Dom i sag om Njals Tårn: Krævede penge for at tie om betonsvindel

Illustration: Morten Andersen

En dom fra september fortæller historien om, hvad der skete i månederne op til, at Københavns Kommune i foråret 2020 blev advaret om, at der var svindlet med betonen i fundamentet under det nye Amager-varemærke med en højde på 86 meter, Njals Tårn.

Retten i Nykøbing Falster har i sagen kendt en tidligere medarbejder i datterselskabet BG Beton skyldig i at forsøge at true sig til en lukrativ aftale med Bach Gruppen og udmålt straffen til 30 dages betinget fængsel.

Medarbejderen truede med at gå til pressen med informationer om, at BG Beton - på ordrer fra Bach Gruppens ledelse - overfakturerede kunder og fuskede med betonen i fundamentet under Njals Tårn. Som betaling for at feje ulovlighederne ind under gulvtæppet krævede den tidligere BG Beton-medarbejder penge i form af, at Bach Gruppen skulle købe sig til en aftale med et firma, som han var medejer af.

Så langt nåede parterne dog aldrig, da Bach-direktøren meldte den tidligere ansatte til politiet.

Bach Gruppen mener, at dommen taler for sig selv, og erklærer sig tilfreds med udfaldet, lyder det i en mail.

Forløbet

Det hele startede den 23. december 2019, et par måneder inden en anonym afsender bad Københavns Kommune få undersøgt fundamentet under Njals Tårn.

En direktør i Bach Gruppen modtog en sms fra en tidligere medarbejder i BG Beton med følgende ordlyd ifølge en udskrift af dommen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i:

»Hej (navn på direktør)
Jeg kontakter dig, da jeg er i besiddelse af en masse oplysninger om Bach gruppens systematiske svindel overfor kunder. Det vil efter afsløring helt sikkert føre til konkurs af Bach gruppen, Njalsgade projektet og BG beton. Jeg ringer til dig igen 27.12.2019. Såt remt der laves nogle “krumspring” vil TV2 og Ekstra Bladet automatisk få adgang til alle oplysninger. Velkommen på forsiden. God jul. Hilsen (navn på afsender og jobtitel)«

Afsenderen overholdt sin egen tidsfrist og ringede til direktøren fire dage senere.

Her orienterede han om, at han havde kendskab til, at der var svindlet med betonen i fundamentet under Njals Tårn, samt at BG Beton systematisk overfakturerede kunder. Desuden påstod han, at begge forhold var sket på direkte ordre fra ‘hovedkontoret i Viborg’, altså Bach Gruppens øverste ledelse.

Den viden ville han udnytte til egen fordel og foreslog en handel, hvor hans tavshed blev købt af Bach Gruppen, der skulle betale for at overtage en forhandlerkontrakt, som et firma ejet af den tidligere medarbejder, sad på.

»Så vi, så det jo sådan det, den kan vi sige, lave en aftale om, at I køber den kontrakt for et beløb, vi bliver enige om, og så begraver vi alt det andet - øh - dybt nede i den danske muld,« lød truslen i telefonsamtalen, der blev optaget af Bach-direktøren ifølge dommen.

Tog selv betonprøver

Under afhøringen i retten forklarede den tiltalte, at ‘hovedkontoret i Viborg’ havde besluttet, at der skulle knust cement og byggeaffald i betonen til Njals Tårn. Han havde angiveligt selv målt betonstyrken i fundamentet. To målinger viste 16 MPa og en tredje 17 MPa, hvilket var langt fra kravet, der ifølge tiltalte ‘mindst skulle være 35 MPa og helst 41 MPa’.

For de læsere, der ikke har fulgt sagen tæt, er det værd at nævne, at det korrekte niveau, som bygningen er godkendt til, er 35 MPa. Men af ukendte årsager endte den reelle styrke med at være langt lavere. Undersøgelser har vist, at betonstyrken i fundamentet ikke kan fastlægges højere end 12 MPa.

Den tiltalte fortalte videre i retssalen, at han orienterede sin kollega Henrik Steffensen, daværende direktør i BG Beton, om fundet. Henrik Steffensen vendte efterfølgende tilbage med besked om, at hovedkontoret havde meddelt, at data om betonstyrken skulle holdes hemmelig.

Senere døde Henrik Steffensen i et trafikuheld, og det var ifølge tiltalte utilfredshed med den behandling, som Steffensens pårørende efterfølgende fik af Bach Gruppen, der fik ham til at søge en form for hævn og sende sin julegave i form af omtalte sms til et medlem af direktionen. Hvad den dårlige behandling bestod i, fremgår ikke af dommen, og det er ikke lykkedes Ingeniøren at få kontakt til den dømte.

Bach-direktør i vidneskranken

Den pågældende direktør i Bach Gruppen var også i vidneskranken i Nykøbing Falster.

Direktøren forklarede, at sagen blev anmeldt til politiet efter modtagelsen af sms’en og telefonopkaldet i juledagene i 2019. Herefter blev anklagerne om betonsvindel og overfakturering undersøgt, men der blev ikke fundet beviser for, at der var hold i anklagerne, lød forklaringen i retten.

Billedet var dog et andet, da kommunen gik ind i sagen og sendte eksperter til at undersøge Njals Tårn. Betoneksperter fandt i august 2020 de første tegn på, at Amager-højhuset stod på et usikkert fundament.

Direktøren fortalte i retten, at en ny intern undersøgelse i efteråret 2020 desuden bekræftede påstandene om overfakturering. Bach Gruppen måtte efterfølgende kompensere de kunder, der var blevet snydt.

Dommen

Retten i Nykøbing Falster har på baggrund af sms, telefonopkald og vidneforklaringer fundet den tiltalte skyldig i ‘forsøg på ulovlig tvang’.

Den tiltalte har fået en dom på 30 dages fængsel, der dog kan afviges fra, hvis han overholder en række betingelser (ingen overtrædelser af straffeloven i et år efter dom, 40 timers samfundstjeneste og i en periode være under Kriminalforsorgens tilsyn).

Den tiltalte har anket dommen. Der er endnu ikke fastlagt en dato for behandlingen i Østre Landsret.

I forhold til anklagerne, der blev fremsagt i byretten om, at ordrerne om det ulovlige betonmiks og overfaktureringen af kunder udgik fra hjørnekontoret i Viborg, afviser Bach Gruppen.

»Det er ikke korrekt, og dette er også afdækket tidligere. Bach Gruppen har redegjort for, at man i ledelsen i Viborg ikke havde kendskab til, hvad de tidligere ansatte i BG Beton A/S foretog sig i denne sag,« svarer juridisk direktør Martin Rasmussen.

Status på Njals Tårn

Bach Gruppen har endnu ikke fået tilladelse til at genoptage byggeriet af Njals Tårn, der blev standset i efteråret 2020, da man opdagede, hvor svag betonkonstruktionen var. Tårnet står i fuld højde, men endnu mangler en række afsluttende arbejder.

Inden entreprenørfirmaet når dertil, skal der etableres en ny bundplade, som efterfølgende skal godkendes af kommunen og dens rådgivere. Desuden skal Bach Gruppen redegøre for kvaliteten i resten af bygningen og eventuelt også lave forstærkninger her og få dem godkendt. En samlet dokumentationsrapport var ventet i november, men kommunen havde endnu ikke modtaget noget, da Ingeniøren fik en opdatering den 3. januar.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Den tiltalte har fået en dom på 30 dages fængsel, der dog kan afviges fra, hvis han overholder en række betingelser (ingen overtrædelser af straffeloven i et år efter dom, 40 timers samfundstjeneste og i en periode være under Kriminalforsorgens tilsyn)"

Det hedder en betinget dom. Bare lige en detalje.

  • 49
  • 3

Økonomien i dette projekt må være meget presset. Det må være voldsomt dyrt at have denne halvfærdige bygning stående i så lang tid + de nødvendige forbedringer + en lavere salgpris (ja, hvem vil købe/flytte ind). Hvor havner regningen for dette, bygherre, Bach Gruppen eller kommunen? Ved konkurs kan aben så havne hos kommunen?

  • 26
  • 1

At afpresseren kun truer med at offentliggøre tingene fordi vedkommende føler sig trådt over tæerne og ikke pga. (moralske) skrupler over at lade et højhus opføre på et affaldsfundament

  • 56
  • 0

Nu må du lige skille tingene ad. Her var der ikke et søgsmål omhandlende byggeriet og Bach-gruppens rådne moral. Det gik alene på om en tidligere medarbejder må afpresse sig til penge.

  • 39
  • 0

At afpresseren kun truer med at offentliggøre tingene fordi vedkommende føler sig trådt over tæerne og ikke pga. (moralske) skrupler over at lade et højhus opføre på et affaldsfundament

Det studsede jeg også over ...

Endvidere at han havde beviser

Under afhøringen i retten forklarede den tiltalte, at ‘hovedkontoret i Viborg’ havde besluttet, at der skulle knust cement og byggeaffald i betonen til Njals Tårn. Han havde angiveligt selv målt betonstyrken i fundamentet. To målinger viste 16 MPa og en tredje 17 MPa, hvilket var langt fra kravet, der ifølge tiltalte ‘mindst skulle være 35 MPa og helst 41 MPa’.

Men at BG selv om de undersøgte ikke kunne finde noget

Direktøren forklarede, at sagen blev anmeldt til politiet efter modtagelsen af sms’en og telefonopkaldet i juledagene i 2019. Herefter blev anklagerne om betonsvindel og overfakturering undersøgt, men der blev ikke fundet beviser for, at der var hold i anklagerne, lød forklaringen i retten.

Efterfølgende er der så af eksterne undersøgelser fundet fejl i beton, pirat betonværker og fejl i brandsikring.

En ting er at BG er dårlige til praktisk talt alt, men når de også er EKSTREMT INKOMPETENTE til at tjekke kvaliteten af eget arbejde - herunder om det overhovedet er lovligt at gøre som de gør - ja så må man sætte spørgsmål om, hvorvidt de bør have lov til at fortsætte deres virke.

Hvor påviseligt inkompetent har man lov til at være før det har konsekvenser?

  • 63
  • 2

Uanset hvordan sagen ender for Bach gruppen, har man da givet den god tid til at afværge de økonomiske følger af en eventuel konkurs. Og der findes næppe en sikkerhedsstillelse der rækker i forhold til kommunen og bygherren for udgifterne til nedrivning og fjernelse af Njals Tårn. Og mon ikke et projekt af den størrelse ligger i et selskab stiftet til netop dette projekt?

Måske er det alt for sort set, men hvordan er virkeligheden?

  • 20
  • 2

Og mon ikke et projekt af den størrelse ligger i et selskab stiftet til netop dette projekt?

Og så er det man kommer til at tænke på Dansk Eternit, som behændigt fik flyttet ansvaret over i et skraldspandsselskab.

Jeg forstår ikke at vi i et land, som normalt hævder at være et af verdens mest ukorrupte, kan lade noget sådant ske, for der er mange der enten har fejlet, eller handlet direkte culpøst i denne sag.

Vi har nogle regler for bygningssikkerhed her i landet, og de skal overholdes - punktum.

Da denne bygning på ingen måde kan anses for forsvarlig (og ej heller kan gøres det, uagtet hvor mange lappeløsninger man kommer op med), så er der intet andet at gøre end at rive den ned for Bach gruppens regning - hvis ikke det sker, så handler tilsynet uforsvarligt.

Nu handler den konkrete dom så ikke om Bach gruppen som så, men om en persons forsøg på fuskeri, hvorved fokus forsvinder fra den reelle forbrydelse (lidt ala Se&Hør sagen, som reelt burde have beskæftiget sig med Net's og IBM's manglende sikkerhed, men som mere kom til at gå op i Henrik Qvortrup).

På den måde kan tiden blive ved med at gå, sikkert fordi man tror at tiden læger alle sår, og så kan man klampe bygningen færdig - beklageligvis er jeg bange for at det er det der vil ske.

Jeg håber dog at samtlige involverede (inklusive de myndigheder der har svigtet på det groveste) personer bliver registreret, og når (ikke hvis) ulykken sker, så skal der udløses voldsomme fængselstraffe.

  • 25
  • 3

En ting er at BG er dårlige til praktisk talt alt, men når de også er EKSTREMT INKOMPETENTE til at tjekke kvaliteten af eget arbejde - herunder om det overhovedet er lovligt at gøre som de gør - ja så må man sætte spørgsmål om, hvorvidt de bør have lov til at fortsætte deres virke.

Kompetencer er åbenbart ikke rigtig oppe i tiden. Det gælder både hvis man bygger et højhus eller afliver en masse mink uden at spørge til lovgivningen. Det vigtige er åbenbart om man ikke vidste bedre..ikke om man burde havde vidst bedre :-/

  • 10
  • 2

Og kagstryges og pålægges at stå åbenbar skrifte i kirken?

Der er ingen grund til at blive barbarisk, en lang fængselsstraf til de involverede burde række. Hvis de altså bliver dømt (man har lov at håbe).

  • 7
  • 1

Desværre ikke, BG Njalsgade har en egenkapital, der består af 100.000 i selskabskapital og ca. 28 mio i overført resultat fra tidligere. Det får man ikke meget oprydning for...

Grunden er ejet af "E/F Faste Batteri Vej 78", og da dette er en forening, slutter "sporet" dér (Navnet optræder ikke i cvr-registret, eller som primær hit ved Google søgning).

Selskabskonstruktionen er desværre både lovlig og meget almindelig. Skulle vi ikke til at se på dét kædeansvar, hva', kære politikere...?

(Det er i øvrigt pudsigt at bemærke, at byggestoppet på bygningen ikke bekymrer nok til at blive nævnt i årsrapporten for 2020, men at BG Njalsgade regner med at omkostningen for den dårlige kvalitet påfalder leverandøren (dvs. BG beton) - måske det er derfor der i dag findes et BG beton ØST og et BG beton VEST... - igen, en regnskabsteknisk afgrænsning)

  • 5
  • 1

Rettelse til #17:

Det er juridisk kun ét BG Beton, og ikke 2 som jeg skrev. Misforståelsen skyldes at de kører med 2 direktører, en for vest og en for øst, men som sagt, stadig under samme CVR-nr.

  • 4
  • 1

Rettelse til #17:

John laver en rettelse til hvad han tidligere har skrevet, og det er der så en der giver en "thumbs down". Om man er enig i hans holdning og oprindelige indlæg, må man selv om. Men at man ikke kan lide at nogen retter sig selv, når man laver fejl har jeg virkelig svært ved at forstå ... men meget tragikomisk, er det i tråd med hele problematikken i Njalstårnet.

  • 8
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten