Derfor har markedet for 3D-printere taget sig en ordentlig rutsjetur
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Derfor har markedet for 3D-printere taget sig en ordentlig rutsjetur

Blueprinter satsede på markedet for mellemdyre 3D-printere. Men markedet blev aldrig så stort, som de to stiftere af Blueprinter, Anders Hartmann (tv.) og Frederik Tjellesen, havde satset på. Til højre teknisk direktør Torben B. Lange. Foto: Das Büro

To unge ingeniører, en professionel direktør, en rasende god idé til en 3D-printer og et marked, som steg helt vildt. Det burde have været den perfekte opskrift på en succesfuld virksomhed.

Printeren, kaldet Blueprinter, skulle have ramt mindre og mellemstore virksomheder, som ville prøve drømmen om egne 3D-print af. De kunne både bygge prototyper og eksperimentere med at fremstille små produktserier. Prisen var fra starten sat til 10.000 euro (74.000 kr.), og så var man i gang.

Men 1. september 2016 gik Blueprinter konkurs, efter at investorerne havde smækket pengekassen i.

Læs også: Industriens Fond skyder 50 millioner kroner i 3D-print

Her vender vi historien lidt rundt, for det skal ikke bare være en fortælling om, hvad der gik galt hos Blueprinter. For det, som ramte virksom­heden, har ramt hele branchen og afspejler et marked, som først nu er ved at finde sine ben.

Det forklarer Niels Appel, der var den professionelle direktør i Blueprinter. Hans opgave var at gøre printeren, som blev opfundet af de to ingeniører Anders Hartmann og Frederik Tjellesen, salgbar, og virksomheden til en succes.

Tre segmenter inden for 3D-print

Markedet for 3D-print kan i dag inddeles i tre segmenter:

  • De professionelle printere, som koster flere millioner kr., f.eks. metalprintere.

  • Printere til prototyper og små serier, hvor printerne måske koster fra 100.000 til en halv mio. kr.

  • Forbrugerprodukter, der koster helt ned til under 10.000 kr.

»Det helt store problem er i det midterste segment, hvor også Blueprinter befandt sig. Her er printerne så dyre, at man ikke ‘bare lige’ køber dem. På den anden side er kvaliteten ikke så god, at de kan bruges til produkter,« forklarer Niels Appel.

Derfor er der sket en udvikling, hvor prototyper i dag bliver printet på relativt billige printere. Selv printere til ca. 20.000 kr. kan levere noget, som faktisk ser ret godt ud:

»Og når printeren ikke er dyrere, så er man også mere tilbøjelig til at acceptere, at kvaliteten ikke er perfekt, for man ved jo godt, at de ikke skal sælges – kun vises frem,« siger han.

Materialer gør forskellen

Problemet med printerne i mellem­segmentet er ifølge Niels Appel, at materialerne ikke er gode nok til egentlige produkter. Det skyldes blandt andet, at det ikke er muligt at styre temperaturgradienterne godt nok i selve processen, og at man dermed ikke kan garantere kvaliteten over for kunden.

Mest tydeligt bliver det, når byggekammeret bliver stort, fordi der skal produceres så mange emner som muligt. I mange systemer bliver byggematerialet varmet op til lidt under smeltepunktet, før selve printprocessen går i gang, og printhovedet tager det så lige op til smeltepunktet. Der skal altså ikke være ret meget variation i den omgivende temperatur, før den helt rigtige temperatur i printhovedet påvirkes, og det vil gå ud over kvaliteten af det færdige produkt.

»Det problem har man slet ikke i metalprintere til f.eks. titanium. Her udsmeltes metallet ved en bestemt temperatur, og det gør hverken fra eller til, om omgivelsernes temperatur er plus eller minus et par grader,« siger Niels Appel.

Læs også: Fysikere analyserer sig til bedre 3D-print i metal

Det var altså en udfordring, at printeren ikke kunne printe i det materiale, som det endelige produkt skulle fremstilles i. Blueprinter havde bl.a. et udviklingssamarbejde med en amerikansk virksomhed, der ikke kunne få printet shampoo­flasker, så det lignede en shampoo­flaske – og slet ikke det lille hængsel, som sidder i låget på flasken. Her kunne man lige så godt have købt en billig printer.

»Så mens de billige printere er flyttet ind i midtersegmentet og printer prototyper, så er printerne i midtersegmentet ikke flyttet opad og ind i produktionssegmentet, hvor der også er en accept af en højere pris,« forklarer han.

Det var også en af årsagerne til Blueprinters problemer; for da prisen steg til cirka 200.000 kr. alt inklusive, røg den derop, hvor det ikke bare var en lille post på budgettet.

Det går godt for metalprint

Selvom markedet for 3D-printere stadig er størst i mellemsegmentet, så er det også her, at producenterne lider allermest. Det har givet udslag i styrtdykkende aktiekurser for så kendte producenter som 3D Systems og Stratasys. I 2014 var prisen for 3D Systems steget til næsten 100 dollars pr. aktie, i dag ligger den og roder på lidt over 10 dollars. En lignende udvikling kan ses for Stratasys.

Men i den helt høje ende af 3D-printmarkedet er der en markant udvikling i gang inden for metalprintere. Selv om markedet ikke er stort – Niels Appel vurderer, at der i 2016 er blevet solgt cirka 500 styk på verdensplan – så er markedet interessant, fordi produkterne kan indgå direkte i produkter.

Det har der været mange eksempler på, senest Siemens, som 3D-printede alle skovlblade til en gasturbine. Også en virksomhed som Lego høster store fordele ved at 3D-printe støbeværktøjer i metal og dermed opnå bedre køling, når Lego-klodserne sprøjtestøbes.

Udviklingen blandt virksomheder viser også, at lige netop metalprint bliver taget meget seriøst: Store industrivirksomheder som BMW, General Electric og Michelin investerer f.eks. stort i metalprint for at kunne bruge det direkte i produktionen.

Prototype eller produktion

Andre teknologier er på vej frem, og HP er en joker, som Niels Appel forventer sig meget af. Printerkoncernen lancerede sidste år en 3D-model kaldet Jet Fusion.

En del af teknologien stammer fra virksomhedens 2D-printere, men i stedet for blæk, sprøjtes et bindingsmateriale ud, som får printmateria­let til kun at smelte, der hvor bindingsmaterialet er sprøjtet ind. Det giver mange perspektiver for at ændre materialernes egenskaber og f.eks. gøre dem delvist elektriske. Prisen for HP’s printer ligger på lige under 1,5 mio. kr., så her er der også tale om en printer i det øvre segment.

HP er ifølge Niels Appel et godt eksempel på, hvordan teknologi og nye materialer kan flytte 3D-printerne. For de fleste vil en HP-printer stadig være uden for rækkevidde, og så kan man let falde for fristelsen og købe billigt:

»Men man skal ikke købe en 3D- printer til 50.000 kr. og tro, at den også kan bruges i produktio­nen, hvis ikke kvaliteten og materialet er identisk med det produkt, man ønsker at printe,« sige Niels Appel.

Læs også: Dansk 3D-printer på vej til små udviklingsafdelinger

Synd for virksomheden, synd for samfundet at en dansk god ide til opstart virksomhed ikke kom helskindet igennem og kunne levere teknologi til fremtiden.
Ønsker folkene bag Blueprinter ikke at opgive, men i stedet se på andre muligheder for at udvikle/lave noget andet spændende - op på hesten igen - I har lært noget noget vigtigt, nemlig at passe på/sikre at få cash-flow igennem virksomheden i en tidlig fase

  • 0
  • 0

Uden at have nogen specialviden inden for området, så ser den 'rensnings-del' ret bøvlet/besværlig ud. Nu hvor der reklameres med fleksibel og holdbarhed i videon, kunne man så ikke ryste det overskydende materiale ned i 'bøtte/beholder', hvor overskydende materiale kunne bruges(igen)?

'Cleaning room' delen fik mig i hvert fald til at løfte et øjenbryn eller to. Fra at være en printer som indbyder til at kunne stå fremme, og så nr 2 del, som skal bruges separat rum med kuvøse lign. håndtering...

Men, som sagt, mine erfaringer inden for dette segment er meget begrænset...

  • 0
  • 0