Dødens ingeniører perfektionerede gaskamre med faglig stolthed
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dødens ingeniører perfektionerede gaskamre med faglig stolthed

Hvad får gode folk til at gøre onde ting? Hvordan kan man få moralske mennesker til at handle grusomt? Hvor går grænsen mellem godt og ondt, og hvad får folk til at krydse den?

En tankevækkende udstilling om ingeniørerne bag gaskamrene og ovnene i koncentrationslejrene under anden verdenskrig forsøger at give et svar. Udstillingen Dødens Ingeniører, der nu kan ses på teknisk museum i Oslo og tidligere har været vist på Arbejdermuseet i København, viser med al tydelighed, hvordan helt normale mennesker som du og jeg, med ikke andet end lidt ambition og faglig stolthed, kan drives til at være villige bødler for nazisternes masseudryddelser.

Når man har set udstillingen, kan man dog ikke undgå at tænke, om det var mere end faglig stolthed og ambition, der drev disse ingeniører. En del psykologisk forskning har da i årene efter anden verdenskrig også forsøgt at forstå kompleksiteten i netop dette fænomen: hvordan kan morderisk ondskab opstå i helt almindelige mennesker? Svarene peger på, at der må være mere på spil: Der må i høj grad være tale om nogle systemiske gruppedynamikker og en nærmest mekanisk tendens til at adlyde autoriteter.

Topf & Söhne

Udstillingen i Oslo følger firmaet Topf & Söhne, der leverede ventilationssystemet og ovne til bl.a. Auschwitz. Firmaet var på det tidspunkt allerede 50 år gammelt, og havde altid været meget bekymret om det etisk forsvarlige i deres arbejde, især fordi kremation på det tidspunkt stadig var kontroversielt. Ovnene var bygget til at respektere de døde og gøre kremation til en værdig beskæftigelse.

Ovnene var designet på en sådan måde, at flammerne aldrig kom i direkte kontakt med liget, og askeopsamlingen i urnerne var konstrueret, så asken altid kunne relateres til den rette afdøde. Og forbrændingen skulle også være lydløs og lugtfri.

Men da firmaet begyndte at lave ovne til koncentrationslejrene fra 1939 og frem, blev alle disse fine hensyn sat til side. Ovnene blev forstørret, gjort mere effektive og hurtige. Man skulle kunne slippe af med så mange lig som muligt for pengene. De humane foranstaltninger blev lynhurtigt udskiftet med teknikker, som man kender fra affaldsforbrænding og kadaverdestruktion. Ovnene blev gjort større, mere effektive og lettere at masseproducere.

De mest ambitiøse medarbejdere i firmaet søgte endda om et patent til en ekstra hurtig, fire-etagers ligforbrændningsovn, som kunne operere kontinuerligt 24 timer i døgnet. Kurt Prüfer, der var det afgørende bindeled mellem firmaet og SS-ledelsen og overvågede installationen af ovnene i Auschwitz, foreslog på eget initiativ at bruge overskudsvarmen fra ovnene til at opvarme gaskamrene til 26 grader celsius - den temperatur, hvor nervegassen Cyklon B har sin mest dødbringende virkning.

Det er klart dokumenteret i udstillingen, at ingeniørerne vidste alt om, hvad ovnene skulle bruges til. I et telefonmemo fra Topf & Söhne til SS-ledelsen kan man bl.a. læse, at 'luftventil nr. 450 til gaskammeret' mangler og skal nybestilles, hvilket dokumenterer, at ansatte i Topf & Söhne i Erfurt vidste alt om, hvad der foregik i Auschwitz, i Dachau, i Mauthausen, i Gusen og i Buchenwald, selvom de aldrig selv havde været nogen af stederne. Og logoet for Topf & Söhne stod stolt skrevet på alle ovnene.

(forkortet)

Læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren.
Abonnenter kan logge på og læse artiklen HER.

Kommentarer (24)

Dachaus KZ, som nævnes i artiklen, blev for nogle årtier siden åbnet som museum.

Såvidt jeg husker fra mine 6-7 besøg der, så blev gaskammeret bygget meget sent, og der er ikke sikkert at det overhovedet blev taget i brug.

Fordi lejren eksisterede i mange år uden gaskammer var dødeligheden i Dachau meget lavere ("kun" ca. 20%) end i tilintetgørelseslejrene mod øst.

Men orden og organisering havde man utvivlsomt:

Galgerne hang direkte foran ovnene, og pistolskydepladsen bag krematoriet havde en fin lille kanal, som har transporteret alt blodet væk.

Den store skydeplads hvor tusindvis af sovjetiske krigsfanger blev skudt, krævede en stor jordvold som kuglefang og lå derfor uden for lejren.

  • 0
  • 0

De mest ambitiøse medarbejdere i firmaet søgte endda om et patent til en ekstra hurtig, fire-etagers ligforbrændningsovn, som kunne operere kontinuerligt 24 timer i døgnet.

Patent?

  • 0
  • 0