Søger direktør af rette støbning: Kan du gøre beton bæredygtig? 
Når man normalt skal afsløre skimmelsvamp i en bygning, vil man være nødt til at foretage det, der i fagsprog hedder destruktive indgreb. Man bliver simpelthen nødt til at ødelægge noget af bygningen eller indretningen for at få en prøve frem, der kan bruges til analyse.
Men en gruppe tidligere forskere fra Syddansk Universitet har udviklet en metode, så de med dna-analyse er i stand til at konkludere, om et rum er udsat for skimmelsvamp eller ej.
»Analyseresultatet kan desuden bruges til at vurdere, hvilke materialer der er angrebet af skimmelsvamp, og hvor i bygningen, det er,« fortæller direktør Jonas Lindgreen i HouseTest, der sammen med bygningskonsulentfirmaet OBH har udviklet testen.
»Vi benytter en teknologi kaldet qPCR, der er en metode til at kopiere og kvantificere specifikke dna-sekvenser for at måle art og antal af svampesporer og bakterier i husstøv. Med en simpel vatpind og et skrab fra en overflade kan vi se, hvilke biologiske partikler der har påvirket indeklimaet, og dermed opdage fugtskader,« uddyber han.
Analysen kan skelne mellem forskellige typer skimmelsvampe, der hver især har krav til fugtighed, temperatur og materiale, de kan vokse på. Derfor kan analysen afsløre, hvilken type skade der er tale om, og hvor den skjulte skimmelsvamp befinder sig. HouseTest har også forfinet testen for såkaldte falske-positive, hvor en prøve på grund af almindeligt snavs vil komme ud med et positivt svar.
»Vi har også gennemført testen i en masse huse, hvor vi har vidst, der ikke var skimmelsvamp, så på den måde har vi også et stort baggrundsmateriale, der gør, at vi meget præcist kan vurdere, om der er skimmelsvamp eller ej,« forklarer Jonas Lindgreen.
Testen er en videreudvikling af en test udviklet i USA, men siden den spæde begyndelse er testen blevet kraftigt forbedret - ligesom prøverne ikke længere skal sendes til Sverige til analyse. Nu foretages analysen i Danmark, og svaret sendes med mail til kunden samme dag, som prøven er modtaget.
»Der er tale om et produkt, der er langt mere præcist og meget nemmere at betjene,« siger direktøren.
Ideen til testen stammer ifølge Jonas Lindgreen fra et ph.d.-kursus i forretningsudvikling, hvor iværksætterne ledte efter en molekylærbiologisk løsning på et udbredt problem. Udviklingen er siden sket i et tæt tværfagligt samarbejde mellem molekylærbiologer, mikrobiologer og bygningsingeniører, hvilket har været helt essentielt for at kunne koble de molekylærbiologiske data med biologiske og byggetekniske forhold i de undersøgte bygninger, forklarer han.
HouseTest er indstillet til Produktprisen i kategorien Iværksætterprisen, blandt andet på baggrund af den unikke teknologi, der gør, at man kan foretage prøver, inden man bliver nødt til at foretage de såkaldte destruktive indgreb. Men også den umiddelbare interesse lægger firmaet vægt på:
'20 måneder efter at virksomheden blev stiftet, og fire måneder efter at produktet blev lanceret, har vi opnået break-even og fået testen udbredt i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland i et marked, der er hårdt ramt af krisen. Vi mener derfor, at vi har udviklet et produkt og en forretningsmodel med et stort kommercielt potentiale', skriver HouseTest i sin indstilling.
Selskabet gør endvidere opmærksom på at, skimmelsvamp og især skjult skimmelsvamp er stærkt udbredt, og at der kan være betydelig sundhedsskadelige effekter ved at opholde sig i rum, hvor der er skimmelsvamp.
Det virker mere som en salgstale end en faglig artikel angående detektionmetoder mht. skimmelsvamp i bygninger.
Der er end del fejlkilder ved metoden som ikke bliver nævnt her:
F.eks. Metoden kan kun identificere et begrænset antal arter eller slægter med en vis usikkerhed.
Skimmelsporer i støvet kan variere ekstremt meget bla. mht. årstid, lokalitet og rengøringsfrekvens.
Der er begrænset mulighed for at tage en udereference mht. sammenligning af sporer inde og ude på lokaliteten.
Skimmelvækst i aflukkede bygningskonstruktioner giver ikke nødvendigvis sporer i husstøvet.
Der er ikke nødvendigvis skimmelvækst ved opfugtning af bygningsmaterialer.
Skimmelvækst er umiddelbart blot en indikation på en vandskade, den sikre metode er at måle på fugtniveauerne.
Dette er bare et par eksempler på hvor mangelfuld denne test er i sig selv. I kombination med andre test kan den bruges til at identificere hvilke svampesporearter/slægter der findes i husstøvet i begrænset omfang. Dog virker det umiddelbart som en overfortolkning at kunne bruge den i noget seriøst omfang mht. bestemmelse af vandskader og skimmelvækst i bygningskonstruktioner som påstået i ovenstående salgsartikel.
Det er lyder dog som en interessant metode som kan videre udvikles mht. forskning, bare ikke til bygningsundersøgelser som enestående metode.
Kære Luke
Det lyder mest af alt som om du beskriver den gamle version af analysen, som ganske rigtigt har nogle af de svagheder du beskriver. HouseTest blev dannet præcis for at forbedre analysen på disse punkter.
Bl.a
Metoden kan kun identificere et begrænset antal arter eller slægter med en vis usikkerhed.
Ja, det er ikke alle arter vi kan identificerer på artsniveau, ligesom man heller ikke kan med andre metoder, men vi har 4-doblet panelet i forhold til den gamle version. Derudover har vi forbedret metoden, så der ikke er usikkerhed omkring identifikationen, hvilket ellers er et stort problem med fx. agarplader.
Skimmelsporer i støvet kan variere ekstremt meget bla. mht. årstid, lokalitet og rengøringsfrekvens.
Rigtigt, og derfor har vi også inkluderet arter i analysen som primært forekommer i udendørsluften, som vi så bruger til at vurdere støvets alder og rengøringsniveau. Det betyder at vi kan skelne sporer der kommer fra en fugtskade, fra det normale baggrundsniveau, selv i gammelt støv fra et beskidt hus.
Skimmelvækst i aflukkede bygningskonstruktioner giver ikke nødvendigvis sporer i husstøvet.
Der er ikke nødvendigvis skimmelvækst ved opfugtning af bygningsmaterialer.
Også rigtigt, men det er dog sjældent at sporer ikke slipper ud, selv hvis skaden er skjult. Men hvis en fugtskade af den ene eller anden grund ikke resulterer i svampesporer til indeklimaet, vil skaden heller ikke påvirke beboerne.
Skimmelvækst er umiddelbart blot en indikation på en vandskade, den sikre metode er at måle på fugtniveauerne.
Ja men nu er det jo bare ikke muligt at måle fugt, hvis fugtskaden er skjult! det vil jo kræve at man laver destruktive indgreb, og hvis du ikke aner hvor skaden er, skal der rigtig mange huller til, før du måske finder skaden.
Vi samarbejder med forskere som benytter metoden til deres forskning. Det ville de ikke gøre, hvis der var et bedre alternativ. Det er også vigtigt at bemærke, at vores kunder bruger analysen som et redskab sammen med andre metoder (bl.a. fugtmålinger) eller som et første screen. Analysen står derfor ikke alene.
Vh
Jonas N. Lindgreen
Interessante kommentarer.
Jeg er nysgerrig angående hvilken/hvilke uvildige reproducerbare videnskabelige undersøgelser som understøtter dine påstande på fornuftigt vis, især:
"derfor har vi også inkluderet arter i analysen som primært forekommer i udendørsluften"
"men det er dog sjældent at sporer ikke slipper ud, selv hvis skaden er skjult."
"Men hvis en fugtskade af den ene eller anden grund ikke resulterer i svampesporer til indeklimaet, vil skaden heller ikke påvirke beboerne"
Lugtgener eller svækkelse af bygningskonstruktioner påvirker måske ikke beboerne? Igen vendes der tilbage til hvordan ved I at der altid forekommer svampespore indeklimaet ved skjulte vandskader, hvis der er skjult skimmelvækst?
Hvordan slap I uden om aktuelle udereferencer på måledagen på samme lokalitet? Der er ikke fundet noget normalt baggrundsniveau for skimmelsvampe sporer i udeluften i nogen videnskabelige artikler, primært fordi variationerne er for store mht. årstid, lokalitet for målingen, selv fra dag til dag.
Alle skimmelsvampe relateret til vandskader kommer fra naturen, en del af dem forekommer i f.eks. jord, hvis der så er en del folk som slæber jord ind på målestedet, kan dette vel måles som en falsk positiv for at der har været vandskade?
Derudover er der vel også forskellige koncentrationer af de forskellige vandskade arter i udereferencen afhængig af årstid og lokalitet.
Metoden er rigtig interessant. Bare den ikke bliver misbrugt, som en konklusion på at et sted har været/er udsat for en vandskade. Der er for mange fejlkilder og bias som definitiv metode til en bygningsanalyse, også som screening. Dette kan koste samfundet dyrt i sidste ende, ved forkerte fortolkninger af metoden.
HouseTest sælger testene kun gennem virksomheder der har skimmelsvamprådgivning. Det afhjælper rigtig meget på, at testen ikke bliver misbrugt. Desværre er testen ret dyr i forhold til de øvrige testmetoder, så jeg gætter på at de billigere test, stadig vil have det største marked.
Vi vil snart sælge HauseTest på vores www.SkimmelsvampTest.dk i samarbejde med en ekstern ekspert. I den forbindelse har vi oplevet, at de er meget grundige med at godkende salgsled.
@Luke Demosthenes
Der er jo ikke tale om en fagartikel, men snarere om en præsentation af firmaet og ideen bag produktet.
Jeg har vurderet på mere end 1000 DNA-analyser fra amerikanske og svenske laboratorier samt fra HouseTest udtaget fra mere end 400 forskellige danske bygninger. En del af disse bygninger er undersøgt byggeteknisk, så jeg har også set ”facit-listen”, og der har været temmelig god overensstemmelse.
DNA-metoden tester for, om indeklimaet i påvirkes fra en skjult fugtskade. Hvis der er hermetisk tæt mellem skadestedet og opholdszonen, så får man ikke sporemateriale ud i opholdszonen, og så vil DNA-testen ikke slå ud. Vedr. indeklimaundersøgelser er vi netop interesseret i, om der er en påvirkning af opholdszonen eller ej.
Jeg tror du forveksler forskellige metoder. Når man udtager luftprøver skal man ganske rigtigt sammenligne sporeniveauet ude og inde. Ved at opsamle sedimenteret støv, får man et udtryk for de svampe, der har været i indeluften over tid (svarende til en slags gennemsnit) i modsætning til det øjebliksbillede, som luftprøver giver. Når en bygning udsættes for f.eks. vindpåvirkninger ændres trykforholdene, hvilket kan medføre at luft (og skimmelpartikler) fra hulrum flyttes ind i bygningens opholdszone, hvor partikler sedimenterer med støv. For at få et realistisk billede af om opholdszonen i en bygning påvirkes fra skjult skimmel skal støvet have ligget en vis periode (min. 1 mdr), således at det er mere sandsynligt at bygningen har været udsat for vindtryk og vibrationer i øvrigt, i perioden.
Man skal også huske på, at DNA-metoden måler ikke kun på spiringsdygtige sporer, men også på døde sporer og fragmenter af skimmel. Fragmenter frigives i stort antal, når svampene tørrer ud (dette er publiceret flere gange).
Det er publiceret flere gange, at luften i en fugtskadet bygning har en anden mikrobesammensætning end i en tør bygning. Når vi tilmed finder et større antal fugtskadesvampe i fugtskadede bygninger end tørre bygninger, ved vi dog ikke om det skyldes flere sporer eller fragmenter indeholdende skimmel-DNA. Men meget DNA fra fugtskadesvampe giver en højere sandsynlighed for en nær fugtskade, end lidt DNA. Derfor kan metoden også bruges til at sige i hvilken ende af en bygning skaden sidder.
Det er korrekt, at der analyseres for et begrænset antal arter, som er nøje udvalgt ud fra hvor, hvornår, og hvordan de vokser. Desuden var kravet, at svampene skulle kunne identificeres med mere end 95 % sandsynlighed. DNA-metodik i dag er ret sikker, hvorfor det bl.a anvendes i retsmedicinen.
Det er en sørgelig misforståelse, at alle vandskader kan findes ved at måle fugtniveuaer. Nogle skader sidder bag forsatsvægge, hvor man kun kan måle ved at åbne konstruktionen. Andre skader kan være udtørrede – men kan stadig påvirke indeklimaet negativt.
Lugtgener kan også være en indikation på en fugtskade. Lugte fra skimmelsvampe menes ikke at give negative helbredseffekter i de konc., som vi finder dem i indeklimaet. Men sporer og skimmelpartikler kan have negative effekter.
Det er ærgerligt, hvis man har fået det indtryk, at DNA-testen kan stå alene ved en bygningsundersøgelse. Det kan den ikke. Men den kan give et praj om indeklimaet påvirkes negativt pga en skjult fugtskade, eller om undersøgelsen skal fokuseres på andre irritanter i indeklimaet så som f.eks. afgasninger. Som alle andre metoder skal DNA-metoden bruges rigtigt, og der er mange situationer, hvor den ikke kan bruges.
Mvh Niels Skals
Sektionsleder, Orbicon Arbejdsmiljø
Biolog PhD
N.B. Luke – du er velkommen til at kontakte mig mht. videnskabelige artikler der beskriver DNA-metodens anvendelse på bygninger i USA, Sverige og DK.
Hej Jonas og Niels
»Vi kan med vores metode præcist sige, hvilke materialer der er angrebet af skimmelsvamp, og hvor i bygningen, det er,«
Det er så vidt jeg er informeret, temmelig revolutionerende nyt at man kan sige så meget ud fra en enkel støvprøve. Så meget desto mere er det vel påkrævet at dokumentere sine udsagn.
I (Niels) har vurderet på over 1000 prøver og der er taget prøver i over 400 danske bygninger. Så burde der vel være materiale til en publikation hvor udsagnet dokumenteres?
Med venlig hilsen,
Morten Reeslev, PhD
Mycometer A/S
Hej Morten
Det citat du kommer med, er et fejlcitat af jounalisten. Jeg fik mulighed for at læse artiklen igennem før den blev publiceret, men dette citat er siden blevet omskrevet. Hvis prøven viser tegn på skimmelvækst, kan man kigge på sammensætningen af arter og give et bud på hvilken type skade der er tale om, for på den måde at lette den efterfølgende bygningsgennemgang, som altid vil være nødvendig, hvis analysen finder tegn på vækst. Men vi kan aldrig sige med 100 % sikkerhed hvilket materiale der angrebet, og det gør vi heller ikke. Det fremgår også tydeligt af vores rapport, at det kun er en indikation, og i øvrigt at testen ikke kan stå alene.
Angående publikationer så deltager vi i forskningsprojekter som vi forventer vil udmynte sig peer reviewed artikler.
Venlig hilsen
Jonas N. Lindgreen
Hej Jonas
Tak for svaret. Det lyder spændende med et forskningsprojekt.
Hvad med den anden del af citatet er den korekt? Altså kan man ud fra én støvprøve taget i en lejlighed eller et hus sige præcis hvor skaden er?
Niels skriver "Men meget DNA fra fugtskadesvampe giver en højere sandsynlighed for en nær fugtskade, end lidt DNA. Derfor kan metoden også bruges til at sige i hvilken ende af en bygning skaden sidder".
For at det skal virke skal der vel flere prøver til eller har jeg misforstået?
Venlig hilsen
Morten Reeslev
Mycometer A/S
Hej Morten
Hvis analysen viser høje niveauer af arter, der danner store sporer som ikke spredes langt via luften, så indikerer det, at skaden er tæt på der hvor prøven er taget. Men et fravær af disse arter kan også skyldes at de rette vækstbetingelser ikke er til stede, så det er kun en indikation. Hvis man tager mere end en prøve i samme bygning kan man se på niveauerne, hvilken prøve der er taget tættest på skaden.
Venlig hilsen
Jonas N. Lindgreen
Hej alle
Tak for en meget spændende diskussion, som dog i mine øjne bærer præg af en noget teoretisk tilgang til emnet.
Jeg kunne derfor godt tænke mig at bidrage med nogle beretninger fra min praktiske hverdag.
Jeg har anvendt DNS-analysemetoden igennem flere år, og kan oplyse, at det er et meget effektivt værktøj til lokalisering af skjulte skader.
Jeg møder, som sagkyndig for bygningsskade- og indeklimaanalyse, ofte klienter som klager over symptomer, som mistænkes for at være bygningsrelaterede.
I mange af de undersøgte bygninger registreres synlig skimmelvækst på overflader.
Ofte kan der registreres skjult skimmelsvampe ved hjælp af traditionelle, bygningsfysikaliske undersøgelser.
Men i mange tilfælde, kan der ikke registreres fugt, kuldebroer, utætheder eller uhensigtsmæssig beboeradfærd, dvs. destruktive undersøgelse er uomgængelig, og opsporing af skjult skimmelsvamp er forbundet med store rådgiveromkostninger og muligvis flere destruktive indgreb end nødvendigt.
I disse tilfælde har jeg samlet gode erfaringer med anvendelsen af DNS-analysen.
Case:
Ejerne af en meget vedligeholdt (men ikke moderniseret) arkitekttegnet villa fra 1960erne kontaktede mig, fordi deres 2 voksne børn klagede over forkølelseslignende symptomer, hver gang de var på weekendophold hos deres forældre.
Der kunne ikke registreres fugt, kuldebroer eller utætheder.
Jeg blev informeret om en tidligere utæthed i fladt paptag, over soveværelset for flere år siden. Tagpap blev denne gang totalrenoveret umiddelbart efter at skaden blev opdaget, uden at man har undersøgt konstruktionen nærmere for følgeskader.
Jeg anbefalede at fortage 2 støvprøver til DNA-analyser. Prøveudtagning viste sig at være ret vanskelig pga. boligens høje rengøringsstand (næsten ingen støv).
Analysen fra støvprøven i soveværelse påviste ”normale værdier”. Analysen fra støvprøven i stuen påviste et total antal skimmelsvampe ”over normal”, Aspergillus og penicilliearter ”over normalt” og Streptomyces spp ”lidt over normalt”.
Denne sammensætning af arter er en indikation på skader i gulvniveau.
Igennem et destruktivt indgreb i stuens original egetræs sillebens-parket registreres der store opfugtning af betondæk, massiv skimmelvækst i beton og på strøerne (målt med mycometer© metoden).
Uden DNA-analysen ville jeg uden fra mine observationer og med de tilgængelige informationer have brugt mange timer på destruktive undersøgelse af bl.a. paptaget, hvilket ville have medført væsentlig større omkostninger end omkostninger for DNA- analysen.
Dette eksempel er langt fra enestående, men det ville være for vidtgående at gennemgå dem alle.
For tvivlere vil jeg anbefalet afprøve metoden, for at gøre sig egne erfaringer.
Hvis i har spørgsmål vedr. ovenstående står jeg gerne til rådighed for yderlige oplysninger.
@ Morten Reeslev
Jeg starter som regel en undersøgelse af en 1 plans parcelhus med en DNA-analyse, som jeg udtager centralt i bygningen. Giver analysen indikation på fx kondensskader i tagrum, eller skader i vådrum, er det ikke nødvendigt at analysere flere støvprøver.
Dvs. ofte er det ikke nødvendigt at lokalisere skaden igennem DNA-analysen men det er meget værdifuldt at få information om de skadede bygningsmateriale/bygningsdele, det effektiviserer opsporing af skaderne meget.
Tip: Man kan med fordel udtage flere støvprøver, men undlade at sende alle prøver til analyse, hvis det viser sig at være unødvendig.
Med venlig hilsen
Christoph Höflich
Höflich – Bygningsanalyse
www.hoeflich.dk
Hej Jonas
Tak for dit svar.
Blot for en afklaring. Skal jeg forstå dit svar således, at der generelt skal flere prøver til for at lokalisere en skjult skimmelvækst; men hvis der i en prøve er meget DNA fra arter der laver store sporer kan man nøjes med én?
Venlig hilsen,
Morten Reeslev
Mycometer
Hej Morten
Hvis man ønsker at afklare, om indeklimaet i en bygning er påvirket af skjult skimmelvækst, kan man i et 1-plans hus på op til ca. 150 m2 nøjes med en enkelt prøve. Viser resultatet tegn på skimmelvækst, kan man så bruge artssammensætningen til at vurdere skadestype. Fx vil en skade i et tagrum med lave temperature, skiftende fugtniveauer og træ som vækstmateriale have en anden dna-profil end en skade på et varmtvandsrør hvor temperatur, fugtniveauer og materialer er anderledes. Ved sådanne skader, vil bare en prøve således være en stor hjælp i en efterfølgende bygningsundersøgelse, mens det i andre tilfælde kan være en fordel med flere prøver for bedre at kunne lokalisere skaden.
Venlig hilsen
Jonas N. Lindgreen
Hej Jonas
Du må undskylde mine mange spørgsmål. Men da jeg, som du ved, arbejder med disse ting hver dag er jeg nysgerrig når jeg hører om nye metoder som kan noget nyt.
De sidste mindst 20 år har man brugt dyrkningsbaseret metoder f.eks. Rodac plader til at kikke på artsammensætningen i bygninger. Mig bekendt har man ikke på grundlag af disse udtalt sig generelt om der er et problem i kælderen, i væggen eller på loftet, men alene om der er sandsynlighed for et skimmelproblem eller ej.
DNA metoden er for mig at se en moderne version af dyrkningsmetoden med visse fordele (måler også døde skimmelsvampe, og er givetvis mere konsistent i resultaterne end forskellige laboratoriers klassiske identifikation), og visse ulemper (pris og begrænset antal arter/slægter). Fortolkningen af både DNA metoden og dyrkningsmetoden er primært baseret på svampeøkologi. Det vil sige, er baseret på observationer af, at nogle skimmelarter synes at: 1) optræde oftere i bygninger med vandskade (indikator-, eller vandskadesvampe) end andre, og 2) findes hyppigere på nogle materialer end andre.
Det undrer mig derfor, at man med det store erfaringsmateriale man har med dyrkningsmetoder, ikke har konkluderet, at man ud fra artsammensætningen kan sige hvor skaden er, og på hvilket materiale skimmelsvampen vokser.
Med venlig hilsen,
Morten Reeslev
Mycometer