Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Dødtræt af videomøder? Firma fik gnisten tilbage med VR

PLUS.

Efter måneder med hjemmekontor og endeløse videomøder begyndte det norske arkitektfirma Spinn at undersøge, hvordan de kunne gøre møderne mere meningsfulde og få gnisten tilbage i det kreative og sociale miljø på arbejdspladsen.

De valgte en usædvanlig løsning: Før jul købte virksomheden et sæt af VR-brillerne Oculus Quest 2 til hver af de 45 ansatte, inklusive ledelsen og bestyrelsen. Virtual reality, altså. Så begyndte de at tage de første forsigtige skridt sammen i den nye kontor-hverdag.

Fra kaos til nye muligheder

»Det første møde var bare kaos! Alle gik rundt og skulle prøve alt muligt. Men ret hurtigt begyndte vi at se på, hvilke nye muligheder det her gav os,« siger arkitekt og faglig leder James Dodson fra Spinn Arkitekter.

Social VR har gjort de kreative processer meget enklere, end det var muligt med videomøderne. Illustration: Spinn Arkitekter

Han har selv udforsket VR-teknologien i mange år og set rigtige mange muligheder i teknologien i sit arbejde som arkitekt. Hidtil har det dog været både dyrt og besværligt. Men det er blevet bedre år for år, og med Oculus Quest 2 i 2020 var brillerne blevet både bedre, billigere og lettere at bruge. Kombinationen af pandemi og hjemmekontorer skabte pludselig alle de faktorer, der skulle til for at satse.

Billigere end VR-arbejdspladser

Oculus Quest 2 koster i øjeblikket omkring 3.000 kroner for den mest enkle version, og derudover kan man tilkøbe hukommelse, bedre strop til at fæstne den, ekstra batteri og opbevaringsboks. For virksomheden kostede det faktisk ikke mere for 45 af denne type briller, end det ville have kostet med fire kraftige VR-arbejdspladser på kontoret, som de længe havde snakket om at anskaffe.

Det krævede nogle snakke i ledelsen, før beslutningen blev taget – for det var ikke en nem beslutning. Men før jul flyttede hele virksomheden altså over i VR, i det mindste en time ad gangen. De ønsker at være på forkant med en udvikling, som går hurtigt i fremtiden.

Efter festen: En fordel med VR er, at lokalerne kan ryddes op med et enkelt klik, når festen er slut. Illustration: Spinn Arkitekter

Nu bliver de faste mandagsmøder gennemført udelukkende i VR, med alle de ansatte i et virtuelt auditorium. Hver ansat skal arbejde mindst én time i VR hver uge, men der bliver også tid til meget socialt ved siden af. Virtuel minigolf er en populær aktivitet, og fredagsbaren foregår også gerne i VR. På kort tid er VR blevet en naturlig del af den sociale kultur på arbejdet.

»En del af interaktionen forsvinder, når vi holder almindelige videomøder, det er så struktureret, og alle skal vente på skift. Det her føles meget mere naturligt. VR bevarer den kreative gnist, som opstår i interaktioner mellem mennesker på en måde, som ikke er mulig med en videokonference,« forklarer daglig leder i Spinn Daniel Peter Barth.

Vi snakker sammen i VR under interviewet, så det er let at forstå, hvad han mener. Faktisk er hele denne reportage lavet fra hjemmekontoret med forskellige VR-briller.

HTC Vive med nye løsninger

Daniel Peter Barth får opbakning af Europa-chef Graham Wheeler fra HTC, som vi møder i London på samme virtuelle måde. De har lavet en omfattende platform til fjernarbejde på en social måde, som de kalder Vive Sync. Det er netop denne platform, Graham Wheeler møder os på.

Vi sætter os rundt om et virtuelt bord, mens han præsenterer de nye sociale VR-løsninger fra Vive. I virkeligheden sidder vi på hjemmekontoret i Oslo med et Vive Focus Plus VR-sæt, mens Wheeler sidder i London med en Vive Pro. Bag os sidder nogle af hans kolleger, som er kommet ind i rummet via en almindelig pc.

Europa-chef Graham Wheeler fra HTC fremviser nogle af mulighederne i deres sociale VR-platform, blandt andet ved at hive et jagerfly i 3D frem. Illustration: Eirik Helland Urke

Med Vive Sync er det i virkeligheden flere forskellige sociale apps, som er strikket sammen til et lille virtuelt økosystem til socialt samvær i VR. Platformen er tilgængelig med mange forskellige slags VR-briller og dur også på en almindelig pc, smartphone og tablet. Men det er med VR-briller, magien opstår. Så får du en altomsluttende tredimensionel oplevelse.

»Interaktionen bliver så meget bedre her end på et almindeligt videomøde. Selv nu, hvor jeg holder en skærmpræsentation for dig, bevæger du hovedet og ser på mig flere gange, mens jeg snakker. Den effekt får du ikke på en videokonference. Der ser man ofte et helt andet sted hen end i kameraet, f.eks. på billedet på skærmen. Der er aldrig øjenkontakt. Ofte foretager folk sig andre ting samtidig med, og det er ikke altid, at folk er 100 procent til stede. Det er de i VR, og det giver ofte bedre og mere effektive møder,« forklarer Graham Wheeler til Digi.no.

Motivationen stiger med VR

Vive har gennemført markedsundersøgelser på hjemmemarkedet, som viser, at 81 procent af respondenterne synes, at videomøder ikke tilfredsstiller behovene på arbejdet tilstrækkeligt. Samtidig ser de, at de ansattes tilknytning og motivation stiger betragteligt i et virtuelt 3D-miljø.

Pandemien har accelereret udviklingen af denne type virtuelle miljøer hos både Vive og andre aktører, selv om den allerede har været i gang i højt tempo i en årrække.

»Først og fremmest får vi adgang til mange flere data, nu hvor alle er på hjemmefra. Vi høster mange erfaringer, som vi bruger i udviklingen, for eksempel hvordan vi kan registrere bevægelser i øjnene og udtryk i ansigtet for at forbedre kommunikationen mellem mennesker i VR,« fortæller Graham Wheeler.

Holdt foredrag i VR ved julebordet

Foredragsholderen og rådgiveren Eirik Norman Hansen tog udfordringen op, da han blev inviteret til at holde foredrag til et virtuelt julebord hos den norske konsulentvirksomhed Braver. De kunne ikke samles fysisk, og løsningen blev også her at købe VR-briller til alle de ti ansatte. De brugte en platform, som hedder Engage, et andet socialt mødested, der arbejder med oplæring, træning, samarbejde og virtuelle events.

Eirik Norman Hansen mødes med digi.no over en kop kaffe i VR, hvor han fortæller om oplevelsen.

»Det var en meget bedre oplevelse, end jeg havde forestillet mig, at det ville blive. Jeg gik hen og gemte mig i et virtuelt baglokale, mens de andre begyndte at holde fest. Så blev jeg introduceret og fik klapsalver, da jeg kom ind i salen. Så holdt jeg foredraget. Alt foregik virtuelt, alle var hjemme hos sig selv. Det var en overraskende fin oplevelse,« fortæller Eirik Norman Hansen.

Det tog ikke lang tid, før han følte, at det var ganske naturligt at stå der, fik øjenkontakt med publikum, kunne gestikulere og fremvise slides på skærmen. Det mest interessante var den snak, der opstod bagefter.

»Vi tog en tur til planeten Mars bagefter, bare for at mingle. Så var det pludselig helt naturligt at smalltalke sammen på denne måde,« fortæller Eirik Norman Hansen.

Graham Wheeler fra HTC fortæller om en lignende oplevelse.

»Vi skulle fejre kinesisk nytår med selskabets ledelse i Taiwan, hvor jeg traf mange fælles kolleger. Normalt samles vi kun nogle ganske få fysisk ved disse events, men fordi det var virtuelt, kunne vi være mange flere. Dermed endte jeg med at smalltalke med kolleger, diskutere ideer på tværs og have en social interaktion, som vi aldrig har haft før,« fortæller Graham Wheeler.

Mens vi sidder i hans virtuelle mødelokale, hiver han nogle 3D-modeller frem på bordet, vi sidder ved. Først en småskummel drage, så et jagerfly. Her kan vi nemt udforske modellen i 3D fra alle sider og kommentere. Netop dette er en vigtig funktion i de største sociale VR-platformene nu.

Moden teknologi

VR-teknologien er stille og roligt kommet til at spille en vigtigere rolle i det professionelle arbejdsliv, særligt inden for simulering og træning. Helikopterproducenten Bell oplevede for eksempel, at produktudviklingen gik ti gange hurtigere med VR, da de udviklede koncepthelikopteren FCX-001.

De seneste par år er den sociale del af VR også begyndt at blive stadigt mere moden, samtidig med at selve brillerne er blevet nemmere og bedre at bruge. Flere norske arbejdspladser er begyndt at snuse til den nye måde at mødes socialt på.

Spinn Arkitekter bruger altså Oculus Quest 2, seneste generation af VR-briller, som ikke behøver en ekstern pc for at fungere. De er kraftige nok til mange avanceret brugsområder, og som arkitektfirma henter de ofte 3D-modeller af deres egne projekter frem for at diskutere de forskellige løsninger. Vive Focus Plus har det samme udgangspunkt, en fritstående VR-brille, som forstår, hvor den befinder sig i lokalet med integreret sporing. Vive Focus Plus er særligt tilpasset professionel brug, mens Quest 2 også markedsfører sig på det private marked.

Minigolf er en populær pauseaktivitet for de ansatte i Spinn Arkitekter. Illustration: Spinn Arkitekter

Det er Facebook, som producerer Oculus-produkterne, noget som på både godt og ondt giver en tættere forbindelse til verdens største sociale platform. Facebook-chef Mark Zuckerberg sagde for nylig, at Oculus Quest 2 er i fuld sving med at blive de første ‘mainstream’ VR-briller på markedet, efter at Facebook har oplevet en voldsom stigning i salget.

Flere sociale platforme

Der findes efterhånden også et stort udvalg af sociale platformer for VR. En af dem er norske Dimension10, som er specialiseret i at håndtere store 3D-modeller, som flere brugere fra forskellige steder kan træde ind i. Spinn Arkitekter bruger først og fremmest Spatial, et gratis og meget alsidigt mødested, der håndterer både 3D-modeller, skærme, Zoom-møder, PDF’er og videoer. Her foregår mandagsmøderne. De bruger også Mozilla Hubs, når der er behov for mere avancerede 3D-funktioner.

Af andre platforme, der er værd at nævne, er f.eks. Engage, VR Chat, Glue og Virbella. I Norge findes derudover Dimension10 og Vrex, der har særligt fokus på BIM-modeller.

Avatarer

En interessant forskel mellem de forskellige platforme er, hvordan du selv er repræsenteret blandt andre, du møder i social VR. Du vil altid skulle bruge en avatar, og dette løser aktørerne på forskellige måder. Dimension10 havde først næsten fotorealistiske avatarer, men gik efterhånden over til enklere og mere stiliserede avatarer. Så blev de ikke så forstyrrende. Spatial har en helt speciel teknologi, som omdanner et almindeligt fladt portrætbillede til en 3D-model, som du kan se fra alle sider.

Digi.no’s forsøg på at lave sådan en avatar blev skræmmende livagtigt – det er lidt creepy, men fungerer overraskende godt.

Vive Sync bruger en slags mellemløsning: Du bruger en app til at uploade et billede af dig selv, som så bliver lavet om til en tegnet avatar med ansigtstræk, der ligner dine egne.

Fælles for alle avatarerne er en perfekt proportioneret krop. Ikke særlig realistisk, men det er måske okay?

Hele denne reportage blev altså produceret fra hjemmekontoret med Oculus Quest 2 og HTC Vive Focus. De forskellige platforme har forskellige priser og som regel et brugerbaseret abonnement. Spatial er et eksempel på en gratis platform. Oculus Quest 2 kan kobles til en gamer-pc med USB-C-kabel, så man kan få glæde af den mere kraftige pc, hvilket kan være nødvendigt med enkelte af platformene og brugsområderne.

Artiklen er fra digi.no