Detaljeret kortlægning af asteroider skaber helt nyt stamtræ

Omfattende analyser af billeder fra Nasas Wise-rumteleskop (Wide-field Infrared Survey Explorer) har ført til et nyt og forbedret stamtræ for asteroiderne, der findes i det primære asteroidebælte ude mellem Mars’ og Jupiters baner.

Lindley Johnson, der er leder af Nasas Near-Earth Object Observation Program på hovedkvarteret i Washington, oplyser i en pressemeddelelse, at Wise-teleskopet har leveret så mange data, at man har kunnet foretage en meget detaljeret kortlægning af asteroider i hele solsystemet.

Via de millioner af infrarøde billeder fra Wise-teleskopet er det lykkedes for astronomerne at identificere 28 nye asteroidefamilier. Samtidig har det været muligt at placere tusindvis af hidtil skjulte og ikke-kategoriserede asteroider i de rigtige familier. Denne kortlægning og organisering er afgørende for at forstå asteroidefamiliernes oprindelse, og hvordan de via sammenstød har skabt nye klaner eller familier.

Via den nye kortlægning og gruppering er det ifølge Lindley Johnson muligt at spore de kritiske nærjorden-objekter tilbage til deres kilde og forstå, hvordan nogle af dem kommer ind i baner, hvor de med tiden kan udgøre en trussel for Jorden og os.

28 nye asteroidefamilier er blevet identificeret i den seneste kortlægning af asteroiderne ude i asteroidebæltet. (Grafik: Nasa) Illustration: Nasa

28 nye asteroidefamilier

Asteroidebæltet er den primære kilde til nærjorden-objekter, som er de asteroider og kometer, der kommer tættere på Jorden end 45 millioner kilometer. Nogle af disse nærjorden-objekter befinder sig i stabile baner ude i asteroidebæltet, indtil et sammenstød eller en gravitionel forstyrrelse slynger dem ind i solsystemet som i et flipperspil.

Neowise-holdet bag undersøgelserne har undersøgt 120.000 asteroider i asteroidebæltet, hvor man mener, at der i alt findes 600.000 asteroider. Forskerne fandt ud af, at 38.000 - eller cirka en tredjedel af asteroiderne - kan grupperes i 76 familier, hvoraf de 28 er nye familier. Samtidig blev en del asteroider reklassifficeret til andre familier.

En asteroidefamilie dannes, når et sammenstød brækker et stort legeme i mange stykker af forskellige størrelser. Nogle skaber kratere på den primære asteroide. Et eksempel herpå er den fjerne asteriode Vesta, som på sin sydlige halvkugle har to store fordybninger. Asteroider fra samme familie har normalt en ens sammensætning og refleksion.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er jo altid godt med opdateringer på, hvor asteroiderne befinder sig henne. Selv glæder jeg mig til tidligere astronaut, Ed Lu, får pengene samlet til et teleskop kaldet Sentinel, der vil opdage 90% af alle asteroider der er større end 140m og dermed være potentielt katastrofale for jorden. Sentinel vil ligge i samme kredsløb som Venus og dermed opdage asteroider med retning mod jorden, der ofte er svære at se.

Læs selv mere: http://en.wikipedia.org/wiki/Sentinel_(spa...

  • 0
  • 0

Tak for en interessant artikel!

Pressemeddelelsen er dog lidt uklar: Asteroidefamiler kan defineres ud fra enten en dynamisk gruppering, gruppering af deres fysiske egenskaber, eller begge dele. Et eksempel er Eunomia-familien, som både dynamisk og spektroskopisk danner en familie (en flok af S-type asteroider). Et andet eksempel er Vesta-fragmenterne som er spredt indad i Solsystemet, har samme spektroskopiske/fotometriske egenskaber, men de er dynamisk afkoblede pga. resonansspredning.

Det fremgår ikke helt hvilke familier det er NeoWise henviser til, kun de fysiske egenskaber er nævnt, men det vil for de almindelige asteroide-typer ikke være tilstrækkeligt stærkt til at kunne konkludere noget om en familie. Derfor må man formode at også de dynamiske paramtre er medtaget. Det er i sig selv ikke nemt pga. de kortperiodiske banevariationer, så for en fin-strukturanalyse må man se på egen-elementerne i banen (proper elements på engelsk), hvor man midler de kortperiodiske variationer og kun ser på den sekulære variation. Det er ikke nogen nem analyse, og eftersom det ikke er omtalt er det uklart hvad det egentlig er NeoWise har grupperet af familier.

I øvrigt er der ingen grund til at blande jordnære asteroider ind i historien - NeoWise har udelukkende undersøgt familier i asteroidebæltet. Desuden har de undersøgt 120K ud af 600K kendte asteroider i asteroidebæltet, der findes vel 5-10 millioner i alt, afhængig af hvilken størrelse asteroider man inkluderer.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten