Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien
Noget er i gære i europæisk politik. Da George Papandreou måtte gå af som premierminister 3. november efter at have dristet sig til at foreslå en folkeafstemning om EU's redningsplan, blev en tidligere bankmand, som ikke er medlem af parlamentet, indsat som ny regeringschef i Grækenland.
Det besynderlige ved processen var, at manden, der hedder Lucas Papademos, blev udvalgt, fordi man forventede, at finansmarkederne ville reagere positivt på ideen. Da man et par dage inden foreslog almindelige politikere til posten, opstod der angst for, at finansmarkederne ikke ville acceptere den slags.
Det må kaldes bemærkelsesværdigt, at aktiemarkedet på fire dage kunne gøre, hvad hundredtusinder af demonstranter ikke har formået at gøre over flere år.
Turen gik hurtigt videre til Italien, og politikerne var igen voldsomt i defensiven, efter at usynlige kræfter på markedet havde rottet sig sammen mod de 10-årige italienske statsobligationer. Ligesom i Grækenland holdt parlamentet sine hastemøder fredag nat (og i løbet af weekenden) af angst for børsernes åbningstider. Men helt ærligt: Hvad er det for et demokrati, der kun tør holde sine møder i nattens mulm og mørke?
Nogle mennesker vil måske trække på skulderen af den slags. Men det kan meget vel være, at der er en mening med galskaben. Ikke i form af en hemmelig sammensværgelse, der planlægger at overtage verdensherredømmet, men som en naturlig konsekvens af, at den økonomiske magt i de seneste 10-20 år har samlet sig på færre og færre hænder. Og når man har fået tilpas meget økonomisk magt, vil det som regel også føre til større politisk magt. De første videnskabelige tegn på, at dette faktisk er tilfældet, er nu kommet fra en gruppe fysikere med speciale i komplekse systemer på det teknologiske institut ETH Zürich i Schweiz.
Du er ejet og kontrolleret
'The Network of Global Corporate Control' hedder det nye paper, som blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder.
For at udrede ejerskabsforholdene definerede forskerne naturligt nok ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis et firma A ejer 50 procent af virksomheden B's aktier, og B til gengæld ejer 50 procent af virksomheden C's aktier, så kontrollerer virksomheden A indirekte 25 procent af virksomheden C. Den type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.
Forestiller man sig netværket som en skålfuld spaghetti, viser det sig, at den største sammenhængende klump består af 1.318 virksomheder. Den kan betragtes som netværkets kerne, i fagsproget kaldet en 'Strongly Connected Component', SCC, fordi de andre virksomheder i netværket enten danner parvise enheder eller kun har meget få forbindelser ind eller ud af kernen.
Ifølge Mark Newman fra Santa Fe Institute i New Mexico, USA, er den type netværk meget almindelige. De findes på internettet, på Wikipedia og i sociale netværk. Men mens størrelsen af kernen i disse netværk er af størrelsesordenen 30-80 procent af det hele, er kernen i dette økonomiske netværk ekstremt lille.
Det interessante er dog ikke kun, at den centrale kerne blot repræsenterer tre procent af hele netværket, eller at den står for 20 procent af de globale handelsindtægter. Det mest interessante er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk har aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer - altså den 'reale økonomi' af blue chip- og produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 procent af handelsindtægterne på verdensmarkedet.
Kernen har med andre ord en høj grad af kontrol over resten af den globale handel; meget højere, end hvad man ville kunne læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal. Det er ganske overraskende. Man burde have forventet, at ejerskabet af disse centrale virksomheder er distribueret bredt blandt aktieejere rundt omkring på kloden. Men det er absolut ikke tilfældet. Majoriteten forbliver i hænderne på den samme gruppe.
En anden overraskende opdagelse er, at virksomhederne i kernen har et højt antal af forbindelser til hinanden. Faktisk så højt, at tre fjerdedele af ejerskabet forbliver i hænderne på de samme aktører. I gennemsnit har de 20 forbindelser til hinanden, men meget færre til andre. Denne type struktur havde hidtil kun været observeret i meget små økonomier som mafiastrukturer og den slags, og forklaringen menes ifølge den amerikanske økonom Oliver Williamson at være en anti-overtagelsesstrategi, reduktion af transaktionsomkostninger, risikodeling og stigende tillid blandt medlemmerne. En velkendt negative effekt af den slags er, at det ødelægger konkurrencen.
En 'super-entity'
Når man ejer 51 procent af aktierne i et firma, har man i princippet 100 procent kontrol over det. Med den regel i hånden har de schweiziske forskere prøvet at finde ud af, om uligheden i indkomstfordelingen er sammenlignelig med fordelingen af kontrollen. Det viser sig, at 80 procent af værdierne i de 43.060 virksomheder er i hænderne på kun 737 aktører. Det er en enorm koncentration af magt, som betyder, at disse 737 virksomheder har ti gange mere kontrol over verdenshandlen, end hvad man kunne forvente ud fra deres rigdom.
Da forskerne prøvede at dykke dybere ned i kontrolnetværket, fandt de en endnu større magtkoncentration: 147 virksomheder viste sig at være mere sammenfiltrede end resten, og de kontrollerer 40 procent af den totale rigdom i netværket. De fleste virksomheder i denne 'super-entity' er finansinstitutioner som Barclays, JPMorgan Chase & Co., Goldman Sachs og andre velkendte storbanker, som ret beset slet ikke bidrager til værdiskabelsen i samfundet, men kun fungerer som intermediære serviceinsitutioner. Regeringer og privatpersoner står meget længere nede på listen (se top-30 i tabellen).
»Vi har målt rigdommen i form af de globale indtægter på tværs af transnationale virksomheder, og det viser sig, at 147 virksomheder ejer 40 procent af disse indtægter,« sagde Stefano Battiston i et radiointerview i sidste uge:
»Indtægterne er en god tilnærmelse til den globale velstand, men lidt noget andet end verdensøkonomien som sådan,« sagde han.
Da undersøgelsen er den første af sin art, kan forskerne ikke sige noget om, hvordan strukturen er blevet skabt. Noget tyder på, at den er et relativt nyt fænomen, udviklet i løbet af de seneste 10-20 år som følge af globalisering og liberalisering på finansmarkedet. Ifølge en artikel af Simon Johnson i Monthly Review havde de seks største banker i USA (JPMorgan Chase & Co., Bank of America, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs og Morgan Stanley) værdier svarende til 17 procent af BNP i USA i 1995. I midten af 2010 var værdierne steget til 64 procent.
Grund til bekymring
Det åbenlyse spørgsmål, alle kommentatorer og journalister nu stiller sig, er, om vi er midt i - eller på vej mod - et rigmandsvælde, et plutokrati eller oligarki, hvis medlemmer kan spise nationalstater til dessert, hvis de har lyst. Stefano Battiston kan eller vil ikke svare på det, men mener, at situationen er slem nok, som den er:
»Det er uklart, i hvor høj grad disse centrale aktører bruger deres økonomiske magt til politiske formål, men selv hvis det ikke var tilfældet, burde alene det faktum, at disse mennesker potentielt set har en så stor magt, være grund til bekymring og til at se på hensigtsmæssigheden af en sådan struktur. Det er meget sandsynligt, at i hvert fald nogle af disse personer vil bruge deres magt, og man burde måske erstatte den fare med noget bedre,« siger han.
Det ville dog være forkert at tale om en konspiration, mener Battiston. Man burde i stedet diskutere, hvorvidt en sådan centraliseret handelsstruktur undergraver de frie markedskræfter, og hvorvidt den øger eller mindsker stabiliteten af det finansielle system.
»Et aspekt er dog tydeligt,« siger Battiston:
»Det viser sig, at der blandt de 50 største aktører næsten kun er banker. Deres viden om, at de er så store, kan skævvride markedssystemerne, fordi de ved, at hvis de koordinerer deres aktioner, og noget går galt, så er de samlet set alt for store til at kunne gå bankerot. De er 'too big to fail', og det skaber en usund situation, fordi ejerne kan tage store risici uden at frygte nogensinde at skulle bøde, hvis det går galt.«
Og her kommer vi så tilbage til krisen i Grækenland og Italien. Såkaldte usynlige markedskræfter angriber statsobligationer fra, hvad der betragtes som 'svage regeringer', som straks står skoleret og tilmed stiller deres svaghed til skue ved at holde møder i weekenden. Regeringerne falder, og teknokrater som Mario Monti og bankmænd som Lucas Papademos overtager ledelsen.
Det er ikke en sammensværgelse. Det er kun en naturlig konsekvens af netværket, for ingen er bedre til at rydde op efter bankkrisen end bankmænd. Deres mission er at levere giftsprøjten til det græske og det italienske folk, så netværket kan bestå. Os småfolk hernede på gulvet kan kun vente på, at de begår en fejl en dag og angriber lande som f.eks. Frankrig. De glemmer nemlig, at franskmændene stadig har guillotinen!
