»Det er ikke nemt at tale beton med fodboldkammeraterne«
DFTU (Dansk Forening for Tunnel- og Undergrundsarbejder) har fået en lillebror, Young Members. Formålet med foreningen er at skabe et fagligt og socialt samlingssted for unge ingeniører i tunnelbranchen, forklarer civilingeniør Lasse Vester, der er formand for netværket.
Den 26-årige civilingeniør er til daglig design engineer hos Femern og en af initiativtagerne til netværket:
»Der er lidt et aldersspring inden for branchen. Den næstyngste tunnelingeniør i mit firma er næsten 20 år ældre end mig,« siger han og skynder sig at tilføje:
»Der er ikke noget dårligt i at have ældre kolleger, men det er rart at tale med nogen på sin egen alder. Det er andre ting, der fylder i min hverdag, end hvis jeg havde familie og voksne børn,« forklarer han.
Træt af jobbet. Tjek de seneste jobtilbud for ingeniører her.
Der er ikke noget dårligt i at have ældre kolleger, men det er rart at tale med nogen på sin egen alder. Det er andre ting, der fylder i min hverdag, end hvis jeg havde familie og voksne børn.
-- Lasse Vester, design engineer, Femern, og formand for Young Member i DFTU.
Det er knap to år siden, Lasse Vester blev færdig som civilingeniør, og han oplever, at der er forskel på, hvad der optager ham og de mere erfarne kolleger rent fagligt. Heller ikke blandt vennerne har han mulighed for en faglig snak.
»Når jeg spiller fodbold, er det ikke så nemt at tale med kammeraterne om revneudvikling i beton, men når man er så engageret i det, man arbejder med til hverdag, kan man nogle gange slet ikke få nok – og har brug for at tale om det uden for arbejdet. Derfor er det rart at tale med nogen, der har en teknisk indforståethed,« forklarer Lasse Vester.
Man kommer også automatisk ind i et lærer-elev-forhold, når ens kolleger er så meget mere erfarne end én selv, fordi man er på et forskelligt vidensniveau. Som ung ingeniør har man ligeledes lyst til og behov for at diskutere på en anden måde, mener Lasse Vester.
»Nogle gange stiller man ikke spørgsmål, fordi man vil have et hurtigt svar, men for at få en dybere faglig diskussion, der kan få tiøren til at falde. Når man diskuterer, får man alle mellemregningerne med – i stedet for bare at få facit – og så forstår man problemet på en dybere måde,« forklarer han.
Læs også: Gode råd til ingeniøren, der hader at netværke
Lasse Vester understreger, at netværket ikke er en modsætning, men et supplement til DFTU, og han forventer, at det kan få flere unge til at deltage i alle DFTU’s arrangementer:
»Hvis de fleste deltagere til et arrangement kender hinanden - og i øvrigt er på ens forældres alder - skal der meget til for at bryde isen, og man har mindre lyst til at dukke op næste gang. Så det nye netværk er et spørgsmål om at få flere unge til at engagere sig. Vi vil bygge tunnel mellem generationerne - jeg er jo ikke så glad for at sige bro,« lyder det fra Lasse Vester.
Den nyvalgte formand håber, at netværket på lidt længere sigt kan få gang i arrangementer, som har karakter af undervisning:
»Selv om vi er specialister, er der jo stor forskel på en sænketunnel, som jeg arbejder med på Femern, og en boret tunnel, som de bruger til metroen,« forklarer han.
Læs også: Sådan får du udbytte af dit netværk
Andre emner kunne være sikkerhed og brandbeskyttelse, ligesom han tror, mange unge tunnelingeniører ville have lyst til at dukke op til et arrangement, hvor en leverandør fortæller om nye materialer:
»Det er nok ikke så interessant, hvis du har været længe i branchen, så vi skræddersyr til målgruppen,« forklarer han.
Målet er desuden at sprede netværket ud over grænserne; et arbejde, der allerede er i gang med kontakter til Storbritannien, Australien og Norge:
»Grundlæggende er tunnelbyggeri en meget global branche, og mit eget arbejde er i høj grad internationalt, blandt andet fordi samarbejdspartnere kommer fra andre lande,« fortæller Lasse Vester.
Netværket har foreløbig cirka 50 medlemmer – og en øvre aldersgrænse på 35 år.
