Dødsdømt gassky nærmer sig Mælkevejens sorte hul

Astronomer har med ESO's Very Large Telescope opdaget en gassky, der er flere gange tungere end Jorden, og som accelererer hurtigt i retning mod det sorte hul i Mælkevejens centrum. Det er første gang nogensinde, at man har observeret en sådan dødsdømt sky, som nærmer sig et sort hul.

Opdagelsen er gjort af et hold astronomer under ledelse af Reinhard Genzel fra Max-Planck Instituttet for Ekstraterrestrisk Fysik i Garching, Tyskland, under et 20-årigt program, hvor ESO-teleskoper bliver brugt til at følge bevægelsen af stjerner omkring det sorte hul i midten af Mælkevejen.

I løbet af de seneste syv år er dette objekts hastighed næsten blevet fordoblet og er nået op på mere end 8 millioner km/h. Det bevæger sig i en meget langstrakt bane, og i midten af 2013 vil det passere kun omkring 40 milliarder kilometer fra det sorte huls begivenhedshorisont, en afstand på omkring 36 lystimer. I astronomisk målestok er det en ekstrem nærkontakt med et supertungt sort hul.

Sort hul strækker gasskyen

Objektet er langt køligere end de omkringliggende stjerner, kun omkring 280 grader celsius, og består mest af brint og helium. Det er en støvet, ioniseret gassky, der er omkring tre gange tungere end Jorden. Skyen gløder pga. den stærke ultraviolette stråling, der kommer fra de varme omkringliggende stjerner i Mælkevejens tætpakkede centrum.

Skyens nuværende tæthed er meget højere end den varme gas omkring det sorte hul. Men efterhånden som skyen kommer tættere på det sultne sorte hul, vil et stigende ydre tryk presse skyen sammen. Samtidig vil den enorme tyngdepåvirkning fra det sorte hul, der er fire millioner gange tungere end Solen, fortsætte med at accelerere den indadgående bevægelse og strække skyen ud langs dens bane.

Stammer måske fra kolliderende stjernevinde

Gasskyens kanter er allerede begyndt at gå fra hinanden og splittes, og den forventes at gå helt i opløsning i løbet af de næste par år. Astronomerne har allerede kunnet se klare tegn på skyens tiltagende opløsning gennem de seneste tre år.

Materialet forventes også at blive meget varmere, når det nærmer sig det sorte hul i 2013, og det vil sandsynligvis begynde at udsende røntgenstråler. Der er i øjeblikket kun lidt materiale tæt på det sorte hul, så det nyankomne måltid vil være det sorte huls dominerende brændstof i de kommende par år.

Gasskyen kan stamme fra nærliggende unge tunge stjerner, der hurtigt mister materiale på grund af stærke stjernevinde. Sådanne stjerner blæser bogstaveligt talt deres egen gas væk. Kolliderende stjernevinde fra en kendt dobbeltstjerne i kredsløb omkring det centrale sorte hul har måske ført til dannelsen af skyen.

Resultaterne bliver offentliggjort i tidsskriftet Nature 5. januar 2012.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra ESO