Dieu er Danmarks bedste arbejdsplads

Novo Nordisk, Jubii og McDonald's må se sig slået af Ingeniørforeningens efteruddannelsesvirksomhed, Dieu, når det gælder om at være Danmarks bedste arbejdsplads. Det fremgår af en hel ny undersøgelse, Great Place to Work, som Børsens Nyhedsmagasin omtaler i dag.

I undersøgelsen har 18.000 medarbejdere i 98 deltagende virksomheder deltaget i en ganske omfattende tilfredshedsundersøgelse. I den får Dansk International Efteruddannelse (Dieu) noget nær topkarakter i kategorier som sammenhold, vilje til at hjælpe andre i organisationen, præcis kommunikation fra ledelsen, ordholdende ledelse, god opbakning og honorering for ekstra indsats, godt samarbejdsklima og sundt arbejdsmiljø. For nu blot at nævne nogle af punkterne.

Dieus direktør er ikke overraskende stolt over udnævnelsen:

"Jeg tror, at vi har vundet på vores evne til at lade ord og handlinger følges ad. Hos os ved alle præcis, hvilke forventninger, der stilles til dem. Kundernes og kollegernes tilfredshed bliver målt jævnligt. Der er ingen her i huset, der ikke kender sin egen rolle i helheden. Det giver værdighed og en meningsfuld hverdag, uanset arbejdets karakter," forklarer han.

Dieu lægger ifølge Søren Casparij vægt på at opbygge et kærligt miljø. Således er børn velkomne i virksomheden, hvor der er et særligt rum med en fuldt udbygget arbejdsplads til forældrene og legetøj, sofa og tegnefilm til børnene. Her kan forældre tage deres børn med på arbejde, hvis børnene ikke er helt på toppen eller bare trænger til en dag sammen med mor eller far. Det skaber en god fleksibilitet mellem arbejde og privatliv, og børnerummet bliver flittigt brugt, fortæller Dieus direktør.

Fællessang rundt om klaveret i hallen hos Dieus hovedkontor i Hørsholm er et andet godt eksempel på, hvordan virksomheden søger at opbygge en god stemning blandt de i alt 100 medarbejdere.

Det er ikke første gang, at Dieu vinder en pris for sit arbejde og for virksomhedens måde at gøre tingene på. I 1999 vandt Dieu Den Europæiske Kvalitetspris, og sidste år blev virksomheden kåret som den danske kursusudbyder med det bedste omdømme af Institut for Konjunkturanalyse.