Direktør: Rejsekort kan sagtens bruges som betalingskort

I fredags kunne ing.dk fortælle, at rejsekortet af blandt andet tekniske årsager ikke egner sig som betalingskort, men den vurdering er direktør i Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten ikke enig i.

»Der er ikke noget teknisk til hinder for, at rejsekortet skulle kunne bruges som betalingskort,« siger han.

Der er dog ikke fokus på at indgå på markedet for småpengebetalinger lige nu, ligesom Rejsekort A/S for øjeblikket ikke er i besiddelse af den banklicens, som er nødvendig for, at kortet kan anvendes bredt som betalingskort med eksempelvis småpengebetalinger for øje. I dag har Rejsekort A/S en begrænset tilladelse til at udstede ePenge, som betyder, at kortet kun kan anvendes til transport og mindre betalinger i forbindelse med transport.

»Hvis vi skal bevæge os i den retning, skal vi have en anden tilladelse, og det er der foreløbigt ingen planer om,« siger Bjørn Wahlsten.

Han er dog ikke afvisende over for, at Rejsekort A/S med tiden kan indtræde i et samarbejde med andre parter om et egentligt betalingskort til småpenge, og at det til den tid derfor vil være nødvendigt at få en ny tilladelse.

»Det kunne vi sagtens finde på, men som det ligger nu og som kortet bruges nu, er der ingen planer om det,« siger Bjørn Wahlsten.

Det var seniorkonsulent i PlusCon og tidligere direktør for Danmønt A/S Henning N. Jensen, der på ing.dk i fredags fortalte, at den måde rejsekort-systemet er skruet sammen på, betyder, at kortet ikke umiddelbart egner sig til betalingskort. Og han mener da stadig heller ikke, det blot er et spørgsmål om en anden tilladelse, før kortet vil kunne bruges som betalingskort.

Læs også: Ekspert: Rejsekort uegnet til betalingskort

»Det system, der ligger bag kortet betyder, at Rejsekort A/S ikke vil kunne opgøre passiver og aktiver på et givent tidspunkt, og det skal man kunne for at blive godkendt til betalingskort,« siger
Henning N. Jensen.

»Dette er ikke korrekt,« siger Bjørn Wahlsten fra Rejsekort A/S og tilføjer:

»Vi har fuld sporbarhed af alle saldobevægelser og indestående på hvert rejsekort. Der er ikke noget teknisk ved selve kortet, der bevirker, at det ikke skulle kunne bruges som betalingskort, men der mangler kortlæsere i butikker, før det kan bruges som småpengekort som i eksempelvis Hongkong.«

Henning N. Jensen medgiver, at selve kortet i rejsekort-systemet godt kan bruges som betalingskort:

»Jeg er enig i, at det ikke et selve kortet, men systemet bag rejsekortet, der er udfordringen.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville nu være smart, hvis man kunne bruge rejsekortet til f.eks. at få adgang til betalingstoiletter på stationerne. Jeg har i hvert fald aldrig mønter på mig, når jeg står og virkelig skal på toilettet på en station. Men rejsekortet har jeg med mig.

  • 0
  • 0

Det ville nu være smart, hvis man kunne bruge rejsekortet til f.eks. at få adgang til betalingstoiletter på stationerne.

Så husk at tjekke ud !

  • 0
  • 0

Hvis direktøren for rejsekortet oprigtigt mener, at rejsekortet - baseret på dokumenteret ikke-sikker teknologi - kan bruges som betalingskort er han enten inkompetent eller komplet uvidende om hvordan systemet er bygget op :(

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten