Digital signatur - hvad er det?

Trods massiv medieomtale gennem flere år, er kendskabet til den "digitale signatur" stadig uhyre begrænset. 78 procent af de voksne danskere aner ganske enkelt ikke hvor de skal henvende sig for at få en digital signatur – og kun 24 procent ved, at den er gratis.

Det viser en undersøgelse foretaget af Greens Analyseinstitut, der samtidig afslører, at 43 procent slet ikke har hørt om fænomenet, skriver Børsen.

I dag, hvor den digitale signatur har været tilgængelig i cirka et halvt år, er den blevet anskaffet af 84.000 danskere, hvoraf kun de 65.000 er begyndt at bruge den.

Videnskabsminister Helge Sander (V) erkender overfor Børsen, at den digitale signatur bestemt ikke er blevet nogen folkesag, men spiller så bolden videre til kommunerne.

»I dag oplever borgerne ikke den digitale signatur som det tilbud, den kan blive. Men kommunerne sidder nu med nøglen til at få den digitale signatur i gang. Vi er afhængige af, at nogen putter noget indhold i,« siger ministeren og peger på at danskerne ikke er teknologiforskrækkede over for at bruge internettet. Det viser de to millioner danskere, som i dag bruger homebanking, mener han.