Derfor går det galt igen og igen: Nye energiteknologier plukkes umodne
Drømmen om et nyt ‘vindmølle-eventyr’ og ekkoet fra 00’ernes ‘fra forskning til faktura’. De to faktorer får tilsyneladende politikere, energiselskaber og private til at presse uprøvede energiteknologier ud af laboratorierne og frem til pilotanlæg eller produktion – længe inden teknologierne er færdigudviklede, og selvom markedet er langt væk.
Sådan udlægger en række iagttagere den situation, at vi i Danmark inden for kort tid har set tre højt profilerede udviklingsprojekter i ny energiteknologi lukke ned. Projekter, hvor det offentlige havde bidraget med væsentlige beløb til udviklingen, men hvor der ikke var noget marked at sælge produkterne på.
Meget tyder derfor på, at der er brug for en ny strategi for, hvordan energiteknologier udvikles og tilpasses fremtidens marked.
Det første eksempel var producenten af små kraftvarmeanlæg Stirling.dk. Med en investering fra Vækstfonden var virksomheden blevet bygget op med stor fart, men i foråret 2013 bukkede Stirling.dk under, fordi ufærdige anlæg blev solgt på kommercielle vilkår.
Læs også: Firmaet bag lovende, dansk stirlingmotor er gået konkurs
I august i år måtte Haldor Topsøe erkende, at årtiers udviklingsarbejde på brændselsceller af SOFC-typen efter investeringer på 1,5 milliarder kroner – heraf 275 millioner fra offentlige kasser – ikke kunne fortsætte. Teknikken drillede, og der var ikke noget marked.
Læs også: Haldor Topsøe lukker for brændselsceller: 90 bliver fyret
Det seneste eksempel i rækken kom i sidste uge, hvor Dong Energy lukkede sit Pyroneer-anlæg til forgasning af biomasse på Asnæsværket i Kalundborg. Teknikken fungere måske, men det havde ikke været muligt at finde en medinvestor til at bygge et anlæg i fuld skala.
Læs også: Dong lukker sit højt profilerede forgasningsanlæg til 150 millioner kr.
Udviklingen af forgasning af biomasse har ellers stået på i over 25 år. I 2007 blev det anslået, at der siden slutningen af 1980’erne var blevet skudt 300-400 millioner offentlige støttekroner i udviklingen af teknologien, og siden er der blevet lagt yderligere 140 millioner kroner i udvikling af forskellige forgasningsteknologier.
Alligevel har resultaterne været pauvre, og status for alle de mange støttekroner er tre funktionsdygtige anlæg: Pyroneer-anlægget i Kalundborg, et anlæg i Harboøre på 2,7 MJ/s varme og 1 MW el og et i Skive på 11,5 MJ/s varme og 5,5 MW el.
Yderligere to mindre anlæg i Hillerød skulle være på vej mod idriftsættelse, hvis teknik og yderligere finansiering arter sig.
Men nok så vigtigt er det, at ingen større investorer har følt sig fristet til at investere yderligere, hverken i Dongs Pyroneer-teknologi eller i andre af de forgasningsteknologier, som er udviklet gennem de mange år og projekter.
Biomasseforgasning er ellers i årtier blevet udråbt til at være en af de teknologier, som skal bringe balance i energisystemet, når enorme mængder af vindmøller og solceller leverer strøm ind i elnettet, uden at vi rigtig kan være sikre på, hvor og hvornår det sker. Biogas kan derimod gemmes som lagre af biomasse eller fødes ind i naturgasnettet som omdannet gas. Samtidig kan varmen bruges i fjernvarmesystemet. Oven i det er det muligt at udvikle forgassere, som i større eller mindre grad er fleksible i forhold til typen af brændsel.
For store forventninger
Problemerne med udvikling af teknologier som for eksempel forgasning af biomasse kan i store træk deles op i tre typer: politikernes ønsker, den teknologiske modenhed og forventninger til markedet.
Flere kritikere, blandt andre Thomas Koch, der er stifter af TK Energi og selv modtager offentlig økonomisk støtte til udvikling af biomasseforgasning, peger på, at teknikere og forskere har haft for nemt ved at overtale politikerne til at støtte udviklingen, fordi lige netop biomasseforgasning kan tilføre fremtidens el- og energisystem fleksibilitet. På den måde har teknologien kunnet give politikerne et godt teknisk argument for at fortsætte udbygningen af blandt andet vindkraften.
Men Thomas Koch peger også på, at politikerne har manglet forståelse for, at det ofte kan tage meget lang tid at gøre en energiteknologi moden, og at markedet i den tid let kan have flyttet sig.
Teknologier med lang udviklingstid har det nemlig med at blive overhalet af markedet. Meget tyder på, at det også er sket for biomasseforgasning, hvor den oprindelige idé var, at det skulle bruges lokalt i fjernvarmesystemet med brændsler indsamlet i nærområdet. Den plads blev hurtigt optaget af naturgas og senere rent flisfyrede værker.
Heller ikke fra udlandet har der været en efterspørgsel på biomasseforgasning – kun Storbritannien har vist interesse for den type konvertering af biomasse.
Krisen kom ikke som forventet
Lise Nielson sad indtil 2008 som programkoordinator inden for forskning og udvikling i vedvarende energi hos Energinet.dk og formidlede derigennem offentlige støttekroner til en lang række VE-projekter, blandt andet biomasseforgasning. Hun siger i dag, at der dengang var en forventning om, at behovet for VE-teknologi ville komme langt hurtigere, end det rent faktisk er sket. Det gælder både for Danmark isoleret og internationalt.
Det er måske også den grundlæggende årsag til Dongs beslutning om at pakke Pyroneer-anlægget ned.
Underdirektør Henrik Maimann fra Dong Energy New Bio Solutions sagde i kølvandet på lukningen af Pyroneer-forgasseren, at der ikke er ret mange lande i verden, hvor konvertering af biomasse står højt på agendaen, og at Dong Energy – selv om man stadig mener, at business casen ser god ud – ikke vil tage risikoen ved at bygge et fuldskalaanlæg.
Meget tyder derfor på, at Dong i en årrække har arbejdet med en teknologi, som der reelt ikke var noget marked for.
For Stirling.dk’s vedkommende var der måske et marked, men teknologien skulle partout sælges uden at være færdigudviklet. Når det gælder brændselscellerne fra Haldor Topsøe, så erkendte man ved lukningen, at hverken teknikken eller markedet var der, hvor man havde forventet, det var.
Investor vælger besparelser
Et sted, hvor ingeniører og teknikere ikke har megen beslutningsmagt, er i finansverdenen. I den verden kigger investeringseksperten Per Wimmer ud over markedet for grønne energiteknologier fra sit kontor i London.
Han har stiftet investeringsbanken Wimmer Financial og har netop udgivet bogen ‘Den grønne Boble’. Her konkluderer han, at hvis en VE-teknologi ikke fra starten har et markedspotentiale inden for fem-seks år, så kan den godt vinke farvel til private investeringer. Han er enig i den politiske målsætning om at nedsætte CO2-udledningen, men han tror også, at man skal koncentrere pengene der, hvor vi ved, at teknologien virker. Hvis det er tilfældet, kan man sagtens fortsætte statsstøtten.
For Per Wimmer er det ikke svært at pege på, hvad der virker i forhold til CO2-reduktion: vandkraft, atomkraft og besparelser/effektiviseringer. Han erkender, at de to første er udelukket i Danmark – den ene af geografiske årsager, den anden af politiske – men når det gælder besparelser og effektivisering, er der masser af muligheder i Danmark.
Af andre internationale projekter, som har en solid nok forretningsmodel til, at han ville investere, nævner han solkraft i Spanien og store landbaserede vindmøller, men i begge tilfælde er pladsen begrænset.
Lise Nielson, der i dag er privat konsulent inden for teknologiudvikling og vedvarende energi, peger på, at vi jo kan starte med at bruge alt det, vi ved virker. Konkret foreslår hun, at alle de midler, som i dag bruges til at udvikle og demonstrere ny VE-teknologi, i stedet bruges på at gøre vores boligmasse mere energieffektiv og til at installere og idriftsætte de VE-teknologier, der allerede er vist i pilotanlæg.
Hvor skal vi så udvikle?
Men hvis de mere usikre teknologier ikke skal bygges som pilotanlæg ude i den virkelige verden, hvor skal vi så få fremtidens VE-teknologier fra?
Et svar på det spørgsmål går igen blandt iagttagere: Lad projekterne blive på universiteterne så længe som muligt. Her kan de udvikles og modnes uden enorme omkostninger til hardware i fuld skala. Hvis det skulle vise sig, at teknologien ikke virker, er der i det mindste blevet uddannet dygtige ingeniører.
Et godt eksempel på den tilgang er den danske forskning i bølgeenergi, der er en af de absolut mest vanskelige måder at producere el på og med et meget langt udviklingsperspektiv. På Aalborg Universitet har forskerne ikke lagt sig fast på en bestemt teknologi, men samarbejder med private udviklere om at teste forskellige teknologier grundigt af inden for universitetets døre og i god tid før, der kan blive tale om pilotprojekter.
Kritikere kunne påpege, at hvis vi havde fulgt den strategi med vindmøllerne, så havde vi aldrig haft en vindmølleindustri i dag. Men for 30 år siden var verden en anden.
