hejrefelt.

Transaktionen, som først skal godkendes af myndighederne og visse andre tredjeparter, forventes gennemført i tredje kvartal 2017.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Gad vide hvad det så i virkeligheden er værd.... Nu hvor staten stadig ejer 50,1% har de vel også været inde over, det har vi bare ikke hørt noget om. Det giver vel et afgiftshul i fælles kassen lige om et øjeblik, hvem mon skal betale det???🔅 Hvor meget skal vi numses før høtyven bliver støvet af, jeg spørger bare🤔

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten