Derfor rokkes der ikke ved to-graders målet

Allerede i år når den globale opvarmning 1 grad. Gletsjere forsvinder hurtigere end ventet. Iskappen på Antarktis bliver tykkere. Drivhusgasser slår rekord. Det Sydlige Ishav sluger langt mere CO2 end forventet. Indlandsisen er slet ikke så mørk, som målinger har vist.

Op til klimatopmødet, der begynder i Paris 30. november, har det ikke skortet på videnskabelige udmeldinger om klodens tilstand – og de peger i noget forskellige retninger.

På den ene side viser målinger, at Grønlands gletsjere smelter i et foruroligende tempo. På den anden side har en udslidt sensor på en satellit været en fejlkilde, så indlandsisen slet ikke er så mørk og forurenet som tidligere antaget. Og selv om dele af Antarktis smelter, tager kontinentet samlet set på i vægt og medvirker til at sænke havniveauet – i modstrid med konklusionen fra FN’s klimapanel, IPCC.

Blandt hjemlige forskere har der været debat om, hvordan variationer i Månens bane om Jorden har indflydelse på stigninger i havniveauet og om korrektheden af de statistiske metoder, der er brugt i denne undersøgelse.

Selv for dem, som er godt inde i sagerne, er det vanskeligt at afgøre, hvem der har ret. Plukker man selektivt blandt forskningsresultaterne, kan man finde belæg for mange synspunkter – her adskiller klimaforskning sig ikke fra andre natur­videnskabelige discipliner.

Læs også: Global klimaaftale bliver kun et skridt på vejen

Enkeltstående forskningsresultater kan være tankevækkende, og de er vigtige for den videnskabelige proces, der gradvist fører til en bedre og bedre forståelse af klimasystemet. Men løfter man sig op over de mange enkelte resultater, er der en generel videnskabelig enighed om, at irreversible processer omkring afsmeltningen fra Grønland og dele af Antarktis vil sætte ind ved en temperaturstigning på 2-3 grader.

Det betyder, at selv om temperaturen senere skulle falde igen, vil en løbsk proces med havstigninger i metermål ikke kunne stoppes.

Temperaturstigningen vil ikke ramme hele kloden på samme vis, og den vil være højest i de polare områder. Men byer og hele lande vil blive lagt under vand eller skal beskyttes af store diger.

Læs også: Ny energiplan fra IDA anbefaler udstrakt integration af energisektorerne

Viden om disse processer baserer sig på forholdene under den sidste mellemistid for omkring 125.000 år siden, der stammer fra flere iskerne­boringer i Grønland og Antarktis, hvor temperaturen var flere grader over det nuværende niveau.

Når man kombinerer denne viden med det kendskab, som man siden slutningen af 1800-tallet har haft om indvirkningen af CO2 på temperaturen, så ved vi overordnet ganske præcist, hvad der vil ske, hvis vi vedbliver med at udlede drivhusgasser i samme tempo som i dag.

Det er i den forbindelse fuldstændig ligegyldigt, om den høje temperatur er skabt ved naturlige varia­tioner eller er menneskeskabt. Isen smelter uanset hvad. Et problem er dog, at menneskeskabte effekter indtræder hurtigere end naturlige effekter.

Hvor hurtigt og i hvor stort omfang vides imidlertid ikke helt præcist. Det skyldes usikkerhed om klimafølsomheden, dvs. hvor meget en fordobling af CO2-koncentrationen vil give i temperaturstigning, og den helt eksakte værdi, hvor de irreversible processer indtræffer.

Læs også: IDA: Smart energisystem bringer os effektivt i mål i 2050

Disse usikkerheder var dog større, da to-graders målet blev bragt på banen første gang i 1995 i en rapport til den tyske regering og vandt politisk opbakning verden over i årene efter.

Det hører altså med til historien, at det ikke i første omgang er videnskabsfolk, der har fastsat målet, men politikerne. Derfor forventes de også at holde fast i de 2 graders temperaturstigning som langsigtet mål, selvom det næppe kan nås med den aftale, der skal underskrives i Paris 11. december.

De videnskabelige argumenter har nemlig aldrig været stærkere end i dag.