Dimsernes mobiludbyder melder sig klar i Danmark

13. januar 2017 kl. 16:0610
Sigfox-netværket, der vil koble millioner af enheder på nettet gennem et dedikeret trådløst netværk, er nu klar til brug i Danmark, efter at over 150 master er sat op over det meste af landet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et trådløst netværk, der inden for kort tid er landsdækkende, melder sig nu klar til brug. Det er det såkaldte Sigfox-netværk, tilpasset til små beskeder fra sensorer og maskiner, der nu er udbredt i hele landet med undtagelse af Bornholm og det nordligste Jylland.

Det kunne selskabet bag den danske del af netværket, IoT Denmark, berette på et pressemøde torsdag eftermiddag.

»Vi er ved at have rullet ud i hele landet. Det fuldstændige netværk findes nok ikke nogen steder, men vi dækker geografisk set hele landet, siger direktør i IoT Denmark Daniel Bachmann og peger på, at selskabet dog stadig mangler aftaler om en antenne i Nordjylland og én på Bornholm.

Læs også: Danmark får et helt nyt mobilnet, der vender branchen på hovedet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selskabet har siden 2015 opsat mellem 150 og 200 antenner for at kunne dække Danmark med signal på det ulicenserede 868 MHz-bånd, hvor antennerne skal kommunikere med målere, trackere og andre enheder, der skal forbindes til Internet of Things.

Hver antenne rækker op til 200 km, hvis man har frit udsyn til den, hvilket dog sjældent er tilfældet, hvorfor IoT Denmark også har opjusteret i forhold til de 100 antenner, de i 2015 forventede at kunne dække landet med. Antennerne er i dag placeret på høje bygninger landet over. IoT Denmark fremhæver særligt, at både DTU og Aalborg Universitet nu er udstyret med antenner fra selskabet.

Selskabet holder stadig kortene tæt til kroppen, hvad angår kunder på det nyoprettede netværk, men understreger, at mange brancher er interesserede.

Læs også: Letvægtsnet skal fremme tingenes internet

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Udfordringen har fra starten været at forklare folk, hvad det kan bruges til. Det var der ikke mange, der kunne se, da vi startede for to år siden, heller ikke de store virksomheder. Der er sket en stor ændring til i dag,« siger Daniel Bachmann.

Illustration: MI Grafik.

Han fremhæver blandt andet, at særligt måleudstyr inden for landbrug, forsikring, byggeri, vandsektoren og energisektoren er oplagte anvendelser for Sigfox-netværket. Han lægger dog ikke skjul på, at teknologien er hurtigere fremme end efterspørgslen på den.

»Der er i dag operatører af Sigfox-netværk i hele verden, der hungrer efter nye anvendelser af netværkene,« konstaterer han.

Læs også: Forenklede modemmer skal bane vej for Internet of Things

I dag bruges netværket primært til asset tracking og asset monitoring, henholdsvis sporing og statusmeddelelser fra udstyr. Det drejer sig blandt andet om brandhaner, der selv giver besked om fejl, tyverialarmer, der bruger Sigfox som backup-netværk, og cykler, der kan spores ved tyveri.

Konkurrerer med de store

Markedet for kommunikation med IoT-enheder vrimler med konkurrerende standarder fra små virksomheder med store drømme, påpeger Thomas Nicholls, vicedirektør i det franske moderselskab, Sigfox.

»Der findes et hav af forskellige IoT-applikationer med forskellige behov. Vi tilbyder det simplest mulige, men det betyder også, at Sigfox er det billigste og har det laveste energiforbrug,« siger han med henvisning til Sigfox-netværkets kun 12 byte lange beskeder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er mange, der taler om alle mulige andre måder at forbinde sin enhed på, og der er masser af muligheder i det. Men Sigfox er allerede i 30 lande, og mange andre taler hellere om, hvad de kan i morgen,« pointerer Thomas Nicholls.

Han medgiver dog, at NBIoT, der blandt andet udrulles i Danmark af TDC, er en mere fremskreden teknologi, der er potentiale i, men i dag er der én NBIoT-standard i Europa og en anden i Asien, mens en tredje i USA går under navnet LTE-M.

»Én af NBIoT-løsningerne vil vinde over de andre og kommer til at tage mid-market, for det er stadig dyrere og mere energikrævende end Sigfox,« vurderer Thomas Nicholls med henvisning til, at NBIoT, der benytter den eksisterende hardware til 4G-mobilmasterne, er lavet til noget større beskeder, som derfor også er mere energikrævende.

Sigfox-netværket bliver lige nu testet af Lyngby-Taarbæk Kommune, der skal holde styr på kommunens flåde af biler, deres positioner og deres udnyttelse gennem Sigfox-sendere i hver bil.

10 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
14. januar 2017 kl. 22:50

Det eneste, der er interessant er strømforbruget! Det skal jo på ingen måde konkurrere med Wifi eller GSM/GPRS med IoT datarate.

3
14. januar 2017 kl. 13:07

Det eneste som er interessant er pris og data rate Og til private som ikke vil betale noget som helst, og sikkert har wifi på ejendommen, og findes det ikke -skal det jo konkurrere imod at låne wifi fra naboen som vel koster en god flaske rødvin om året. Alternativt er GSM jo udbredt, og diverse GPRS/GSM moduler/shields til Arduino/RPI koster jo heller ikke alverden. Så hvis Sigfox har noget BILLIGT HW + BILLIGT pris/datarate er det interessant, ellers bliver det mest interessant at se hvem som køber Sigfox konkursboet op når pengene er opbrugt fra busines-angels...

1
13. januar 2017 kl. 20:13

Det lyder som om det kunne være meget nyttigt hvis prisen for at bruge det også er i bund. Der er mange steder hvor man kunne ønske sig logge simpel info f.eks. temperatur, fugt, hvorvidt en dør/vindue står åbent osv. men hvor man ikke lige kan få fat i et wifi netværk, eller ikke har strøm til rådighed til at trække en wifi transceiver.

Iflg. en gammel artikel så hedder det 4 pakker per døgn á 12 bytes. I så fald, så er det nok ikke optimalt til alarmer hvis man ikke selv kan styre hvornår en pakke skal sendes ud.

Og er det noget der bliver tilgængeligt for private? Umiddelbart lyder det som om de primært målretter det mod erhverv.