DF sikrer drænrørsopfinder 10 mio. kr. til nye forsøg
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

DF sikrer drænrørsopfinder 10 mio. kr. til nye forsøg

Illustration: Kystdirektoratet

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om at give ti mio. kroner til - endnu en gang - at teste, om drænrør kan fungere som kystbeskyttelse.

Den 1. februar blev partierne, der i 2013 indgik en aftale kaldet Vækstplan DK, enige om at fordele en del af de såkaldte successionsmidler. Ifølge et såkaldt “forståelsespapir” offentliggjort på Skatteministeriets hjemmeside vil partierne afsætte 45 mio. kroner til kystbeskyttelses- og naturindsatser på MIljø- og Fødevareministeriets område. Pengene skal blandt andet bruges til en styrket kystbeskyttelse på Anholt, rådgivning om klimaskadelige F-gasser og et nyt forsøg med drænrør som kystbeskyttelse.

Forståelsespapiret nævner ikke, hvordan pengene skal fordeles mellem de tre indsatsområder, men ifølge Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen er der afsat ti mio. kroner til et fire-årigt forsøg med drænrør.

DF: 10 mio. kr. skal udrydde tvivl

Pia Adelsteen har i flere år kæmpet for at få afsat midler til et nyt forsøg med drænrørene. De blev ellers testet mellem 2005 og 2008 på en 11 km lang forsøgsstrækning. Men efterfølgende konkluderede to eksperter, den ene udpeget af drænrørsopfinderen Poul Jacobsen og den anden af Kystdirektoratet, at de 1,5 meter lange trykudligningsrør ikke kunne bruges til kystsikring.

Læs også: Forsøg med gådefuld kystsikring

Opfinderen fandt dog eksperternes rapport så fejlbehæftet, at han protesterede og fik opbakning af ingeniørfirmaet Dansk Geo-servex. Professorerne erkendte mindre fejl, men intet, der kunne rokke ved konklusionen.

Læs også: Her er rapporterne om de virkningsløse drænrør

Samtidig kom Poul Jakobsen i voldsom strid med Kystdirektoratet, som han anklagede for hærværk mod drænrørene. Men konklusionen stod ved magt.

Læs også: Opfinder af drænrør vil melde Kystdirektoratet til politiet for hærværk

Politisk opbakning skifter som tidevand

Dér lå sagen et par år, indtil et politisk flertal i Folketinget med tidligere transportminister Hans Christian Schmidt (V) i spidsen beordrede nye forsøg med drænrørene, denne gang ved Esbjerg.

Læs også: Skandale om drænrør fortsætter: Minister klar til nye forsøg

De rør nåede dog ikke at komme i sandet, inden regeringsmagten var skiftet, og en ny transportminister, Henrik Dam Kristensen (S), trak stikket. Han mente ikke, at der var grund til at betale en halv million kroner om året for nye forsøg, når eksperterne havde vurderet, at plasticrørene ikke sikrer Vestkysten.

Læs også: Slut med omstridte drænrør: Minister trækker stikket

Poul Jakobsen selv har hele tiden – også i Ingeniøren – fastholdt, at rørene virker efter hensigten.

Læs også: Kontroversiel opfinder: »Mine drænrør virker altid«

Og Pia Adelsteen har taget Poul Jacobsens kritik af rapporten til sig.

»Der var – var det 1492 – faktuelle fejl i den rapport og så mange ting omkring det oprindelige forsøg, at jeg gerne vil have det undersøgt igen,« siger hun.

Hvordan det nye forsøg skal designes, og hvem der skal overvåge og evaluere det, er endnu ikke fastlagt, men Pia Adelsteen har fået Poul Jacobsen til at udpege fire kystområder, hvor rørene kan testes.

Poul Jakobsen har ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern peget på områder ved Skodbjerge, Søndervig i Ringkøbing-Skjern Kommune og et område i henholdsvis Frederikshavn og Hjørring Kommuner.

»De fire områder tager jeg med til ministeren. Så kan det jo være, at han har nogle forslag med fra Kystdirektoratet, og så må vi se, hvor vi kan finde plads til en teststrækning,« siger Pia Adelsteen.

Ikke behov for 27 professorer

De tidligere forsøg blev meget omdiskuterede. Hvordan vil I sikre, at det nye forsøg bliver tilrettelagt, så der bagefter vil være bred opbakning til resultaterne?

»Først og fremmest skal vi have opstillet nogle betingelser for både Kystdirektoratet og Poul Jacobsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de ikke er de bedste venner, og at har bekriget hinanden med den iver og lyst, som passionerede folk har. Derfor skal vi sikre, at Kystdirektoratet eksempelvis ikke revlefodrer på et sted, hvor det kan påvirke forsøget, og at Poul Jacobsen - når han har opstillet sine rør - ikke laver andet på stranden,« mener Pia Adelsteen.

»Desuden skal vi have fundet nogen uafhængige personer, der kan dokumentere og evaluere resultaterne. Men jeg har ikke behov for 27 professorer, der udtaler sig om forsøget. I mine øjne kunne det lige så godt være en landmåler, der registrerer hvordan kysterne ændrer sig.«

Ifølge Pia Adelsteen kan forsøget sættes i gang i år.

Det er simpelthen utroligt at man nu igen smider skatteyderpenge efter et projekt der hidtil ikke har kunne overbevise andre end konstruktøren om dets fortræffelighed.
Hvis princippet er så enestående godt så få nogle private investorer til at bruge deres egne midler til at skaffe Poul Jacobsen en indtægt.
Alternativt lav en kontrakt hvor man betaler efter hver meter forøget strandbred og ingenting hvis der ikke sker noget.

  • 73
  • 4

indsatsen for at beskytte de danske kyster er.

Det er da for Pokker vores fædreland, der ligeså stille glider og skyller ud i havet, hvor kun krabber og sandorme har glæde af materialetilførslen incl. de grundskatter, der indtil fornyligt klæbede med på mudderet.

Naturelskere kan grundlæggende ikke lide menneskeskabte objekter i naturen, og høfder og stensætninger er da heller ikke nogen speciel fryd for naturen, men alternativet er altså, at den smukke udsigt forsvinder i det lange løb. Og mon ikke der, hvis man ellers begynder at interessere sig for det, kan udvikles kystbeskyttelser, som, det vigtige formål taget i betragtning, også kan finde nåde for en naturelskers kritiske blik.

Er det i virkeligheden ikke skammeligt egoistisk at forbeholde sig retten til at nyde noget, som er i gang med at forsvinde, og så overlade de næste generationer til at nøjes med VR-brillerne, hvis de vil have lidt smuk udsigt fra dengang Danmark havde sin fulde størrelse ?

Om drænrørssystemet virker eller ej, skal jeg ikke udtale mig om, men det har i hvert tilfælde ikke udløst mirakler so far, og i mellemtiden, mens vi passivt venter på Godot, fortsætter den absolut irreversible nedbrydning af de danske kyster uden stop.

En væsentlig større og mere helhjertet indsats, kombineret med lidt pligtfølelse over for det vi har tilbage af riget, ville jeg finde en hel del mere passende, end den nuværende holdning til naturen - "det billige skidt".

  • 17
  • 33

Der er simpelthen noget fundamentalt galt med vores demokrati, når det kan lade sig gøre at få det offentlige til at poste yderligere 10 millioner i et projekt, der af alle fagkompetente menneske er blevet dømt snakeoil.

Hvis der var noget som helst substans i systemet, ville private investorer stå i kø for en bid af kagen. I stedet går mine surt optjente skattekroner til dette vanvid.

EDIT: Kan se jeg deler synsspunkter med Frank ovenfor

mvh Flemming

  • 68
  • 5