Derfor dufter soltørret vasketøj bare bedre

Illustration: Bigstock

Et hold forskere fra Kemisk Institut på Københavns Universitet undrede sig så meget over, hvorfor vasketøj tørret udenfor i solen i stedet for i en mørk vaskekælder dufter meget mere af blomster, citrus og andre behagelige dufte, at de har undersøgt sagen.

Forskerne hængte bomuldshåndklæder til at tørre i henholdsvis et mørkt rum, på en altan i skygge og på en altan i solen.

De fandt ud af, at de soltørrede håndklæder producerede en række aldehyder og ketoner, der er organiske molekyler, som vores næser forbinder med duften af planter eller parfume.

»De håndklæder, som hang i solen, havde klart de højeste koncentrationer af de oxiderede forbindelser, hvilket betyder, at solen har sat gang i nogle fotokemiske processer, som har dannet de forskellige duftstoffer, vi fandt,« forklarer ph.d. Malte Frydenlund, der er en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse på Københavns Universitets hjemmeside.

De soltørrede håndklæder udledte bl.a. stoffer som pentanal, der findes i kardemomme; octanal, der giver citrus-agtige aromaer; og nonal, der dufter af roser.

Læs også: Kemi-genbrug med forhindringer: »Hele fabrikken lugtede af brune kartofler«

Utroligt vigtigt, at vi får en bedre forståelse

Det videnskabelige studie, der blev publiceret i tidsskriftet Environmental Chemistry tidligere på året, virker måske trivielt, men faktisk er forskningsverdenens forståelse af, hvad der sker, når våde overflader reagerer med sol og luft mangelfuld, og derfor er det et meget aktivt forskningsområde.

Forskerne undersøgte hovedsageligt, hvilke dufte der kommer, når man tørrer sit vasketøj, men Malte Frydenlund har også nogle bud på, hvordan duftene overhovedet opstår.

»Når luftarten ozon reagerer med stoffer i et vådt håndklæde, så dannes der aldehyder og ketoner, som passer godt med de observerede duftstoffer i studiet, så det kan være en del af årsagen. Men vi tror også, at det skyldes noget direkte relateret til sollyset. Det kan for eksempel være pigmenter eller farvestoffer i håndklædet - som findes, selvom håndklæderne er ubehandlede - som absorberer sollyset og fører til de kemiske omdannelser,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

»Det her er en mekanisme, som kan foregå på nærmest alle overflader i miljøet og dermed være vigtig for stoffers nedbrydelse i miljøet. Det er derfor utroligt vigtigt, at vi får en bedre forståelse for disse processer, og forhåbentlig er dette studie et skridt i den retning.«

Læs også: Ingeniører laver restvand fra gin-produktion til tonic-vand

Illustration: Københavns Universitet

Malte Frydenlund og hans kolleger, Silvia Pugliese og Jakob Boyd, analyserede sammen med deres vejleder, professor Matthew Stanley, både ubehandlede og farvede håndklæder i deres studie.

Før de hængte dem til tørre, vaskede de dem tre gange i hånden i ultra rent vand, som ikke indeholder nogen partikler, mikroorganismer eller salte.

De forseglede de tørrede håndklæder i plastikposer i 15 timer og sugede derefter de kemiske forbindelser, som blev frigivet inde i poserne, ud med et måleinstrument, der kan identificere de kemiske forbindelser, en såkaldt GCMS.

Her er de mest markante stoffer fundet i håndklæderne - og hvad de dufter af:

  • Methylfuran = Chokolade
  • 2-Butylfuran = Frugtig, sødme
  • 3-Methylbutanal = Frugtig, ristet
  • Nonanoic acid = Voksagtig
  • Heptanal = Frugtig, grøn, urteagtig
  • Octanal = Aldehydagtig, grøn
  • 2-Heptanone = Frugtig, nøddeagtig
  • Nonanal = Frisk, blomster, citrus
  • Pentanal = Frugtig
  • Ethyl vinyl ketone = Bitter, peberet
  • 2-Methyl-1-propanol = Æterisk, vinagtig
  • 2-Hexenal = Sødme, mandel, frugtig, grøn, blade
  • Methacrolein = Blomster
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der komme rogså kortvarigt en hels speciel duft, når de første regndråber rammer gennem længere tid solbeskinnede fortovsfliser. Dog ikke så velduftende som lufttørret vasketøj, bare karakteristisk.

  • 4
  • 0

Jeg læste mig på et tidspunkt frem til at det skyldes jord-bakterier der bliver "slået løs" af regnen. Så det er altså duften af "jord" vi kan nyde når de første dråber rammer :)

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten