Dine venner har ikke alene flere venner end dig – de tjener også mere og er mere populære

18. januar 2014 kl. 16:006
Teorien for komplekse netværk kan forklare, hvorfor flertallet af befolkningen på en lang række parametre er ringere stillet end deres bekendte.
Artiklen er ældre end 30 dage

I 1971 forklarede den amerikanske sociolog Scott Feld i en artikel i American Journal of Sociology, at det for flertallet i en befolkning eller gruppe vil gælde, at de har færre venner end deres venner har i gennemsnit. Dette forhold kendes i dag som venskabsparadokset.

To koreanske forskere ansat ved henholdsvis Université de Toulouse i Frankrig og Aalto-universitetet i Finland forklarer i en ny artikel, at der findes et generaliseret venskabsparadoks, som betyder, at dine venner (i gennemsnit) også tjener mere end dig, er mere populære og lykkelige osv. Forholdet gælder vel at mærke for flertallet af befolkningen – for et mindretal forholder det sig omvendt.

Først en lille kommentar om det klassiske venskabsparadoks.

Scott Feld tog udgangspunkt i James Colemans undersøgelse The Adolescent Society fra 1961, der havde kortlagt venskabsrelationer blandt elever i 12 amerikanske high schools.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 146 piger i Marketville havde i gennemsnit 2,7 venner, mens deres venner i gennemsnit havde 3,4 venner. Det betød, at 74 pct. af pigerne havde færre venner end deres venner havde venner.

Det er et paradoks, for når venskaber er gensidige – man siger jo netop af A og B er venner – så vil de fleste nok forvente, at der ingen forskel var.

Når det alligevel er sandt, at dine venner har flere venner end dig (for størstedelen af en gruppe), så skyldes det, at venskaber følger en power-law-fordeling,hvor de fleste har få venner, mens et lille antal har mange venner.

Gælder også på Facebook, Twitter og i forskerkredse

Venskabsparadokset gælder også på Facebook og Twitter. Dine Facebookvenner har flere venner end dig – på Twitter er der flere, der følger dem, der følger dig, end der er personer, der følger dig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette forhold er af en forskergruppe ved University of Michigan i USA blevet udlagt som en forklaring på, at mange brugere af Facebook føler sig triste, da de kan se, at deres venner klarer sig bedre end dem selv – uden at tænke over, at dette er tilfældet for flertallet på Facebook.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo har nu lavet en empirisk undersøgelse blandt forskere, der har publiceret i Physical Review tidsskrifter eller som har en Google Scholar-profil.

Der var 242.592 personer i PR-netværket og 29.968 i GS-netværket. Undersøgelsen viste, at for flertallet gjaldt det, at en forfatters medforfattere havde flere medforfattere end forfatteren selv, de publicerede flere artikler og opnåede flere citationer. De var med andre ord bedre forskere.

Forklaringen skyldes simpelthen den måde, netværket er skruet sammen på, som helt svarer til netværksstrukturen for venskaber i amerikanske high schools.

Young-Ho Eom og Hang-Hyun Jo forklarer, at samme netværksstruktur findes for popularitet, indkomst, anseelse og lykke. Der findes altså et generaliseret venskabsparadoks – og derfor må de fleste af os acceptere, at vi næsten alle områder er ringere stillet end vore venner.

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
19. januar 2014 kl. 11:01

Hvordan man tage facebook /Twitter og andre sociale mediers definition af venner alvorligt? Venner i det digitale rum kan højest opnå betegnelsen bekendte i min bog. At venne begrebet er blevet udvandet i utrolig grad er jo intet nyt, men utroligt at forskerne tilsynelandende hopper med på den vogn.

5
19. januar 2014 kl. 10:53

Når det gælder sociale medier som facebook og twitter glemmer de to herre lidt at folk har en tendens til kun at skrive "solstråle historier" altså positive ting, når jeg kigger gennem min startside på facebook er der meget få af slagsens: "Åh hvor går det mig dårligt".

Det er vist ret ligegyldigt. På Twitter og delvis Facebook er antallet af hhv. følgere og venner direkte angivet på profiler. På Facebook kan vennerne dog skjules. De fleste opslag på min startside på Facebook er følelsesmæssigt neutrale.

4
19. januar 2014 kl. 10:37

"To koreanske forskere ansat ved henholdsvis Université de Toulouse i Frankrig og Aalto-universitetet i Finland forklarer i en ny artikel, at der findes et generaliseret venskabsparadoks, som betyder, at dine venner (i gennemsnit) også tjener mere end dig, er mere populære og lykkelige osv. Forholdet gælder vel at mærke for flertallet af befolkningen – for et mindretal forholder det sig omvendt."

Når det gælder sociale medier som facebook og twitter glemmer de to herre lidt at folk har en tendens til kun at skrive "solstråle historier" altså positive ting, når jeg kigger gennem min startside på facebook er der meget få af slagsens: "Åh hvor går det mig dårligt". Så det kan meget nemt se ud som om at det går alle andre rigtig godt, men det er jo nok mere fordi at vi er mere tilbøjelige til at dele de dårlige ting med den der står os så nær at vi ser dem i daglig dagen.

3
19. januar 2014 kl. 10:21

Til gengæld viser interviewundersøgelse blandt en større gruppe mænd at de er bedre bilister end gennemsnittet. Hvad gør det at der findes en enkelt eller to bilister out there der kører bedre end mig når man ved at hovedparten af de ANDRE kører så usikkert at det kun går godt fordi JEG er knalddygtig bag et rat. Det gør mig stolt - ikke trist.

2
19. januar 2014 kl. 10:14

De fleste af ens venner har ikke flere venner, men det er nogle få der trækker gennemsnittet op.

Jeg forstår ikke hvorfor du får plusser for det - det er faktisk forkert.

prøv at læse det lille eksempel i boksen... 5 af de 8 har færre venner end deres venner. altså direkte i modstrid med det du skriver.

1
18. januar 2014 kl. 23:31

De fleste har færre venner, end deres venner har, i gennemsnit.

De fleste af ens venner har ikke flere venner, men det er nogle få der trækker gennemsnittet op.

Man bliver vel ikke trist over at nogle få af ens venner, har flere venner? Hvis de fleste af ens venner, havde flere venner, ville det måske være noget at være trist over.