Dødstunnel var en pengemaskine

På trods af et stadigt stigende overskud i selskaberne bag den fransk-italienske Mont Blanc tunnel, blev der investeret stadig mindre i sikkerhed. Det viser regnskaber for den franske del af konsortiet, som kriminalpolitiet i Lyon har gennemgået.

Blandt andet var der kun blevet gennemført en eneste sikkerhedsøvelse i tunnelen før ulykken skete, og den øvelse blev afholdt i 1973. Altså 26 år før ulykken. Det står også klart, at selskabets ansatte aldrig har fået en seriøs uddannelse i sikkerhed, skriver Berlingske Tidende.

Sandra Bellier, der er advokat for et af ofrenes familie, kritiserer hårdt den økonomiske prioritering i selskabet.

"Det har været klart fra starten, at sikkerhedssystemerne var forældede, mens betalingsanlæggene før tunnelen var topmoderne. Man tog ikke risikoen alvorligt," siger hun.

Stort overskud

Hvor der i 1995 blev brugt lidt over 30 millioner kroner på sikkerhed, var tallet i 1998 barberet ned til en tredjedel. I samme periode steg overskuddet konstant, således at fortjenesten på at drive tunnelen i 1998 var på 160 millioner kroner efter skat ud af en omsætning på 900 millioner kroner.

Disse tal har været medvirkende til, at direktøren i selskabet ATMB (Association du Tunnel du Mont Blanc), Rémy Chardon, i lighed med chefen på den italienske side nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab. Samtidig efterforsker politiet en sag om store honorarer til et andet selskab, som Chardon var bestyrelsesmedlem i, og som har modtaget millionbeløb uden at kunne gøre rede for hvilke ydelser, der er leveret.

Katastrofale fejl

Sagen bliver ved med at vække opmærksomhed også fordi den franske stat er hovedaktionær i ATMB. 54 procent af aktierne ejes af staten, og det er den franske præsident selv, der direkte udpeger bestyrelsesformanden, som ofte er en retrætepost for højtstående embedsmænd. Rémy Chardon var da også tidligere chef for præsident Chiracs private team, da Chirac var borgmester i Paris.

I alt er der nu sigtet 12 personer i sagen, som indtil videre har varet over to år. Chaufføren i lastbilen, Gilbert Degraves, var den første, der blev sigtet, og siden blev også sikkerhedspersonale anklaget for at have begået katastrofale fejl, da ulykken indtraf. Blandt blev ventilationskanalerne brugt forkert og ukoordineret fordi der blev blæst luft ind fra den italienske side, mens den franske side forsøgte at trække røgen ud.

En rapport fra marts i år afslørede også, at advarselslamperne ikke fungerede. Det betød, at både biler og lastbiler blev ved med at køre frem mod ulykkesstedet efter at branden var brudt ud. Det skulle et automatisk system ellers have forhindret blandt andet ved brug af varmesensorer, der skulle reagere allerede ved 50 grader, men som enten slet ikke fungerede eller i nogle tilfælde først gav signal omkring 1000 grader.

Ild i en lastbil mere

Genopbygningen af tunnelen, der blev voldsomt beskadiget ved branden blandt andet fordi de høje temperaturer fik betonen til at smuldre, har trukket ud meget længere end beregnet. Især er arbejdet på den franske side forsinket. Men begge parter har nu lovet hinanden, at tunnelen genåbner i september i år.

Hvor der har været sparet på udgifterne til sikkerhed inden ulykken, har der til gengæld ikke været lagt låg på udgifterne bagefter. Blandt andet gennemførte tunnel-selskabet sidste år en rekonstruktion af ulykken ved at placere en lastbil i tunnelen tungt lastet med margarine og sætte ild til den. Det skete blandt andet for at få klarhed over de giftige gassers vandring i tunnelen. Denne gang lykkedes det at slukke ilden efter 15 minutter.

I alt har ulykken kostet over en milliard kroner anslås det plus følgeudgifter i form af mistet turisme og en nedgang i samhandlen mellem Frankring og Italien i området på 60 procent.