Der er 243 nanoprodukter i Danmark

En ny kortlægning har for første gang fastslået, hvor mange nano-produkter danskerne kan vælge mellem.

Kortlægningen, som Miljøstyrelsen har udgivet, viser, at der er 243 forskellige produkter produceret med nanoteknologi, eller som indeholder nanopartikler, herhjemme. De produceres stort set alle sammen i udlandet, og lidt over halvdelen sælges kun via internettet.

De 243 produkter ligger inde for følgende kategorier

  • Personlig pleje som kosmetik og solcremer.

  • Sportsartikler som voksprodukter til behandling af bl.a. ski men også f.eks. badminton- og tennisketjere og golfkøller.

  • Beklædningsgenstande som sko, sokker, bukser og jakker.

  • Hus og have - især overfladebehandlingsprodukter til læder, rustfrit, stål, glas m.m.

  • Bilpleje og biltilbehør - også diverse overfladebehandlingsmidler.

  • Elektriske apparater som bl.a. Samsungs vaskemaskine Silverwash, der i flere lande klassificeres som biocid og anklages for at gøre bakterier antibiotikaresistente

  • Eletronik-produkter og f.eks. lysdioder.

Kun hvert femte nanoprodukt oplyser, hvilken type af nanopartikler det indeholder. Ifølge Dorthe Lerche fra Miljøstyrelsen, der arbejder med nanopartikler, er det et problem, fordi nanomaterialer er lige så forskellige som andre materialer, alt efter hvad de lavet af.

»Så man kan ikke vurdere dem som det samme. Grunden til, at der holdes øje med partiklerne er, at forskerne ikke ved, hvad partiklerne gør ved mennesker. Men det er ikke påvist, at nanopartiklerne er farlige,« understreger Dorthe Lerche over for Ritzaus Bureau.

Kortlægningen af produkterne er udarbejdet af Frank Stuer-Lauridsen, Anja Kamper, Pernille Borling og Gitte I. Petersen fra DHI Vand-Miljø-Sundhed og Steffen Foss Hansen og Anders Baun fra Institut for Miljø og Ressourcer på DTU.

Emner : Nanoteknologi