DNA er sat i musik

Inspireret af den idé, at musik, ligesom livet, opstår ud fra en fundamental kode, har to spanske mikrobiologer startet et projekt, de kalder "Genom-musik", skriver ScienceNow 18. december.

Johann Sebastian Bach komponerede et værk bygget på de fire toner i hans eget efternavn. Aurora Sánchez-Sousa og Fernando Baquero på Ramón y Cajal Hospitalet i Madrid har adapteret denne metode, blot bruger de ikke B, A, C og H som udgangspunkt, men derimod bogstavbetegnelserne på de fire kemiske baser, der indgår i DNA-molekylet. Det er A (for Adenosin), C (for Cytosin), G (for Guanin) og T (for Thymin).

A, C og G er nodebetegnelser, men T måtte de selvfølgelig udskifte med et andet tegn. De valgte tonen D. Derefter indledte de et samarbejde med den franske komponist Richard Krüll. Nogle kompositioner benytter de fire DNA-base-noder A, C, G og D. Andre benytter toner, som blev tilknyttet hver af de tyve aminosyrer, som DNA-sekvenserne koder for. Sæt på tre DNA-baser koder for en aminosyre i et protein.

Resultater minder om partituret til musik, spillet på strygeinstrumenter akkompagneret af fløjter. Det første værk blev fremført i Madrid for nylig, og nu indspiller man en CD med 10 numre baseret på hvert sit gen. Blandt disse kan nævnes værket slt2, som er et gen, som koder for et enzym i gær. Et andet nummer på CDen bygger på et gen, som koder for et proteinnedbrydende enzym, som har betydning for Alzheimers syge. Mon DNA- og protein-musikken kommer på hitlisterne?