Disse ingeniører sendes til provinsen

Medarbejdere i 20 statslige institutioner blev i dag informeret om, at deres arbejdsplads i fremtiden skal have ny adresse i provinsen. Det skete, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) klokken 12 offentligjorde den længe ventede liste over, hvilke statslige institutioner der skal rykkes ud af hovedstadsområdet.

Blandt nogle af de ingeniørarbejdspladser der flyttes helt væk fra hovedstaden er Søfartsstyrelsen, Geodatastyrelsen og Naturstyrelsen, hvor der ifølge Ingeniørforeningens foreløbige opgørelse er ansat omkring 60 ingeniører. Desuden udflyttes blandt andet dele af Banedanmark, Miljøstyrelsen, Energistyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Trafik- og Byggestyrelsen samt NaturErhvervsstyrelsen. Her risikerer 460 ingeniører at blive ramt.

På jagt efter nyt arbejde? Tjek Jobfinder.

Med udflytningen ønsker regeringen at skabe en mere jævn fordeling af job og vækst, oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.

»Vi skal have gang i udviklingen i hele landet, ellers risikerer vi, at Danmark knækker i to. Samtidig ønsker vi at sikre, at offentlige myndigheder kommer nærmere de borgere og virksomheder, de betjener.«

Det er imidlertid langtfra sikkert, at de berørte ingeniører agter at flytte med arbejdspladsen. En undersøgelse blandt 600 statsansatte ingeniører foretaget i august viste, at 9 ud af 10 foretrækker at finde andet job frem for at rykke med kollegerne til provinsen. Det er primært ønsket om at ville blive i nærheden af venner og familie, der spiller ind, men også frygten for ægtefællens jobmuligheder er af betydning.

Hvis de berørte statslige arbejdsgivere skal undgå et ‘brain drain’, bør flytteprocessen gennemtænkes nøje, mener Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA Offentlig. Blandt andet bør de ingeniører, der vælger at flytte med deres arbejdsplads fra hovedstadsområdet, have lovning på, at jobbet som minimum bevares valgperioden ud.

»Når man rykker folk op med rode, er det mindste, man kan forlange, at de er garanteret et job mindst fire år frem,« fastslår Thomas Damkjær Petersen.

Til det forslag oplyste finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på pressemødet, at 'udflytningen vil blive håndteret inden for de gældende overenskomster'.

Ingeniørforeningen har desuden foreslået, at medarbejdere, der vælger at flytte med jobbet, bør ydes hjælp til flytning, job til ægtefælle, skoleflytning, børnepasning med videre - nøjagtig som det kendes med pakkeløsninger til udenlandske nøglemedarbejdere. Det forslag blev ikke kommenteret på pressemødet.

Formand Frida Frost har tidligere udtrykt bekymring for, at udflytningen af ingeniørarbejdspladser risikerer at skabe yderligere kamp om ingeniørerne i yderområderne af Danmark.

»Vi har lav ingeniørledighed i landet, og det vil blot skabe øget konkurrence på et i forvejen tynget erhverv. Flytter man departementer til områder med få ingeniører, kommer de til at hugste dem fra lokale virksomheder,« påpegede Frida Frost i august.

I alt bliver 3.900 statslige arbejdspladser udflyttet hen over de kommende år.

Regeringen har sat 400 millioner kroner af til opgaven med udflytning af de statslige arbejdspladser.

Læs mere om, hvilke arbejdspladser der udflyttes i regeringens udspil 'Bedre Balance - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder'