Problemet med at vi kan måle alt, er at vi bliver bange for alt

..indtil vi har vænnet os til det. Vejtrafikken er i nogle generationer målt i hoved og hale, og folk oplyst igen og igen om antal skader/drab, klip i kørekort, spøgelsesbilister og beslaglagte biler efter vanvidskørsel. Samt den dødelige sundhedsrisiko ved bilistens manglende motion. Ikke meget tyder dog på, at folk holder op med at vove sig ud på 4 hjul.

Fint nok at befolkningen orienteres om radioaktivitet og måske lærer at skelne mellem store og små risici. Radioaktivitets effekt bliver stadig mere nuanceret af de forskningsprojekter som tidligere forsøgssprængninger, senere Fukushima og endnu senere Tjernobyl har givet data til. Nogle risici bliver droslet ned og andre bliver man så mere obs på. Der er måske også nogle helt grundvidenskabelige gevinster inden for området, altså noget der pt. blot er interessant og evt. engang kan bruges i helt andre sammenhænge.

Problemet med at vi kan måle alt, er at vi bliver bange for alt.

Radioaktivitet er forholdsvis let at måle. Vi stiller en detektor op på taget , og får et signal, når en bunke eksotisk partikler driver forbi i en sky.

Vi kan idag måle pesticider i vores drikkevand. Plastik partikler i Øl og Rugbrød. Østrogenrester i vores Fisk. Kviksølv i skaldyr.

Problemet med det er vores måde at formidle det på. Medierne svælger i problemer, og sælger sig på ClickBait, om død og ødelæggelse.

Så vi måler en "radioaktiv sky" og Greenpeace og de andre grønne tosser farer ud og aktiverer deres skare af uvidende, bange mennesker om dette voldsomt farlige problem.

Derfor har vi idag lukket hundrevis af brønde, kasseret tusinder af tons mad og gjort folk bange for sikker energiforsyning.

Anti-vaccine grupperne er det mest strålende eksempel på, hvor dårlige videnskaben er til at formidle sin viden, og hvor afskyelig uansvarligt vores medier håndterer deres ansvar.