Det berømte Wow!-signal kom måske ikke fra E.T., men fra kometer

Papiret med det opsigtsvækkende signal, hvorpå astronomen Jerry Ehman noterede et Wow!

En ny analyse peger på, at to kometer kan være årsag til et kraftigt signal opfanget af et amerikansk radioteleskop – andre forklaringer har ellers tolket signalet som en besked fra en intelligent civilisation i Mælkevejen.

Den 15. august 1977 opfangede BIg Ear-radioteleskopet ved Ohio State University et meget kraftigt og smalbåndet signal med en varighed på 72 sekunder med en frekvens uhyre tæt på hydrogenlinjen på 1.420 MHz (bølgelængde 21 cm).

Da mange formoder, at den bedste måde at give sig til kende på som en intelligent civilisation er at benytte denne frekvens, som let genkendes af alle tænkelige avancerede civilisationer, så noterede astronomen Jerry Ehman et Wow! på papiret.

Det er til dato det eneste detekterede signal fra rummet, som man formoder kan stamme fra en intelligent civilisation.

Læs også: Send svar til rumvæsner på 35-årsdagen for det mystiske Wow-signal

Men nu kommer astronomen Antonio Paris fra St. Petersburg College i Florida med en anden forklaring.

I en artikel skrevet sammen med antropologen Evan Davies, der har en livslang interesse for astronomi og rumfart, forklarer han, at Wow!-signalet kan stamme fra to kometer, som først blev opdaget efter 2006, og som astronomerne derfor ikke havde kendskab til i 1977.

Det drejer sig om kometerne 266P/Christensen og P/2008 Y2 (Gibbs). Navnet Christensen referer til opdageren af kometen Eric J. Christensen fra University of Arizona.

Disse kometer befandt sig 15. august i den retning, hvorfra signalet kom.

Det er derfor muligt, at signalet modtaget ved 1.420 MHz rent faktisk er et hydrogen-signal fra disse kometer. Når kometer svinger rundt om Solen, vil ultraviolet lys frigive en enorm sky af hydrogen.

Den 15. august befandt 266P/Christensen sig i en afstand af 2,805 AU (1 AU er afstanden mellem Jorden og Solen, 149,6 millioner kilometer) og havde en hastighed på 13,379 km/s. P/2008 Y2 (Gibbs) befandt sig i en afstand af 4,406 AU og bevægede sig 19,641 km/s.

Hvis der er tale om et kometsignal, er det vigtigt, at kometens hastighed er så høj, at den ikke vil være inden for samme område 24 timer senere, når radioteleskopet igen ser i samme retning.

Hypotesen kan testes i 2017 og 2018

Hypotesen understøttes af, at da radioteleskoper mellem 1995 og 1999 undersøgte signaler fra samme retning i rummet og intet interessant opfangede, var de to kometer ikke i nærheden.

Paris og Davies skriver i deres artikel, at man ikke med sikkerhed kan fastslå, at en eller begge kometer var årsagen til signalet, men der er tilstrækkeligt med data til at hævde, at dette kan være tilfældet.

De skriver, at det vil være muligt at teste deres hypotese, når 266P/Christensen og P/2008 Y2 (Gibbs) igen passerer forbi Solen, hvilket sker henholdsvis 25. januar 2017 og 7. januar 2018.

Big Ear-radioteleskopet blev nedlagt i 1998, men andre radioteleskoper kan til den tid forsøge at analysere hydrogenspektret fra kometerne.

Kommentarer (2)

Vi har selv massakreret andre arter her på Jorden, det er naivt at tro, aliens vil komme til os med 'fredelige hensigter'. De vil fange os i net og bruge os til at lave sæbe af og som levende foder til deres kæledyr.

  • 1
  • 3