Din hjerne er en nydelsessyg beslutningstager

Den videnskabelige udforskning af nydelse tager udgangspunkt i en helt enkel observation. Mens mennesker naturligvis kan rapportere nydelse med sprog, så er dyb nydelse også ofte ledsaget af adfærd, der signalerer, at vi og andre dyr oplever noget som nydelsesfuldt: Fra smil og latter i glad samvær til dybe grynt ved sanselig og seksuel nydelse. Det er svært at forestille sig, at vores nydelse ville være den samme uden disse nydelsesudløste adfærdsmønstre.

Det er tilmed muligt til en vis grad at opnå en større grad af nydelse ved bevidst at bruge disse nydelsesudløste adfærdsmønstre.

Tag for eksempel et eksperiment, hvor forsøgspersoner gik rundt med en kuglepen i munden igennem en hel dag. Halvdelen skulle holde kuglepennen på tværs af munden, så de skulle bruge smilemusklerne, mens den anden halvdel holdt kuglepennen lige i munden som en cigar.

Deltagerne i den første gruppe oplevede signifikant større glæde og nydelse end de andre deltagere, hvilket formodentlig skyldes brugen af deres smilemuskler.

Surt og sødt

Sådanne nydelsesudløste adfærdsmønstre findes selv hos helt nyfødte babyer, der slikker sig om munden, når de får sukkervand. Får babyerne til gengæld noget surt, vrænger mundvigene i stedet.

Disse reflekser forsvinder med tiden hos mennesker, og vi bliver bedre til at maskere vores glæde og ubehag ved måltider, selv om det undertiden kan være svært.

Men det er ikke kun mennesker, der udviser nydelsesudløste adfærdsmønstre, men også for eksempel gnavere som rotter og mus.

De slikker sig mere om munden som en funktion af mængden af sukker, og dette objektive mål kan derfor bruges som et mål på graden af deres nydelse.

Forskel på behag og lyst

De nydelsesudløste adfærdsmønstre giver dermed mulighed for at studere nydelse hos andre dyr. Den amerikanske hjerneforsker Kent Berridge har brugt dette til at lave en række eksperimenter, der har givet vigtig indsigt i, hvilke dele af hjernen der repræsenterer nydelse.

Berridge tog udgangspunkt i forslaget om, at et af hjernens kemiske stoffer, dopamin, var blevet foreslået som hjernens nydelsesstof. Hvis det er tilfældet, skulle gnavere med mere dopamin udvise mere nydelsesudløst adfærd end normale gnavere. Men Berridges forsøg viste, at det ikke er tilfældet.

I stedet fandt Berridge, at hvis man forøger hjernens mængde af dopamin, slikker gnavere sig signifikant mindre om munden end normale gnavere, når koncentrationen af sukker øges.

Det viser sig, at disse gnavere med mere dopamin i hjernen forsøger at opnå belønningen meget hurtigere end normale gnavere. Dopamin synes derfor at have mere at gøre med lyst og trang end med nydelse og behag.

Behagelige opiater

Stimulerer man med et af hjernens andre kemiske stoffer, opiater, i nucleus accumbens, forøger det i stedet antallet af slikninger om munden. Dermed har denne del af hjernen, hvad der måske bedst kan beskrives som et nydelseskort (hedonic hotspot).

Stimulering i én del af nydelseskortet forøger mundslikningen til den samme mængde sukkervand, mens den formindskes i en anden del. Rotten vil normalt slikke sig om munden et par gange, men stimuleringen får den altså til at slikke sig enten meget mere eller meget mindre, alt efter hvilken del af nydelseskortet der stimuleres.

Denne hjerneforskning viser derfor med stor tydelighed, at forskellige dele af hjernen og hjernens kemiske stoffer har med henholdsvis behag og lyst at gøre. Hjernens dopaminsystem hænger tættere sammen med lyst og begær, mens opiatsystemet snarere er forbundet med behag og nydelse.

Men det er også vigtigt at huske, at gnavere er ret forskellige fra mennesker. Rottehjernen er ikke meget større end et tommelfingerled, og alene størrelsesforskellen i forhold til menneskehjernen er uden tvivl en faktor i de artsforskelle, der tydeligvis eksisterer.

Nydelsescentre

Nydelse og begær er komplekse følelser hos mennesker. Men vi lever samtidigt i en unik tid, hvor avancerede hjernescannere har givet os mulighed for at måle ændringer i hjerneaktivitet hos levende mennesker. En lang række forsøg med sensoriske, seksuelle og sociale nydelser har afdækket et netværk af hjerneregioner, der er afgørende for nydelse og begær.

I særdeleshed har fremskridt i avanceret neurokirurgi gjort det muligt at ændre på aktiviteten i menneskehjernen med dyb hjernestimulering. Meget præcise indgreb kan ændre den subjektive oplevelse af smerte og give smertelindring til mennesker med for eksempel fantomsmerter i amputerede lemmer.

Forskningen har vist, at den orbitofrontale cortex spiller en central rolle for nydelse. Det er et hjerneområde, lige over øjenæblerne, der er langt mere udviklet hos mennesker end hos rotter, og som har forbindelser til at styre både hjernens dopamin- og opiatsystemer. Men der er også andre væsentlige hjerneområder, hvilket gør den nydelsesfulde hjerne til et ensemblespil.

Ikke-bevidst nydelse

Men trods denne stadig større præcision i kortlægningen af den nydelsesfulde hjerne, så er det interessant at bemærke, at vi ikke altid har særlig god indsigt i vores egne hjerneprocesser. Selv om vi helst ser os selv som rationelle væsener med fuld kontrol over vores beslutninger og handlinger, er de fleste naturligvis godt klar over, at vi undertiden er mindre rationelle, men tilskriver gerne sådanne afvigelser træthed, rusmidler eller stærke følelser.

Som vi bevæger os længere ind i menneskehjernens overvældende kompleksitet bliver det stadig klarere, at følelser og i særdeleshed nydelse er helt centrale for vores beslutningstagen og handlinger. Nydelse - og dermed forventning om nydelse - er den måske vigtigste parameter til at foretage den helt afgørende afvejning af de forskellige valgmuligheder.

Noget af denne nydelse er vi bevidst om, men langtfra alle de underliggende hjerneprocesser. De historier, vi fortæller os selv og andre om vores bevæggrunde, er ofte efterrationaliseringer, der ikke nødvendigvis er forbundet med, hvad der er foregået i vores hjerner.

Vi snyder os selv

Det kan man for eksempel nemt se fra et eksperiment, hvor mennesker blev forevist fotos af to unge kvinders ansigter og bedt om nøje at betragte dem og vælge det smukkeste. Kortene blev dernæst lagt med ansigterne nedad, og det valgte kort skubbet over til forsøgspersonerne, som nu skulle vende det og forklare, hvorfor de havde valgt fotoet af netop denne kvinde. Det kan vi alle nemt gøre, og vi er ofte gode til det.

Men forsøgspersonerne vidste ikke, at forsøgslederen var tryllekunstner og derfor en gang imellem i stedet gav dem kortet med fotoet af den anden kvinde. Denne ret radikale ændring lagde forsøgspersonerne sjældent mærke til, men forklarede uden tøven, hvorfor den kvinde, som de jo netop ikke havde valgt, var den smukkeste af de to.

Hvordan kan det være, at vi så nemt kan snydes - eller rettere: hvorfor snyder vi så nemt os selv med, hvad vi tror, der foregår i vores hjerne? Når vi kigger godt efter i spejlet, er vi egentlig nogle underlige dyr, der ikke blot er gode til at snyde andre, men også os selv - også om hvad der giver os nydelse. En bedre indsigt i hjernemekanismerne for nydelse vil forhåbentlig på sigt hjælpe os til at blive bedre til at hjælpe, når nydelsen forsvinder.

Morten L. Kringelbach, dr.phil., er prisbelønnet hjerneforsker og leder af TrygFonden Research Group ved Oxford og Aarhus universiteter. Her er han henholdsvis senior research fellow og professor. Læs mere om nydelsens neurobiologi i hans nye bog "Den nydelsesfulde hjerne. Nydelsens og begærets mange ansigter", som udkom fredag på Gyldendal.

FAKTA: Om nydelse

Nydelse kan defineres evolutionært som en måde at få hjernen til at opfylde evolutionens krav om overlevelse og reproduktion på. Det betyder, at de sensoriske og seksuelle nydelser, som følger med de sanseindtryk som lugt, smag, berøring, syn og hørelse, der hjælper et dyr med at opfylde disse mål, må være fundamentale nydelser.

Selv om vi sjældent tænker sådan på det, så er det sociale samvær med artsfæller fælles for både overlevelse og sex - og dermed de sociale nydelser. Desuden er det klart, at der må findes højere ordensnydelser, som for eksempel monetære, kunstneriske, musikalske, altruistiske og transcendente nydelser, hvoraf nogle formodentlig er unikke for mennesker.

Nydelse er ikke en sansning, men er i stedet forbundet med hjernens forventninger og efterfølgende reaktioner og evaluering på sansninger og dermed stimuli. Nydelse er dermed et kompleks psykologisk fænomen med tætte forbindelser til hjernens belønningssystemer, hvori indgår både bevidste og ikke-bevidste processer.

Man kan klassificere nydelser i mindst tre grundlæggende elementer: Behag, lyst og læring, hvis hjerneregioner og hjernemekanismer kan studeres hos både mennesker og andre dyr.

Emner : Evolution