»Vi kan for eksempel lære om bogstaver og tal. Og øer. Og farver. Ja, og om højre og venstre.«
Emil, Sofia, Jeppe og Celina fra 0.D på Antvorskov Skole i Slagelse er enige om, at man kan lære rigtig mange ting med robotten Bee-Bot. Både om skoleting og om at arbejde sammen.
»Jeg synes, at Bee-Bot er det sjoveste, vi har lavet i 0.,« siger Celina. Jeppe er enig.
»Vi får nemlig lov til selv at prøve, uden Merethe (deres lærer, red), blander sig så meget,« siger han.
Merethe Øwre, der er klasselærer i 0.D, har ligesom eleverne været begejstret for at bruge Bee-Bot i undervisningen. Særligt fordi børnene har udvist en enorm entusiasme og er sprunget ud i oplevelsen med begge ben.
»Alle har været med. De tog bare imod og var hurtige til at lære,« fortæller hun.
Hun tror i høj grad, at entusiasmen skyldes, at eleverne får lov at arbejde med noget, der er anderledes.
»De fleste har aldrig haft sådan en lille robot mellem hænderne før - og så ser den jo tilmed sød ud,« siger hun.
Eleverne fanger lynhurtigt robottens algoritme, og er hurtige til at korrigere sig selv, hvis de gør noget galt og samtidig reflektere over, hvad det er, der sker, når de programmerer robotten.
»Og så er det bare skønt at se, hvordan de hjælper hinanden, deler erfaringer og får en kæmpe oplevelse, når det lykkes,« siger Merethe Øwre.
Den lille farverige robot-bi er en simpel programmeringsrobot, som er designet til at træne børnenes retningssans, lære dem at tænke logisk og øve dem i at kommunikere præcist.
Det er ganske simpelt. Der er fire pile på Bee-Bot: Højre, venstre, frem, tilbage. For at komme til S trykker Sofia to gange frem, for at komme til O to gange til venstre, så tre gange frem og så videre. Til sidst trykker hun godkend, og når bien standser, skulle det gerne være på bogstavet A - hvis den altså er programmeret korrekt.
Og det er den. I første hug.
»Men det er altså mig, der er bedst i vores klasse,« indskyder Emil.
De andre nikker.
»Ja, helt klart,« siger Celina: »Emil har klaret alle banerne. Også natbanerne, hvor man ikke kan se noget, så man skal huske, hvor tingene er. «
Da der er blevet stavet til både Sofia, Emil og is, går de fire venner hurtigt videre til banen med øen. Det er nemlig den, der er mest spændende. Her kan man selv bestemme, om bien skal køre hen til piratskibet, blæksprutten eller måske hulen.
»Det vigtigste er, at bien ikke rører vandet, så den er nødt til at køre uden om åen,« siger Sofia.
»Altså, det er en bi. Den kan jo bare flyve,« siger Emil som dermed understreger, at man ikke behøver gøre det sværere, end det er, når det netop handler om logik.
Alle 0.klasserne på Antvorskov Skole arbejder med Bee-Bot i et projektforløb. Der findes flere forskellige baner, hvor børnene udover bogstaver, kan lære om tal, farver, retning og så videre. Børnene lærer også at opfinde egne baner.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard