Derfor er gas-sanktioner mod Rusland utopi

Torsdag mødes de europæiske topledere i Bruxelles for at diskutere mulige sanktioner mod Rusland som følge af situationen på Krim-halvøen.

Men der, hvor EU kunne lægge pres på Rusland, nemlig ved at lukke for importen af naturgas, er statscheferne i realiteten handlingslammede.

Rusland sidder på godt en tredjedel af naturgasleverancerne til EU, og hverken på kort og mellemlang sigt er der nogen alternativer. Hverken en sydlig gaskorridor fra den kaspiske region, import af LNG, skifergas eller øget import fra Nordafrika kan gøre det ud for de milliarder af kubikmeter gas, der strømmer ind fra Rusland.

Ifølge tal fra Eurostat er Rusland den største leverandør af naturgas til EU med 34 procent af gassen (2010), mens Norge siden 2002 har halet ind og ligger lige under Rusland. Også Algeriet, Qatar og Libyen er storleverandører gennem LNG-terminaler, men de er ikke i nærheden af hverken Rusland eller Norge.

Øget europæisk uafhængighed af russisk naturgas har længe været højt på dagsordenen både i Bruxelles og såmænd også i Washington. Ifølge en rapport fra august 2013 til den amerikanske kongres er den europæiske gasforsyning af national interesse for USA. Men samme rapport gør det klokkeklart, at uafhængighed af Rusland har meget lange udsigter.

For det første har Rusland gennem Gazprom et veludbygget gasnet, der sikrer gas fra Sibirien til Europa. Det sker blandt andet gennem Ukraine, men også rørledningen Nord Stream, der løber på bunden af Østersøen forbi Bornholm, er en central spiller i det enorme gasnet.

(Klik for at forstørre) Illustration: Erik Holm

Nord Stream leverer allerede op til 55 milliarder kubikmeter gas til det europæiske marked via Nordtyskland, og partnerne bag projektet er i fuld gang med forundersøgelser, der skal føre til to ekstra rørledninger.

Et alternativ er gas fra den kaspiske region til Sydeuropa. Det er et kæmpe projekt, der blev endeligt godkendt i december 2013 og vil føre gas fra Det Kaspiske Hav til Sydeuropa fra 2019. Men trods investeringer på op mod 220 milliarder kroner vil der i begyndelsen kun komme 10 milliarder kubikmeter gas til EU gennem rørledningen - ganske lidt sammenlignet med Nord Stream.

Nord Stream nyder også stor opbakning i EU, hvor flere europæiske energigiganter har foretaget meget store investeringer. Ud over Gazprom gælder det blandt andre GDF Suez, Wintershall og E.On.

Langsomme fremskridt for LNG

Samtidig importerer Europa stadigt mere gas i flydende form, som LNG. Lige nu er der 20 terminaler i EU, hvoraf flere er ejet af Qatar, der har øget sin andel af salget voldsomt. Ifølge rapporten fra Congressional Research Service er importen af LNG øget fra 15 procent i 2010 til 25 procent i 2013, men det er stadig meget langt fra tilstrækkeligt til at erstatte den russiske gas.

Samtidig har de seneste års udvikling i en række nordafrikanske lande som Egypten, Algeriet og Libyen skabt usikkerhed om den nordafrikanske mulighed som leverandør til EU.

Potentialet er der ellers, fastslår de amerikanske eksperter. Alene de tre lande har naturgasreserver svarende til godt 280 Tcf, men eksporten til EU er lige nu kun på 2 Tcf.

Det arabiske forår har skabt håb om, at der på et tidspunkt kan komme gang gasimport fra Afrika, men udfordringen med at skabe politisk stabilitet om de ofte meget langsigtede gaskontrakter er enorm. Hertil kommer risiko for terrorangreb, som eksempelvis ramte Statoil og BP i In Amenan, Algeriet, i januar 2013, hedder det.

Heller ikke skifergas vil have nogen effekt på den korte og mellemlange bane i Europa - hvis nogensinde. Flere lande tøver eller har forbudt efterforskning, og den europæiske geologi har vist sig mere kompleks end USA's. Til dato er der ikke fundet skifergas af betydning i Europa.

Tværtimod er der flere analyser, der peger på det modsatte: øget europæisk afhængighed af naturgas fra Rusland. Det gælder eksempelvis konklusionen i en rapport fra MIT Center for Energy and Environmental Policy Research, der har analyseret Ruslands rolle i den europæiske energiforsyning frem mod 2050.

Samme konklusion kommer fra både IEA og BP’s Statistical Review of World Energy 2013, der begge peger på mere naturgas i Europa de kommende årtier, ikke mindre. Meget tyder på, at også hovedparten af dén gas vil blive russisk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu behøver det vel ikke at være et spørgsmål om alt eller intet. Man kunne jo f.eks. istedet for helt at lukke for russisk gas bare lægge en afgift på det (Vi kunne jo kalde det Krim afgiften). Afgiften ville øge prisen på russisk gas og dermed gøre alternativerne mere attraktive og samtidig kunne provenuet jo bruges til at hjælpe Ukraine.

  • 8
  • 5

Rusland sidder på godt en tredjedel af naturgasleverancerne til EU, og hverken på kort og mellemlang sigt er der ingen alternativer..

EU kan ikke bare sige til Rusland, at vi ikke vil købe deres gas - så bare det, at tanken er fremsat virker som et underligt dagdrømmeri.

EU "ligger som de har redt" med en utopisk CO2 - fri energipolitik, hvor man har glemt de konventionelle kraftværker inden alternativet er kommet på plads. Jeg vil ikke kalde det rn "kortsynet politik", der har "malet EU op i et hjørne", jeg vil kalde det uintelligent.

  • 12
  • 3

Den sociale diskurs indrangerer sig med et forsøg på at finde en rangorden i problemstillingerne, som om at der var et hierarki af nødvendighed, en principiel højde, som alle de andre kunne udledes af eller sættes ind i forhold til.

Den franske filosof, Jean-François Lyotard, skrev og talte om det postmoderne samfund. Han indførte begrebet ”diskursgenrer” som indikation for det forhold, som han så som det karakteristiske for det postmoderne samfund, nemlig, at den form for nødvendighed og de problemstillinger, som man arbejder med i forskellige sociale sammenhænge, lever ved en isoleret form for betydning, der strengt taget ikke kan oversættes til eller genkendes uden for den sammenhæng, som en særskilt ”diskursgenre” afstikker rammerne for.

Han beskrev konflikten mellem den mangfoldighed af diskursgenrer og former for rationalitet, nødvendighed og mening, som karakteriserer det postmoderne samfunds sammensathed.

Når det internationale samfund konfronteres med de hændelser, som vi nu ser i Ukraine, så ser man de forskellige former for nødvendighed i konflikt med hinanden, som Lyotard omtalte.

Retsmæssigt står det russiske flertal i Ukraine og i Rusland fast på sin egen definition af statslig legitimitet, lige som den vestlige verden står her over for med sin udgave af EU's og gadens parlament i Kiev.

Den udprægede form for føderalt selvstyre, som man har på Krim-halvøen, omtales og forsvares konkret i andre dele af Ukraine, hvor de russisktalende befolkningsgrupper er i flertal. Man definerer ikke russernes militært konkrete og potentielle tilstedeværelse som en krænkelse af sin selvbestemmelsesret, men ser en føderal eller konføderation bestående af en mangfoldighed af delstater som den Krimske som en legitim mulighed for Ukraine. Dvs. der er et internt perspektiv på udviklingen i Ukraine, som ikke kan oversættes til den vestlige verdens perspektiv.

Diskursen, forsøget på at afgøre hvad der er højeste form for folkeret, legitimitet, falder dermed fra hinanden, da præmisserne og forudsætningerne tager sig meget forskelligt ud, alt efter om man står på vestlig eller østlig grund. Fællesnævneren i striden mangler.

Det militære og institutionelle overherredømme, som de russisktalende regioner har i Ukraine, beskrives som aggression i vest, men som passivt forsvar for ret og rimelighed i de berørte områder. Lige som gadens parlament i Kiev beskrives som illegitim aggression i de russiskdominerede dele af Ukraine. Fællesnævneren, det samlende og højeste princip mangler.

Den nødvendighed, som artiklen her på ing.dk omtaler, er økonomisk. EU's markedsfundamentalistiske projekt står midt i en gigantisk udfordring, hvor en halv milliard europæere har et forbrug af ressourcer, mennesker og fauna, som støder på en mangfoldighed af eksterne grænser, grænser som man slet ikke anerkender internt i de ledende politiske og finansielle kredse, som de fakto dekreterer den politisk sociale selvbeskrivelse på EU-plan.

Truslen om at indlede handelskrig med Rusland er latterlig, netop fordi en tredjedel af det europæiske overforbrug af fossilt brændsel kommer fra Rusland, hvorfor Ruslands magt over den europæiske økonomi er så gigantisk meget større, end den europæiske magt over Ruslands ditto.

Den økonomiske nødvendighed handler så om den afhængighed, som vor livsstil står. Vor praksis er uholdbar som følge af afhængighed af et uholdbart forbrug af fossilt brændsel.

Budskabet, om at vi er ved at smadre vore livsbetingelser med afbrændingen af fossilt brændsel og ødelæggelsen af klimaet på jorden, formuleres så inden for en videnskabelig diskurs, der hverken har juridisk eller økonomisk magt. Retten til at smadre jorden forfægtes principielt som forsvar for individets ret til sin ejendom, og sandheden om hvor dumt det er, går under for markedet, fordi det ikke sælger.

Disse forskellige former for nødvendighed og indbyrdes konflikt kommer til udtryk i forlængelse af den største krise, som man her ser efter murens fald. Den underliggende og stiltiende realitet kommer til fuld udfoldelse i konflikten.

Ingen af de positioner, som forfægtes af konfliktens parter, og som finder sin mening på juridisk, økonomisk, politisk og videnskabeligt plan, kan siges at bygge op til nogen overordnet rationalitet eller nogen form for højeste princip i almindelig rationalistisk, modernistisk eller moderne forstand.

Det er alt sammen udtryk for relative og uforpligtende positioner, set i lidt større perspektiv.

De forskellige genrer mangler den aura af forpligtende nødvendighed, som man selvhøjtideligt hævder i de forskellige sammenhænge. En udenrigsminister som Martin Lidegaard, der lige har sluppet klima og energiministeriet, fordi der var mere prestige i udenrigsministerposten, er en nar at høre på. Han er så let at gennemskue personligt og politisk, så det er til at græde snot over.

Det moderne samfund er i opløsning. Det er ikke bare en fjern teoretisk betragtning, men selve de postmoderne aspekter af dette samfund, der afslører sig som dysfunktion og social opløsning i uforpligtende problemstillinger.

Mennesket foretrækker til enhver tid en lille koldkrigslignende konflikt frem for den mere gennemgribende erkendelse af, at selve menneskeheden er i konflikt med sine livsbetingelser, takket være det eksemplariske overforbrug og svineri, som vi ser inden for den europæiske union.

Søg på: Realitetens konflikt

  • 6
  • 7

Vi kunne jo kalde det Krim afgiften

Eller forsyningssikkerhedsafgiften. Forsyningssikkerheden er helt blevet glemt i al dette CO2 halløj. Hvis man i stedet for denne absurde bekæmpelse af CO2 havde gået efter at sikre, at man ikke blev alt for afhængige af enkelte leverandører, og samtidig arbejdet på at økonomisere med det, kunne meget have været nået. Man frygter fracking men er åbenbart ikke bange for at blive afhængig af Rusland.

  • 10
  • 5

EU "ligger som de har redt" med en utopisk CO2 - fri energipolitik, hvor man har glemt de konventionelle kraftværker inden alternativet er kommet på plads. Jeg vil ikke kalde det en "kortsynet politik", der har "malet EU op i et hjørne", jeg vil kalde det uintelligent.

I Tyskland har man taget førertrøjen på. Der arbejder man på at afvikle kernekraft, forøge CO2 udledningen og nok også afhængigheden af import fra Rusland.

  • 11
  • 3

Citat Thorkild Søe:

" I Tyskland har man taget førertrøjen på. Der arbejder man på at afvikle kernekraft, forøge CO2 udledningen og nok også afhængigheden af import fra Rusland."

Er det ikke fuldstændig vildt at prøve på at være uafhængig af hinanden? Enhver form for snak om sanktioner mod Rusland er uforsvarlig.

  • 3
  • 4

Gad vide hvor meget biogas man ville kunne opgradere til naturgas kvalitet? Det må da være i samfundets interesse, at vi ikke er afhængige af Rusland, så måske vi skulle skynde os, at sikre vores forsyningssikkerhed ved at indøre langt mere bioenergi.

Maabjerg bioenergi concept har jo alle planerne klar i skuffen til at udvide produktionen af biogas, der om nødvendigt kan opgraderes til naturgas-kvalitet. Få nu gang i det projekt, og så lad os udvide ambitionsniveauet og lave nogle flere lignede bioenergianlæg rundt om i Danmark.

http://www.maabjergenergyconcept.dk/fakta....

  • 2
  • 1

Russerne har fat i den lange ende.

Hver eneste gang tyskerne bliver lidt for skarpe i deres kritik af Rusland, lukker russerne for gassen. Flere gange med begrundelsen at Ukrainerne stjælter gas i transit.

Amerikanerne har prøvet i over et årti at få reduceret Europas (læs: Tysklands) afhængighed af russisk gas. Man har arbejdet på en gaspipeline fra Qatar, igennem Iraq og Syrien til Tyrkiet, samt en pipeline fra Iran/Kaukasus til Tyrkiet.

Syrien har direkte sagt at Qatar pipelinen strider imod deres allierede's, Rusland, interesser. Iran har vist skrevet under på en kontrakt med Tyrkiet's Som Petrol i 2010, men der er ikke sket noget endnu.

  • 3
  • 0

Det vi ser nu er Fred Hoyles spådom om Ruslands strategi for Europadominans. Atomkraftmodstand har været mere end bare feel good og forsørgelse af nulliteter.

  • 3
  • 2

Gad vide hvor meget biogas man ville kunne opgradere til naturgas kvalitet? Det må da være i samfundets interesse, at vi ikke er afhængige af Rusland, så måske vi skulle skynde os, at sikre vores forsyningssikkerhed ved at indøre langt mere bioenergi.

Maabjerg bioenergi concept har jo alle planerne klar i skuffen til at udvide produktionen af biogas, der om nødvendigt kan opgraderes til naturgas-kvalitet. Få nu gang i det projekt, og så lad os udvide ambitionsniveauet og lave nogle flere lignede bioenergianlæg rundt om i Danmark.

Der er lavet en del studier af potentialet for opgradering af biogas. Fælles for dem er at de selv i de mest optimistiske scenarier ikke kan nå mere end godt 1/3 af det nuværende naturgasforbrug. http://www.dongenergy.dk/SiteCollectionDoc... Selv ikke ved en kraftig reduktion af naturgasforbruget vil man ikke i 2020 kunne nå 1/2 af behovet.

  • 1
  • 0

Citat: "Det vi ser nu er Fred Hoyles spådom om Ruslands strategi for Europadominans. Atomkraftmodstand har været mere end bare feel good og forsørgelse af nulliteter."

Tyskland er for Rusland den tredje vigtigste handelspartner. Omvendt ligger Rusland på elvte plads. Handelsbilancen er udlignet. 6000 tyske firmaer arbejder direkte i Rusland, mere end fra alle andre EU lande. 300.000 tyske arbejdspladser afhænger af eksporten til Rusland.

Store koncerner som Metro, Volkswagen, BMW og Daimler har kurstab på grund af ukrainesituationen.

Sanktioner mod Rusland vil kun forværre situationen.

Personlig har jeg mistanke om, at Goldman Sachs og Co tjener tykt på balladen, og den slags geschäfter fra USA's banker skal holdes i gang med regeringens understøttelse. Pyt med krigsfaren og ukrainsk befolkning.

  • 4
  • 3

Pyt med krigsfaren og ukrainsk befolkning.

Når du nu nævner hensynet til ukraines befolkning (hvoraf den primært russiske administration af USSR i 1932-1933 sultede adskillige millioner til døde), samtidig med at du skriver at "enhver form for snak om sanktioner mod Rusland er uforsvarlig", så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad der så skal gøres?

  • 4
  • 1

Citat:

"så kunne jeg godt tænke mig at vide hvad der så skal gøres?"

Russland skal integreres mere i NATO og ikke lukkes ude!!! Fogh Rasmussens information om at russerne ikke mere skal deltage ved destruktion af syrisk giftgas er ingen sanktion, men skuespil på værste børnehaveniveau.

Vi har haft en revolution af DDR befolkningen i østtyskland og forhindret, at sovjetisk militær deltog. Senere lykkedes det at få de russiske tropper ud af landet og integrere østtyskerne i Nato. Man skal kende hinanden og tage hensyn.

Tænk, hvis man fra tysk side i dag ville kræve enklaven Kaliningrad/Königsberg tilbage, så vil det give krig. Området er lige så vigtigt for russerne som krigshavnen på Krim. Her kan man vel forhåbentlig finde en begavet løsning.

  • 3
  • 6

Uanset den skræmmende retorik fra Putin mv. er de forhåbentligt så kloge at de indser, at Rusland heller intet vinder ved en krig og efterfølgende fald i samhandlen med EU.

Det er kritisk for EU, at fastholde og udbygge samhandlen med Rusland. Alternativt får vi en desperat fattig nation med topmoderne militær - en farlig blanding. Samtidigt er det vigtigt på den lange bane, at Rusland for udviklet sig til andet end en gaseksportør. Ellers må man forvente problemer fremadrettet.

  • 3
  • 3

Her er et supplement til din historieopfattelse:

Rusland har været invaderet af snart sagt ETHVERT land i europa

Det er sikkert rigtigt, hvis vi næsten strækker det tilbage til vikingetiden.

Hvis vi derimod ser på den nyere historie, så har Sovjet/Rusland indledt krig mod følgende europæiske lande for at erobre eller at undertrykke dem:

1939: Polen 1939: Finland 1940: Estland 1940: Letland 1940: Litauen 1940: Moldova 1956: Ungarn 1968: Tjekkoslovakiet

Selvfølgelig frygter disse lande, der har gennemlevet ubeskrivelige lidelser under det bestialske sovjetimperium, Putins ny imperiedrømme.

Ukraine leverede såmænd mange tusind mand til SS og nazisternes felttog mod Rusland

Når mange ukrainere så tyskerne som befriere i 1941, så skyldtes det ikke nazi-sympatier, men at de valgte, hvad de mente, der var det mindste onde:

Stalin skabte hungersnøden 1932-33 i Ukraine, den såkaldte Holodomor, hvor der omkom mellem 2,4 og 7,5 mio. ukrainere. Det efterfulgtes af Stalins store udrensninger i perioden 1936-1939, hvor ca. 600.000 i hele Sovjet blev henrettet.

I Ukraine anslås det, at 80 % af alle intellektuelle blev henrettet blev henrettet under Stalin.

Intet under, at mange besindige ukrainere søger græsgange mod vest.

  • 4
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten