Digitalt stelnummer skal aflaste politiet og opspore cykler
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Digitalt stelnummer skal aflaste politiet og opspore cykler

nfc
NFC-chips kan være små og utroligt tynde.

Et nyt stelnummersystem, der er baseret på en NFC-chip som dem, vi har i vores kredit- og adgangskort, skal sikre, at cykler bliver fundet igen, når de forsvinder. Med sådan en chip i cykelstellet kan alle med en smartphone og en specialdesignet app undersøge, om cykler, man passerer, er stjålne, og det giver en lang række nye muligheder. Også for politiet.

»Man kan lave et dusørsystem med cykler, lidt magen til pantsystemet på flasker. Politiet kan oprette checkpoints, hvor de scanner cyklerne, der passerer, akkurat som med politiets nye nummerpladescanner,« siger Mikkel Rud Pedersen, der er en del af den brede innovationsgruppe, som har sat sig ned for at finde en løsning på de omfattende problemer med cykeltyverier..

Mikkel Rud Pedersen arbejder som produktchef i IF Forsikring, og det er ingen tilfældighed.

»Forsikringsselskaberne ser gerne, at bortkomne og stjålne cykler dukker op igen. De seneste 10-15 år har problemer med cykeltyverier figureret på vores mødedagsorden i Forsikringsbranchen over 16 gange, men det har desværre ikke haft nogen effekt,« konstaterer han.

Mange forskellige interesser

Derfor har han sammen med en it-kyndig trafikforsker, folk i cykelbranchen, sikkerhedsfirmaer, Cyklistforbundet og flere andre sat sig ned for at finde ud af, hvad der skal til for at lave et system, der nemt kan udbredes og som varetager så mange interesser som muligt.

Alle i innovationsgruppen deltager som privatpersoner, men bringer hver især faglig interesse og viden med sig, fortæller Mikkel Rud Pedersen:

»Alle har efterhånden en smartphone, der kan scanne chips. Men ud over potentialet for en crowd-baseret indsats for at finde cykler kan chips også hjælpe de firmaer, der producerer og sælger cyklerne med at holde styr på de forskellige enheder.«

Derudover forklarer Mikkel Rud Pedersen, at chippen kan hjælpe førerløse biler eller lastbiler med at opdage cyklister, selv om de er uden for synsvidde.

»Højresvingende lastbiler og førerløse biler vil i fremtiden kunne ‘se om hjørner’, hvis alle cykler fremover kan scannes på afstand.«

Skal erstatte nuværende stelnummer

Det nuværende danske stelnummersystem bliver uskadeliggjort af kriminelle, så snart de ruller over landets grænser, for stelnummersystemet er ikke internationalt. Derudover er stelnummersystemet fra 1946 og dermed for længst uddateret, mener ifølge innovationsgruppen.

»Man kan ikke se det, medmindre man kommer meget tæt på, og det er nemt at fjerne,« siger Mikkel Rud Pedersen og tilføjer:

»Vi griber problemet anderledes an end tidligere. I stedet for med det samme at fokusere på teknologi og ser, hvad vi kan bruge den til i denne sammenhæng, så kigger vi på, hvad der skal til for at lave den mest optimale løsning med flest mulige gode sideeffekter.«

Han fortæller også, at løsningen ikke er raketvidenskab. Til gengæld har innovationsgruppen tænkt flere positive sidegevinster ind i den for at gøre den mere attraktiv for de parter, der kommer til at arbejde med den. Og så har den vist sit værd ved andre lejligheder:

»NFC-chips er robuste og kan støbes ind i forskellige materialer. Oprindelig blev vi inspireret af de vestjyske fiskeauktioner. Her mistede de fiskekasser i hobevis, indtil de begyndte at støbe NFC-chips ind i dem alle sammen og sende regninger til dem, der forlod auktionshuset med en kasse uden at komme tilbage med den,« siger Mikkel Rud Pedersen.

»Og de kasser er altså med ude i rum sø, hvor der er salt og de kan blive udsat for stød og så videre.«

Derfor mener han, at teknologien har vist sit potentiale. Den skal dog stadig gennem et ‘proof-of-concept’ i forhold til, om den virker på cykler.

Op til politikerne nu

At idéen har potentiale, er han ikke ene om at synes. Socialdemokratiets it-ordfører, Karin Gaarsted, har allerede været i kontakt med innovationsgruppen og har den seneste tid bombarderet relevante ministerier med spørgsmål om, hvad det vil kræve at ændre de relevante lovgivninger.

»Hvert år udbetales der 190 millioner i forsikringspenge til folk, der får stjålet deres cykel. Vi burde kunne lave et digitalt system for en brøkdel af det, der kan hjælpe os med at komme problemet til livs,» siger Karin Gaardsted.

Også politiet lytter med interesse. Rigspolitiet var med til innovationsgruppens første møde og har fået referaterne fra alle de følgende.

»Jeg tror godt, at vi kan finde politisk klangbund om det her. Det næste der skal ske er, at de relevante ordførere skal snakke sammen, og det vil i så fald betyde at transportordførere, it-ordførere og retsordførere skal finde et fælles tidspunkt,« siger Karin Gaardsted.

Hun mener at den store interesse om emnet gør det muligt at sætte et møde op snart.

»Det vil sandsynligvis ske inden jul. Et nyt stelnummersystem skal fortsat være et offentligt system, og derfor er det nu op til os politikere at finde en løsning,« siger Karin Gaardsted og tilføjer:

»Og det sker nu. Jeg tror på det.«

Kommentarer (22)

NFC chips har meget kort rækkevide - det giver et problem. I praksis, skal man næsten hen og berøre cyklen, for at aftaste stelnummeret - og har man en aftaster, er forholdsvis nemt at pejle sig til, hvor stelnummeret er, da aflæseren kun kan aflæse det, indenfor kort afstand. Det betyder også, at chippen sandsynligvis kan sættes ud af drift eller ødelægges.

Selvom en nummerplade er forholdsvis let at flytte og udskifte, så tror jeg den har fordele fremfor NFC løsningen - ikke mindst fordi, at de automatisk kan aftastes af en politibil der kører forbi.

En aktiv RFID chip vil være en bedre løsning - men det er en dyrere teknologi. En aktiv RFID kan aftastes i mange meters afstand og vil kunne aftastes af f.eks. politibiler i større afstand.

Aktiv RFID kan laves næsten ligeså billig som NFC chips, og det er alene på grund af meget ringe udbredelse, at prisen er så høj. Det er muligt at opnå over 10 års levetid på batteriet - afhængigt af antallet af aflastninger. Hvis det er et system der skal bruges til millioner af cykler, vil prisen måske kunne bringes drastisk ned på aktiv RFID. Jeg vil derfor foreslå et system baseret på aktiv RFID frem for NFC. Måske en kombination, så det også er muligt at aftaste med en smartphone. Jeg tror der vil kunne laves en kombi-chip, med både NFC og aktiv RFID, uden den koster ekstra - måske kan bruges samme antenne.

  • 1
  • 3