Det taler vi om på ing.dk: Vi har vel alle prøvet at lave krudt
Som en slags tradition udgiver ing.dk hvert nytår den samme artikel om opfindelsen af krudtet. Og heldigvis vil læserne fortsat diskutere. Men hvor de tidligere debatterede det fornuftige i overhovedet at tillade fortsat brug af krudt og raketter nytårsaften, går diskussionen nu på den optimale opskrift på hjemmelavet krudt. Debatten på ing.dk er altid levende.
Ole Fabian i 2016
Man kan undre sig over at fyrværkeri overhovedet er tilladt for almindelige borgere i DK! Bomberør og raketter, der vælter under affyringen, er jo som russisk roulette for tilskuerne. I mange andre sammenhænge har sikkerhed høj prioritet i DK – tænk bare på alle reglerne for arbejdssikkerhed mv. Men måske er det bare en kalkuleret risiko, så længe skadestuerne kan klare presset nytårsaften. Godt nytår.
Albert Nielsen i 2016
Sandt nok. Hvilke andre aktiviteter er tilladt, hvis de som fyrværkeri medfører 10 alvorlige øjenskader + 65-80 andre skader på en enkelt (bestemt) dag hvert år? På den anden side skal vi nok passe på med at forbyde alt, der er farligt ... de fleste ulykker sker i hjemmene, som så skal forbydes :)
Ebbe Tranberg i 2022
Træsorten, og hvordan man laver trækul af den, er afgørende for, hvor godt ens hjemmelavede sortkrudt virker. Lette træsorter som pil skulle være fremragende. Dernæst er det vigtigt at male ingredienserne godt sammen, så svovl og salpeter bliver godt indlejret i trækullet. Svovlet kan undværes på bekostning af en højere antændelsestemperatur.
Svend Ferdinandsen i 2022
Det kan man se på krudtværket i Frederiksværk. Ingredienserne blev malet og findelt i de mange møller, så det blot blev et homo- gent pulver. Pulveret blev så lavet til større eller mindre korn afhængig af anvendelsen.
Ebbe Tranberg i 2022
Hjemmebryggerne maler det så fint, at støvet kan svæve i luften, og presser det derefter sammen til brikker af cirka samme størrelse som dambrikker, der slås i stykker med en hammer, kværnes i en keramisk kaffekværn og endelig sigtes gennem kalibrerede sigter til ønsket kornstørrelse. For fint og for groft materiale tilsættes næste batch. Udøverne af hobbyen har samme underholdningsværdi af den som ølbryggere og surdejsbagere, der også skal holde styr på alle dele af processen.
Svend Ferdinandsen i 2022
Krudt demonstrerer rigtig godt forskellen på energi og effekt. Der er ikke meget energi pr. gram i krudt, men fordi energien er produceret på meget kort tid, giver den stor effekt. Et gram stearinlys har nogenlunde samme energi som ti gram krudt, men effekten er meget forskellig.
Fortsæt gerne debatten i artiklen her.
