Det store flop
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Det store flop

Retorikken flød ad libitum, da Telestyrelsen i december 2000 uddelte syv licenser til den trådløse radioteknologi FWA (Fixed Wireless Access). Nu skulle den gamle hanelefant Tele Danmark have et ordentligt gok i monopolet.

Inden pressemødet var omme, havde mobilselskabet Sonofon garanteret FWA-bredbånd til 95 procent af alle danske husstande inden sommeren 2001. Samme dag erklærede det ukendte selskab Formus Communications at ville "knække flaskehalsen" Tele Danmark. I dag er den klare retorik afløst af stilfærdig mumlen.

Sonofon er løbet fra sin garanti til den danske befolkning og satser nu i stedet på de mere profitable erhvervskunder. Og Formus, ja de trak sig i al hemmelighed ud af Danmark tidligere på året og efterlod sine to licenser til den danske direktør, der vil sælge kapaciteten videre til andre udbydere.

På en FWA-konference i midten af november beskrev Freddy Lund Petersen, næstformand i Teleteknisk Selskab, det seneste år således:

»Vi må erkende,at FWA langt fra er blevet det, vi regnede med for et år siden. Særligt på privatmarkedet har vi ikke fået den konkurrent til TDC, som der var lagt op til.«

Teleanalytiker Torben Rune fra selskabet Netplan udtrykker sig endnu mere direkte:

»FWA er en politisk undskyldning for ikke at skabe konkurrence på access-nettet (det sidste stykke ledning ud til kunden, red.). Men det er en undskyldning uden virkning. Teknologien har simpelthen for mange begrænsninger til at være en seriøs konkurrent til kobberet,« mener Torben Rune, der allerede i december 2000 rejste alvorlig tvivl om FWA i en række artikler i Ingeniøren.

På verdensplan ser det ikke meget bedre ud. I de fleste europæiske lande har FWA skuffet fælt, og i USA er den ventede udbredelse aldrig kommet. For få år siden forventede branchen således på verdensplan flere millioner slutbrugere alene på 3,5 GHz-båndet. I følge telekoncernen Tele2 er tallet i dag cirka 600.000 brugere.

»Det er utroligt nedslående,« siger selskabets danske FWA-leder, Morten Pedersen, der bekræfter, at koncernen endnu ikke har den første danske kunde i luften.

Men hvordan kunne det gå så galt?
Ifølge branchen selv skyldes FWA's kranke skæbne, at verden har ændret sig radikalt siden efteråret 2000. Krisen i IT-økonomien har kostet en række udviklingshuse livet, mens store koncerner som Alcatel og Ericsson har ofret hele eller dele af teknologien.

Desuden er prisen på risikovillig kapital steget, hvilket forlænger udsigten til at få de investerede millioner hjem igen. Og der er tale om store investeringer - alene Sonofon satser et trecifret millionbeløb på opbygningen af det danske FWA-net.

Kunderne mangler
Men Torben Rune giver ikke meget for forklaringerne:

»Det er fuldstændig korrekt, at kapitalmarkedet er blevet ringere. Men det reelle problem er, at kunderne til FWA ikke findes til den pris, som teknologien kan leveres til,« mener han.

Et andet problem er, at markedet først for nylig har fået det længe ventede 3. generations OFDMA-udstyr, som med en ny modulationsteknik skal øge kapaciteten og dermed antallet af kunder på den enkelte basestation. Til gengæld er udstyret hos slutkunden stadig rasende dyrt. Markedet for FWA-udstyr er ganske enkelt for lille til at presse udviklingen frem og dermed priserne ned.

En af de operatører, der har mærket det, er Tele2, som sidste år vandt to licenser i Danmark.

»Udstyret har vist sig ikke at være i orden. Producenterne kan alle sammen demonstrere, at udstyret virker med en enkelt kunde, men det er ikke tilstrækkelig stabilt under belastning. Og det som virker perfekt, er for dyrt til at kunne konkurrere med eksempelvis ADSL,« siger teknisk direktør Michael Jackson.

Desuden er flere operatører angiveligt blevet overrasket af, hvor følsom radioteknologien er. FWA kræver fri sigt mellem basestation og kundens modtageudstyr. Alene bladene på et nyudsprunget bøgetræ eller refleksioner fra et åbent vindue kan ødelægge forbindelsen.

Ren ruin om et år
Også telekæmpen TDC får skyld for, at FWA ikke er blevet den ventede succes. Da TDC i december 2000 blev forbigået ved uddelingen af de syv licenser, fremrykkede TDC udrulningen af ADSL og sænkede prisen. TDC's koncernchef Henning Dyremose har siden indirekte bekræftet den strategi i et interview.

Trods de mange nedslående meldinger tror selskaberne dog fortsat på FWA. Det handler blot om at finde de rette målgrupper til prisen.

»FWA er ikke en konkurrent til ADSL. Men med 3. generationsudstyret når vi op i båndbredder, hvor ADSL-teknologien ikke kan være med. Dér ligger forretningen,« mener direktør Peter Jerry Sørensen fra Danske Telecom.

Også hos Butlernetworks er optimismen i behold. »Butlernetworks har nu 12 basestationer i København, Aalborg, Århus og Esbjerg. Der er ingen tvivl om, at vi i dag er et reelt alternativ til TDC's kobbernet,« mener den administrerende direktør Henrik Vestergaard.

Alligevel er han ikke sikker på, at alle fem udbydere vil overleve.

»Det næste halve år vil afgøre, hvor mange vi bliver fremover, men det kan nemt blive færre,« siger han.

Teleanalytiker Torben Rune tror kun, der er to licenser i drift ved udgangen af 2002.

»FWA er ren ruin om et år, og jeg tror de fleste operatører vil levere deres licenser tilbage. Der er formentlig plads til én licens i hvert frekvensbånd, men kun som et supplement til andre produkter,« siger Torben Rune.

Hos Telestyrelsen, der har profileret FWA som en stærk konkurrent til TDC, mener man endnu, at det er for tidligt at vurdere resultatet.

»Jeg vil meget nødig udtale mig om udbredelsen af en ny teknologi her mindre end et år efter, at licenserne er uddelt. Den slags kræver typisk et par år,« lyder det kortfattet fra underdirektør Finn Petersen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først