Din mobil skal oplades trådløst hos McDonald's og Starbucks
Om føje tid kan du måske dårligt lægge din telefon fra dig, uden at den bliver ladet op.
Ifølge svenske Elektroniktidningen er fronterne ved at blive trukket op mellem de to store organisationer inden for trådløs opladning af forbrugerelektronik, Power Matters Alliance og Wireless Power Consortium.
Begge organisationer arbejder på at definere, hvordan mobiltelefonen i fremtiden skal oplades, når du lægger den fra dig, eksempelvis på bordet på en café.
Med 134 medlemmer mod Power Matters Alliances 57 er Wireless Power Consortium (WPC) den største af de to konkurrerende organisationer. Men PMA er ved at samle flere sværvægtere blandt sine nu 57 medlemmer.
Blandt de senest tilkomne er den kinesiske leverandør af mobiltelefoner ZTE, der ifølge det svenske medie er leverandør af mere end 10 millioner mobiltelefoner om året. Det gør ZTE til verdens fjerdestørste mobilproducent.
Også finske Powerkiss har for nyligt sluttet sig til PMA. Det betyder ifølge Elektroniktidningen, at også burgerkæden McDonald's, som Powerkiss har et europæisk samarbejde med, følger med. Et kig på WPC's hjemmeside viser dog, at Powerkiss også optræder på medlemslisten hos WPC.
Dobbeltmedlemsskabet gør sig gældende for flere af virksomhederne hos de to organisationer, herunder Texas Instruments.
Samarbejdet mellem Powerkiss og McDonald's går ud på at induktionsladere i møblerne på burgerstederne. PMA's medlemmer tæller også den amerikanske kaffekæde Starbucks, mobiloperatøren AT&T og leverandøren af mobiltelefoner Blackberry.
På den anden side hos WPC er Samsung, Motorola, LG og HTC blandt medlemmerne.
WPC markedsfører induktionsstandarden Qi, mens PMA vil lave et netværk af trådløse lynopladere baseret på IEEE-standarder.
