En af weekendens store naturvidenskabelige historier kom fra Skotland, nærmere bestemt Loch Ness. Her har forskere med den new zealandske professor, Neil Gemmell, i spidsen undersøgt om der i dna-materialet fra søen kunne gemme sig en hidtil ukendt dyreart, som måske kunne forklare, hvorfor visse personer gennem årene har set noget, der populært går under navnet “Loch Ness-uhyret”.
Men det rejser et par spørgsmål. For hvordan tester man en dna-analyse af vandet op mod en database, som kun indeholder kendte dyr? Med andre ord: Hvis der findes dna fra ukendt dyreart, hvordan ser man det så?
Vi har stillet spørgsmålene til professor Tom Gilbert fra sektion for Evolutionary Genomics, på Københavns Universitet. Han og hans team har været en del af Loch Ness-undersøgelsen, da de har været med til at udvikle en række af de metoder, som er brugt i dna-analysen.
Han forklarer, at der var to årsager til at KU deltog i jagten på Loch Ness-uhyret:
»Helt grundlæggende havde vi ikke nogen forventninger om at finde en eller anden form for kæmpe havøgle i søen. Men projektet gav os en mulighed for at bruge vores metode på en gigantisk ukendt vandmasse. Samtidig fik vi testet metoder til, hvordan man leder efter noget ukendt,« fortæller han.
Et dyr som ikke findes
For umiddelbart ville det være oplagt at tro, at der kun kan testes for de dyr, som allerede er i dna-databasen. Så hvis nogen mener at have set noget, der ligner en svaneøgle svømme rundt i Loch Ness, hvordan tester forskerne så for svaneøgle-dna?
»Det kan vi selvfølgelig ikke. Men vi kan sige noget om, hvilke dyregrupper, der er i søen. Det er lidt som at få en enkelt side af en bog og dermed kunne sige noget om hele bogen. Man kan måske se, at den er på engelsk og at den handler om naturvidenskab. På samme måde kan vi tage stumper af dna og sige, om det er fugl eller fisk, eller måske et reptil,« fortæller han.
Derfor starter forskerne med at kigge efter dna fra dyr, som slet ikke skulle leve i området. Hvis der for eksempel dukker dna op fra et krybdyr, som ikke lever i Storbritannien, så ville det være interessant. Måske kunne det ligefrem være dna fra et helt ukendt krybdyr:
»Evolutionen har gjort, at dyr har en fælles historie. Så hvis folk har set en havøgle, kunne vi så finde spor af et dyr som kunne være blevet fejlfortolket som sådan en?« siger Tom Gilbert, som understreger, at sådanne spor ikke blev fundet.
Han er dog ikke overrasket over, at folk gennem tiderne har set mærkelige ting i Loch Ness. Han har selv besøgt søen og blev overrasket over, hvordan refleksioner og objekter i vandet hurtigt fik ham til at tænke, at noget sært svømmede rundt.
Hvad man ikke fandt
Der har ellers været mange beretninger om mærkelige hændelser, og hvor en del har været fantasifulde. For eksempel historierne om svaneøgler og lignende, mens andre har forsøgt at holde sig til kendte dyr.
Men dna-analysen afslørede også, at søen ikke var hjemsted for kæmpestore stør eller maller. Der blev heller ikke fundet spor efter grønlandshajer (som ellers er blevet nævnt) eller andre store havdyr. Historier om delfiner i Loch Ness er også blevet afvist, selvom der en enkelt gang skulle være blevet observeret en sæl i søen.
Til BBC siger Neil Gemmell:
»Der er en meget betydelig mængde åle-dna. Ål er meget udbredt i Loch Ness, og ål-dna findes stort set på hvert sted, der er taget prøver - der er mange af dem. Så er der gigantiske ål [i søen, red.]?
Kan det være en kæmpe ål?
Den udmelding var diverse nyhedsmedier ikke sene til at opfange. Så spørgsmålet er, om Loch Ness-uhyret kan være en gigantisk ål, der forveksles med en havøgle?
Før vi kigger på størrelse, så kan kurator med ansvar for chef for dyr og anlæg på akvariet Den Blå Planet i København, Lars Skou Olsen, fortælle, at han har svært ved at se, hvordan en ål skulle kunne forveksles med en havøgle, og hvorfor lige netop ål er blevet peget ud i nyhedsstrømmen:
»Det giver ikke ret meget mening. En ål stikker ikke hovedet op af vandet. Den er bundlevende og svømmer aldrig i overfladen,« siger han.
Og så er der det med størrelsen: En europæisk ål vil, når den bliver kønsmoden, begynde at søge mod havet for at tage den lange tur til Sargassohavet. Det sker, når den er omkring 12 år gammel og har en længde på 60-80 cm.
Der skulle efter sigende være enkelte tilfælde, hvor en ål har vokset sig større. Men det er på steder, hvor der ikke er adgang til havet, og hvor de derfor er blevet fanget. Men Loch Ness har fin forbindelse til havet og hvert år søger tusindvis af glasål op i søen.
Nogen har måske hørt om havålen, der kan blive op til tre meter lang, men Lars Skou Olsen slår fast, at havål aldrig vil svømme op i ferskvand:
»Så lad os bare slå fast, at i en sø med god adgang til havet, svømmer der ikke ål rundt, som er større en 80 cm.« siger han.
