Figuren viser nok også hvor man skal prioritere, og dermed også bortprioritere nogle ting. Det kan godt lyde kættersisk men. Når man ser på plast så er der en rigtigt god muligthed for genbrug af klar plast. Det er penge værd. Derimod er farvet plast noget man skal betale for at komme af med. Måske var det vejen frem at det er klar plast man indsamler, lader farvet plast blive restaffald, og arbejder på at så meget som muligt af plasten ikke farves. Man skulle nok også undgå at "opfinde" den ekstra fraktion der hedder "mælkekartoner" men bare håndtere det som pap. Ellers bliver det en alt for lille fraktion.

Genbrug af tøj er en sag helt for sig selv. Alt stof er kendetegnet ved at det, fra begyndelsen af, består af lange fibre, men for at skuille det ad bliver der kun korte fibre tilbage. Det vil gøre det meget svært at genbruge uld og bomuld.

Generelt er vi, i vores velstillede verden, nået der til at arbejdsløn er blevet så dyr at den i den grad hæmmer genanvendelse. Reparerer vi en cykel, eller køber vi en ny, lavet i Kina? Hvad med nogle af de hårde hvidevarer?

økonomiske årsager valgte kartonen

end en plastikcoated pap-kartorn.

så tekstilbranchen og kunderne betaler den fulde pris for bortskaffelse og teknologisk udvikling af tekstilgenbrug. En prisforhøjelse vil desuden sænke forbruget.

Nu man alligevel er igang. Forbedre kvaliteten af ikke mindst pige- og dametøj. Især dette har alle dage været præget af sjusket og fortænkt design. Hellere tidløst og holdbart.

For ca. 30 år siden kunne man købe 2 liter mølk i en plasbeholder med skruelåg. Begge dele mener jeg var fremstilles i PE. Altså to dele som burde være nemmere at genanvende/omsmelte end en plastikcoated pap-kartorn.

Design out waste

Mens de færreste ønsker at overtage andres aflagte mælkekartoner, så trives genbrugstøjbutikkerne

God artikel og godt at Ingeniøren har fokus på disse områder.

Jeg håber dog virkelig, at vi snart begynder at kigge mere på designet af produkterne end blot på affaldshåndteringen, når vi skal løse disse problemer på lang sigt.

Mælkekartoner er et godt eksempel på et område, hvor vi havde en genbrugelig løsning, men (formentlig) af økonomiske årsager valgte kartonen, der hverken kan genbruges eller genanvendes (ihvertfald i DK). Genbrug var standarden for blot 50 år siden. Har vi virkelig glemt det? Jeg siger ikke, vi skal skrue tiden tilbage til hestetrukne mælkevogne med fløjtende kuske, men vi kunne måske lade de gamle dyder spille mere ind i problemløsningen, når vi nu ved, at genbrug ligger højest i affaldshierakiet:

Langtidsholdbart design. Robuste produkter, der kan holde til at blive genbrugt. Rene materialefraktioner, der kan genvendes 100% når de til sidst ikke kan genbruges længere.

Det gælder for tekstiler som for stort set alle andre produkter: hvis vi stiller lovmæssige krav om at designe dem, så de med fordel kan genbruges (adskilbarhed, rene materialer osv.), så vil vi komme til at genbruge dem mere og ikke blot blive ved med at diskutere de evigt stigende mængder AFFALD.

Affaldshåndtering er symptombehandling. Kuren mod affald ligger i produktdesignet.

Hvor megt af det kan så genbruges, og hvor meget CO2 vil det koste at gøre det?

Som der står i artiklen er det ikke ret meget, og det er endnu ikke rentabelt: “Flere teknologiske løsninger er under udvikling, men de findes endnu ikke i industriel skala og er relativt dyre. “

Denne rangordning kan godt skygge for den reelle CO2 belastning, hvor tekstiler er opgjort til ca. 1/10 af hver danskers CO2 udledning, som skulle være 5 til 6Mt/år.

Hvor megt af det kan så genbruges, og hvor meget CO2 vil det koste at gøre det?

Grafikken i artiklen mangler i den grad nogle tal og procenter, så man kan vurdere virkningen af dette genbrug.