Din krop kan sende data med 10 Mbit/s

Der er ikke nødvendigt med hverken kabler eller radiobølger, når der skal transmitteres data ved høj hastighed. Menneskekroppen kan nemlig sagtens bruges til formålet.

Forskere ved Korea University i Sydkoreas hovedstad Seoul har formået at transmittere data mellem to elektroder, fastgjort til en levende persons arm, med en hastighed på 10 Mbit/s - altså hvad der svarer til en habil bredbåndsforbindelse.

Tanken er dog ikke, at du nu skal stikke fingeren direkte i netværksstikket, når Johnny Cashs seneste album skal downloades. Forskerne bag projektet forestiller sig derimod, at muligheden for at føre data gennem mennesker vil betyde fremskridt i lægelig sammenhæng, skriver New Scientist.

Teknikken kan potentielt bruges til at overvåge blodsukkerniveauet og funktioner som hjerteaktivitet. Det er vanskeligt at overvåge den slags livsvigtige ting, fordi det normalt enten kræver, at personen er mere eller mindre viklet ind i ledninger, eller alternativt at overvågningsmekanikken kommunikerer trådløst.

Problemet med den trådløse tilgang er dog, at den er overordentlig batterikrævende.

»Hvis vi bruger trådløs teknologi for hver enkel af de livsvigtige funktioner, så skal vi bruge mange batterier,« siger forsker Sang-Hoon Lee fra Korea University ifølge New Scientist.

Hvis kroppen derimod bliver brugt til at sende data med, vil det være muligt at reducere energibehovet med omkring 90 procent, vurderer forskeren.

Tynd, fleksibel og sikker

De to elektroder på armen i kropsdata-setuppet er placeret med 30 centimeters afstand. Forskerne har sendt dataene ved lavfrekvente, elektromagnetiske bølger, der som kun bliver dæmpet lidt, når de går igennem kroppen.

Elektroderne i det koreanske projekt er ikke mere end 300 mikrometer tykke, hvilket svarer til tre menneskehår. Og så kan de bøjes til en vinkel på 90 grader, hvilket er sket 700.000 gange i testøjemed. Endelig er elektroderne belagt med en coating bestående af en siliciumholdig polymer, som også er blevet grundig testet til at være hud- og menneskevenlig.

Det er tidligere lykkedes at sende data gennem en menneskekrop. I 2005 gjorde forskere fra Tokyo noget tilsvarende, men elektroderne, de brugte, var større og mere klodsede end løsningen fra Sydkorea.

Dokumentation

New Scientist: Human arm transmits broadband