Et forfaldent fodboldstadion i Detroit, en tidligere papirfabrik i Minnesota og en støvet californisk ørken, hvor der tidligere kun blev oplagret udtjente fly.
Det er tre eksempler på de enorme arealer, som Volkswagen har måttet tage i brug for at få plads til de tusindvis af dieselbiler, som den tyske koncern er tvunget til at købe tilbage fra de amerikanske ejere som følge af svindlen med de systemer, som skulle have renset udstødningen for sundhedsskadelige kvælstofilter (NOx).
Nyhedsbureauet Reuters har identificeret mindst 37 gigant-parkeringspladser, hvor de fuldt funktionsdygtige biler er kørt til foreløbig oplagring.
Lagrene vokser og vokser
Ifølge et retsdokument, som Reuters refererer, holder der 294.000 biler på de gigantiske amerikanske oplagringspladser. Lagrene vokser hele tiden, for Volkswagens tilbud om at købe bilerne tilbage udløber først næste år. Volkswagen har lovet, at 85 procent af den cirka halve million amerikanske biler, som er omfattet af skandalen, skal væk fra vejene, og seneste opgørelse sagde 83 procent. I stedet for det dyre SCR-system bruger mange især tyske og også nogle franske bilproducenter en kombination af EGR-ventiler og LNT (Lean NOx Trap) til at reducere NOx-emissionen. En LNT opsamler NOx under dieselmotorens normale driftstilstand, hvor der er luft-overskud. Når LNT'en er fuld, regenereres den under luftunderskud, hvilket kræver ekstra brændstof på en dieselmotor. EGR-ventilen sørger for, at en del udstødningen føres tilbage til indsugningen. Derved opnås en NOx-reduktion, fordi indsugningsluften indeholder mindre ilt og N2 og mere NOx, hvilket reducerer yderligere NOx-dannelse. Et EGR-system er dog sårbart over for ekstreme temperaturer. Hvis temperaturen er for høj, kan ventilen blive beskadiget. Omvendt kan den sode til og 'fryse', hvis temperaturen er for lav. Det er derfor normalt, at bilproducenter har et softwaresystem, som afkobler EGR-ventilen i sådanne tilfælde. I den nuværende europæiske lovgivning er dette tilladt.Derfor kommer der for meget NOx
Volkswagen har sat ca. 45 milliarder kroner af til købe bilerne tilbage og reparere dem, men meget lidt tyder på, at et stort antal kommer tilbage på vejene. Det er ellers helt i orden med de amerikanske miljømyndigheder, hvis blot VW udbedrer bilerne, så de kan overholde de amerikanske grænseværdier for udledning af NOx. De er vel at mærke skrappere end de europæiske.
Læs også: VW-direktør: »Jeg blev instrueret i at lyve«
Foreløbig har det tyske bilfirma kun repareret 13.000 biler, mens 28.000 er endt som skrot. Ifølge de amerikanske medier kan dieselbilerne heller ikke eksporteres, før de lever op til de amerikanske regler. Det uanset, at de sandsynligvis ville udgøre en miljøforbedring i forhold til den eksisterende bilpark mange steder i verden.
VW gentager samme formulering: Vi oplagrer bilerne midlertidigt
VW har lov til at skille bilerne ad og genanvende dem som reservedele, dog ikke selve rensesystemet. Og foreløbig tyder det på, at mange af de amerikanske dieselbiler ender deres liv sådan.
For det første mister bilerne naturligvis værdi for hver dag, de samler amerikansk ørkenstøv. For det andet gentager talskvinden Jeannine Ginivan fra VW i USA nøjagtig den samme formulering om de oplagrede biler, som hun sagde for et år siden, nemlig:
»Disse biler bliver oplagret på midlertidig basis og rutinemæssigt vedligeholdt for at sikre deres langsigtede funktionalitet og kvalitet.«
Læs også: Test: Alle bilkoncerner overskrider NOx-grænse
325.000 meget dyre ombygninger
Problemet for Volkswagen har været, at det er ekstremt kostbart at ombygge hovedparten af bilerne, så de lever op til myndighedernes krav. Kun en mindre del af dem har nemlig en SCR-katalysator til at rense NOx. Styringen af den kan relativt enkelt omprogrammeres.
Men 325.000 biler, rapporterer de amerikanske medier, har derimod udelukkende den billigere Lean NOx Trap kombineret med en gammeldags EGR-ventil. Det er endnu uklart, om det kan betale sig at ombygge alle de biler, men sandsynligheden falder, jo længere de står oplagret.
Mens USA opdagede og fik Dieselgate-skandalen til at rulle, så har europæerne generelt taget diesel til sig i langt højere omfang end amerikanerne. Således er 8,5 millioner biler her på kontinentet berørt.
Læs også: For høj NOx-udledning dræber årligt 5.000 europæere
Kunne de biler køre i Europa?
Hvorvidt den ombygning, som VW skal foretage, adskiller sig fra ombygningerne i Europa, er ikke umiddelbart til at opklare. Da en læser i februar sendte Ingeniøren en stribe billeder af de amerikanske VW-parkeringspladser fra sociale medier, skrev vi til Volkswagen herhjemme, som koncernen forlanger, med en lang række spørgsmål.
Læs også: For høj NOx-udledning dræber årligt 5.000 europæere
Pressechef Thomas Hjortshøj oplyste i slutningen af februar knap 82.000 biler i Danmark er omfattet af skandalen. Af dem var godt 80 procent på det tidspunkt opdateret med ændringer, som er godkendt af myndighederne i Europa.
Han kunne derimod intet oplyse om, hvorvidt de ombygninger ville være tilstrækkeligt til at få bilerne godkendt i USA, eller om de amerikanske biler med 2,0-liter-motor ved salgstidspunktet var forskellige fra de europæiske, for så vidt angår NOx-rensningen. Heller ingen oplysninger om, hvad VW gør ved de mange biler i USA, kunne pressechefen bidrage med.
Læs også: Realistisk test skal fange forurenende biler
Læsere, som kender detaljerne om ombygningen af hhv. de amerikanske og europæiske biler omfattet af skandalen, må derfor meget gerne bidrage i debatten. Særligt interessant kunne det være at vide, om nogle af de modeller, som amerikanerne har forbudt, rent faktisk kører rundt på de europæiske veje uden krav om ændringer. Og måske vi også kan få nye erfaringer fra ejere af biler, som er blevet ombygget.
Læs også: VW’s NOx-fiks giver højere brændstofforbrug
Denne lille video viser en enkelt af parkeringspladserne, som tv-stationen Euronews har fået billeder fra en overflyvning af:
