DNA kaster nyt lys over Nabokovs teori om sommerfugle

'Lolita' blev et verdenskendt begreb med den russiskfødte amerikanske forfatter Vladimir Nabokovs roman af samme navn om den midaldrende Humbert Humberts seksuelle besættelse af den 12-årige Lolita.

Nabokovs egen besættelse var delt mellem litteraturen og en karriere som selvlært sommerfugleekspert - en ekspertise, han dog aldrig høstede synderlig videnskabelig anerkendelse for.

Hans teori om oprindelsen for og udbredelsen af sommerfuglen polyommatus, en undergruppe af den såkaldte blåsommerfugl, forblev underkendt til hans død, og først i dag - 66 år efter at han nedfældede teorien og 33 år efter hans død - har han fået oprejsning i form af en afhandling i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society, der understøtter hans konklusioner fra 1945.

En Icaricia saepiolus venter på solen på en mælkebøtte. Dens forfædre kom til Amerika fra Asien via Bering­strædet for ni millioner år siden. (Foto: Roger Vila) Illustration: Roger Vila
En hansommerfugl af slægten Lycaeides. (Foto: Vlad Dinca) Illustration: Vlad Dinca
En han af Andes-sommerfuglen Madeleinea koa. (Foto: Roger Vila) Illustration: Roger Vila
En Icaricia acmon-han, først beskrevet af Vladimir Nabokov i 1944. (Foto: Roger Vila) Illustration: Roger Vila
Det nye studie krævede otte års arbejde og indsamling af sommerfugle fra Canada til Patagonien. Her ses førsteforfatteren Roger Vila i Andesbjergene i Peru. I dalen her indsamlede han det eksemplar, der fuldendte samlingen. En han af den sjældne art Eldoradina cyanea. (Foto: Rod Eastwood) Illustration: Rod Eastwood

Forskergruppen bag afhandlingen har i løbet af de sidste ti år været på seks ekspeditioner til Andesbjergenes tinder for at fange tilstrækkeligt med eksemplarer af den sjældne sommerfugl og har fordybet sig i omfattende DNA-sekventering og computerprogrammer som Lagrange og Diva.

Russisk overklasse

Historien tager sin begyndelse i starten af forrige århundrede. Født ind i den russiske overklasse hoppede Vladimir Nabokov hurtigt med på tidens populære trend - at jage sommerfugle. Men drengen mente det alvorligere end som så og indsendte som 12-årig et eksemplar af, hvad han troede var en hidtil ukendt sommerfugleart til en britisk insektforsker med anmodning om at få sit fund offentliggjort. Det fik han til sin store fortrydelse ikke.

Vladimir Nabokov har senere sagt, at havde det ikke været for den russiske revolution, havde han sandsynligvis helliget sig sommerfugleforskningen og ikke skrevet en eneste roman.

»Glæden og fordelene ved litterær inspiration er intet sammenlignet med henrykkelsen ved at opdage et nyt organ under mikroskopet eller en ubeskrevet art på en bjergside i Iran eller Peru,« sagde han i 1967 i et interview med Paris Review.

Men den russiske revolution kom, og det samme gjorde Hitlers Nazityskland. Den unge Vladimir Nabokov mistede sin millionarv og måtte flygte til Berlin, så til Paris og endelig til USA.

I USA slog Vladimir Nabokov sig op som selvlært sommerfugleekspert og fik et lavtlønnet job som kurator for dagsommerfugle på Harvards zoologiske museum. Her pådrog han sig op gennem 1940'erne en varig øjenskade på grund af sin koncentrerede dissekering og klassificering af blåsommerfugle. Han klassificerede sommerfuglene ud fra hannernes kønsorganer, da disse udvikler sig særligt hurtigt, sandsynligvis på grund af seksuel udvælgelse.

I 1945 offentliggjorde han sin nyeste hypotese i Cambridges entomologiske forenings tidsskrift Psyche. Hans teori var, at den amerikanske polyommatus stammede fra Asien, og at den af fem omgange for mellem 11 og 1 million år siden var fløjet over Beringstrædet og videre sydpå så langt som til Chile. Hver bølge af blåsommerfugle fra 'Den Gamle Verden' grundlagde en ny gruppe af blåsommerfugle i 'Den Nye Verden'.

Uddannet inden for litteratur og selvlært sommerfugleekspert med lovligt poetiske vendinger i sine videnskabelige artikler vandt han dog ikke nogen synderlig akademisk anerkendelse for ideen. Han blev i sommerfuglekredse anset for at være pligtopfyldende og metodisk, men ikke noget stort videnskabeligt geni.

Vladimir Nabokov fortsatte dog ufortrødent sit arbejde. Sammen med hustruen Vera kørte han de følgende år på adskillige sommerfugleekspeditioner i Nordamerika. Sommerfugle optræder i alle Nabokovs romaner, og det var da også på en af disse ekspeditioner, han fandt inspiration til at skrive sit litterære gennembrud, romanen Lolita, der handler om den midaldrende Humbert Humberts seksuelle besættelse af sin udlejers 12-årige datter Lolita.

Lolita blev en skandaleombrust succes, der også lunede på kistebunden og i 1969 kunne Vladimir Nabokov slå sig ned i Schweiz og resten af livet hengive sig til sine to store interesser: 'Litteratur og sommerfugle er de to kæreste lidenskaber, man kender til,' som han sagde.

Da Vladimir Nabokovs søn, Dimitri, i 1977 kyssede sin døende far på panden i et endeligt farvel ved sygelejet, vældede tårerne op i Vladimir Nabokovs øjne:

'Jeg spurgte hvorfor. Han svarede at visse sommerfugle allerede var på vingerne; og hans øjne fortalte mig, at han ikke længere håbede, at han ville leve til at forfølge dem igen,' noterede Dimitri i sin dagbog ifølge magasinet The New Yorker.

Eskalerende anerkendelse

Nabokovs hypotese opnåede først anerkendelse efter hans død. I årene op til hans 100-års fødselsdag i 1999 begyndte flere forskere at se nærmere på hans arbejde. Og med bøgerne 'Nabokov's Butterflies' af Brian Boyd og Robert Pyle og 'Nabokov's Blues' af Kurt Johnson og Steve Coates begyndte en bølge af anerkendelse af hans arbejde, som er eskaleret lige siden.

På Harvards zoologiske museum fik biolog og sommerfuglekurator Naomi Pierce i år 2000 til opgave at arrangere en udstilling og en række seminarer om sommerfugle. I den forbindelse mødte hun Robert Pyle og Kurt Johnson og læste sidstnævntes bog om Nabokov.

»I den bog forklarer Kurt virkelig godt betydningen af Nabokovs afhandling fra 1945, og der gik det op for mig, at vi kunne efterprøve hans idé,« siger hun til Ingeniøren.

Siden årtusindskiftet har Naomi Pierce og et hold af amerikanske og europæiske sommerfugleeksperter gjort alvor af hendes tanker.

»Arbejdet krævede en eventyrer, en bjergbestiger og en dygtig biolog,« fortæller Naomi Pierce.

Hun måtte sende sin unge, spanske post.doc. Roger Vila på seks ekspeditioner til toppen af Andesbjergenes tinder for at hente friske forsyninger til DNA-sekventeringen af de særlige sommerfugle.

Hjemme i laboratoriet blev hans fangster DNA-sekventeret, og ved hjælp af computerprogrammer som Lagrange og Diva studerede holdet alt fra sommerfuglenes oprindelse til deres udbredelse og temperaturfølsomhed. Analyserne viser, at hver af Nabokovs fem bølger af blåsommerfugle ganske rigtigt nedstammer fra hver sin asiatiske forfader, der sandsynligvis tog turen til Amerika via Beringstrædet.

Den neotropiske slægtsgruppe ankom for knap 11 millioner år siden, og som Nabokov forudså, er det disse, der i dag lever i Mellem- og Sydamerika. De fire yngre grupper, Icaricia-Plebulina, Lycaeides, Agriades og Vacciniina, ankom for mellem 1 og mere end 9 millioner år siden og har i dag spredt sig i hele Nordamerika.

Forskerne undersøgte også temperaturtolerancen for hver enkelt gruppes forfædre, og fandt frem til, at den faldt med tiden - pudsigt nok i takt med, at temperaturen faldt i området omkring Beringstrædet - hvilket også kan forklare, at den første bølge blev trængt sydpå til varmere himmelstrøg.

Nabokov havde ret

I sidste uge offentliggjorde holdet deres resultater i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society. Og konklusionen? Nabokov havde ret.

Alle sommerfuglene nedstammede fra en fælles forfader, der levede for 10 millioner år siden. De var kommet fra Asien til Chile af fem omgange, sandsynligvis via Beringstrædet, konkluderer Naomi Pierce og hendes kolleger.

»Vi har ikke decideret bevist teorien men fundet virkelig gode data, der underbygger hans komplekse hypotese om disse sommerfugles oprindelse og udvikling,« siger Naomi Pierce.

Hun påpeger, at Nabokovs russiske skoling måske har givet ham et brugbart perspektiv for netop det felt, han beskæftigede sig med inden for sommerfuglenes verden.

»Hans baggrund gav ham en god position for at genkende karakteristika i Den Nye Verdens sommerfugle, der mindede ham om deres artsfæller i Den Gamle Verden,« fortsætter Pierce og kalder ham en usædvanligt indsigtsfuld systematiker.

»Han kunne være nået videre til store ting i biologi, var han ikke kørt ind på det litterære sidespor,« siger hun.

Men netop dette sidespor - og den deraf følgende berømmelse - er den eneste grund til, at medier fra New York Times til Ingeniøren interesserer sig for Pierces resultater, mener kurator ved Danmarks Naturhistoriske Museum Niels Peder Kristensen.

»Hun underspiller i hvert fald ikke vigtigheden af sit arbejde. Det er der selvfølgelig ingen af os, der gør. Men havde det ikke været for Nabokovs navn, var denne forskning næppe blevet kendt uden for en ganske snæver kreds af sommerfugleforskere,« siger han.

Niels Peder Kristensen er ikke specialiseret i blåsommerfugle, men det er der heller ikke andre i Nordeuropa, der er, vurderer han. Sommerfugle generelt er han derimod en af landets førende autoriteter inden for.

»Det er selvfølgelig rigtigt, at man på Nabokovs tid ikke havde så meget værktøj i kassen som i dag. Han havde alene de anatomiske kendetegn at gå efter, hvor man i dag ved hjælp af DNA-sekventering kan rekonstruere udviklingsforløb med noget større sikkerhed. Men DNA-sekventering er altså ikke ensbetydende med, at man med fuld sikkerhed har fundet den rigtige forklaring,« fortsætter han.

Niels Peder Kristensen pointerer, at ikke alle grene af stamtavlen er lige velfunderede. På afhandlingens figur 3 side 5 ser man eksempelvis et stamtræ med mange grene. Har en gren et tal mindre end 100, betyder det, at den ikke er særlig godt understøttet i den molekylære analyse, forklarer han. Og dem er der en del af.

»Så man skal ikke tro, det her er sikkert og uangribeligt. Men i øjeblikket er det det bedste bud, vi har på en forklaring - og jo, det understøtter da, at Nabokov på et mere overfladisk grundlag i det store og hele har ramt hovedlinjerne rigtigt,« siger han.

Niels Peder Kristensen karakteriserer Naomi Pierces afhandling som én brik i en stor mosaik. Han påpeger, at de blåsommerfugle, Naomi Pierce har beskrevet, er en forholdsvis lille gruppe. Det anslås, at der er 400 arter i hendes slægtssektion og til sammenligning er der over 5.000 arter i hele blåsommerfuglefamilien, 155.000 beskrevne sommerfuglearter, og sandsynligvis i omegnen af en halv million sommerfuglearter i alt.

»Men det er en fin afhandling, og i virkeligheden er det lige præcis, hvad systematisk biologi går ud på: At lægge alle de bittesmå sten i mosaikken derude på plads én ad gangen.«