Derfor er det så svært at lokalisere noget til havs
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Derfor er det så svært at lokalisere noget til havs

Foto: Google Maps

Her til morgen tilstod Peter Madsen, at han har smidt liget af den svenske journalist Kim Wall i havet i et ”ikke nærmere defineret område i Køge Bugt.” Og siden fredag i forrige uge har både dansk og svensk politi intensivt søgt efter hende til havs, men foreløbigt uden held.

Læs også: Peter Madsen: Ulykke om bord på ubåd medførte Kim Walls død

I samme pressemeddelelse skriver Københavns Politi, at de i samarbejde med svensk politi har ”udarbejdet et konkret track af ubådens sejlrute i Køge Bugt og Øresund.” Til dette konkluderer de, at ubåden udelukkende har befundet sig i dansk farvand.

Men når man nu ved alt dette – hvorfor er det så ikke lykkedes politiet at finde frem til liget af Kim Wall?

Adskillige forværrende faktorer

En ting står fast: Jo længere tid der går, jo sværere bliver det. Hver eneste gang en havstrøm skifter retning, vinden ændrer sig, tidevandet kommer og går, skal der lægges en ekstra beregning oveni det komplekse billede. Det handler om det store antal tilfældigheder, som er noget nær umulige at regne på – lige fra skibes kølvand til hendes vægt og dybden i forhold til havstrømmene. Når et legeme flyder i overfladen, vil det primært være vinden, som bestemmer retningen, mens havstrømmene vel være dominerende i dybet.

Læs også: Oceanograf om havstrømme: Det er meget avanceret at finde et objekt til havs

Oveni dette kommer, at man efter udmeldingerne fra politiet at dømme ikke kender udganspunktet præcist, og disse beregninger skal derfor laves ud fra et hvert givent område på ruten. Ganske vist skriver Københavns Politi i pressemeddelelsen at man har kortlagt ubådens rute, og at Peter Madsen fortæller, at han smed hende overbords et sted i Køge Bugt.

Oceanograf ved DMI, Jacob Woge Nielsen, beskrev det i en tidligere artikel som ”en deterministisk beregning,” som igangsættes i deres system. De sætter oplysninger om havstrømme, hastigheder, vind og vejr og koordinater ind i deres driftssystem, som derefter kommer med bud på, hvor objektet kan være drevet hen, de såkaldte ”trajektorie-bud.”

»Disse trajektorier repræsenterer mulige baner for objektet. De kan spredes temmelig meget, og det illustrerer usikkerheden i beregningen. Tilfældigheder spiller ind, og det er ikke givet, at en eftersøgning krones med succes,« udtalte Jacob Woge Nielsen i den tidligere artikel. Og han uddyber:

»Vi har haft flere tilfælde, hvor vedkommende aldrig er blevet fundet.«

Endnu en faktor i sonarerne

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at eftersøgningen efter Kim Walls lig fortsætter – men også her bliver det hele en del mere komplekst. For det er langt fra en simpel opgave at lokalisere et objekt på størrelse med et lig på bunden af havet. Særligt ikke i Køge Bugt, hvor der flere steder er op til 15 meter dybt.

Læs også: Sådan finder politiet et lig til havs

Den gennemgående eftersøgning foregår via side-scan sonarer. Det er en måler, som trækkes efter skibene. Den sender lydbølger i forskellige retninger og af varierende frekvens mod havbunden og skaber dermed et skærmbillede af dybde samt objekter.

Men også her er der en afvejning, som skal tages. Jo højere frekven, jo bedre og mere detaljeret er det billede, man får tilbage. Men samtidig vil man begrænse rækkevidden, hvilket kan forlænge eftersøgningsprocessen yderligere.

At kortlægge ruten

Der har på ing.dk været en del debat omkring eftersøgningen af ubåden og kortlægningen af ruten. I forrige uge udgav vi derfor en artikel, hvori kortlægningen af Nautilus’ færden via radar blev undersøgt. Her konkluderede en radarproducent, at man sagtens kan se en ubåd, som befinder sig på overfladen. Problemet er bare, at en ubåd ikke nødvendigvis skiller sig ud på en radar, hvis ikke den befinder sig i de observerende skibes sejlruter.

Læs også: Mobiler i Øresund kan lokaliseres meget præcist – men bliver det sjældent

Dog bekræftede Forsvaret, først overfor Station2 og sidenhen Ingeniøren, at radarbilleder indgår i kortlægning af ubådens færden. Og at tyde ud fra pressemeddelelsen, kunne det se ud til, at det er lykkedes. Samtidig blev en udvidelse af kystradarsystemet i 2005 vedtaget, hvori det indgik, at Øresund fremover skulle være fuldstændig dækket af Søværnets radarer.

Læs også: Radarproducent: En ubåd i overfladen dukker op på alles radar

De bekræftede over for Ingeniøren, at der er tale om såvel radarbilleder fra Forsvaret som billeder fra forbipasserende skibe. Politiet ville dog ikke uddybe, hvilke typer billeder der er tale om.

Ingeniøren har desuden spurgt Forsvaret, hvilke områder i Øresund, der dækkes af Søværnets kystradarsystem, og hvilke type fartøjer, der kan ses på billederne. Det ønsker Forsvaret ikke at uddybe.

En udvidelse af kystradarsystemet, som blev vedtaget af Folketinget i 2005 angiver dog, at Øresund fremover skal være fuldstændigt dækket af Søværnets kystradarer.