Designerstjerne brænder ud syv måneder for tidligt

Illustration: Humanity Star

Den funklende designerstjerne 'The Humanity Star' skulle først forlade sin bane og brænde op i Jordens atmosfære til oktober.

Men i går forlod stjernen sit kredsløb og blev destrueret, da den nåede atmosfæren ca. syv måneder tidligere end planlagt, står der på The Humanity Stars hjemmeside.

Årsagen til den korte levetid skyldes, at stjernen blev udsat for en større luftmodstand end forventet, der trak den tilbage i Jordens atmosfære.

Kritik fra astronomer: Unødvendigt rumskrot

Den 65-kantede kunstige stjerne er egentlig en satellit, bygget af det newzealandske firma Rocket Lab. Formålet bag projektet var at få folk over hele verden til at kigge op på himlen og blive nysgerrige på stjernerne og universet.

»Humanity Star var designet til at være et flygtigt symbol i nattehimlen, der opfordrede alle til at kigge op, overveje menneskehedens sted i universet og tænke på, hvordan vi kan arbejde sammen som art for at løse de udfordringer, vi alle står over for,« skriver Peter Beck, stifter af Rocket Lab, på hjemmesiden.

Læs også: Designerstjerne i kredsløb vækker harme hos astronomer

Men idéen fik en lang række astronomer op af stolen og til tasterne på Twitter, hvor kritikken haglede ned over projektet, der blev kaldt for 'rumgrafitti' og 'rumskrot'.

I den noget håndholdte video herunder kan du se optagelser af Humanity Star over New Zealand 25. februar 2018 (ses bedst fra 0:25).