Den ultimative bog tæt på realisering

Vi beskrev for nylig Jacobsons sidste landvinding. Fremstilling af et kun 0.3 mm tykt papirlignende plastark, som med en opløsning på 96 dpi og en opdateringstid på 250 ms kunne fremvise tekst og billeder. Herefter tør vi vist godt spå, at opdateringstiden kommer ned under de 15 ms, som man skal ned på for at vise videosekvenser.

Jacobsons elektroniske papir, kaldt e-paper, er i sort-hvid, men teknikken kan relativt enkelt ændres til at vise farver. MITs konkurrent på e-paper-området har i hvert fald for længst udtaget patent på en udgave med farver. Deres papir kaldes SmartPaper. Her er kuglerne permanent farvede, en halvkugle i hver sin farve og med hver sin ladning.

Drejende billede
Påtrykning af et elektrisk felt, styret af en transistor, drejer hele kuglen. N.K.Sheridon hos Xerox, der opfandt teknikken, kaldte den Gyricon, efter gyros og icon, dvs. drejende billede. Hos MIT drejer kuglerne ikke, men farvekornene bytter plads, når det elektriske felt vendes.

Både SmartPaper og e-paper udmærker sig ved at have en af det klassiske papirs klassiske dyder. De kræver ikke at få tilført elektrisk energi for at fremvise et statisk billede. Det gør et almindeligt billedrørsdisplay. I Sheridons patent på subtraktivt farvet SmartPaper opstår farverne ganske enkelt ved, at man har tre lag SmartPaper.

I det ene er kuglernes to halvdele henh. transparent og cyanfarvede, idet andet er de transparent og magentafarvede, og i det tredje er de transparente og gule. Man kan evt. tilføje et lag med transparent-sorte kugler.

De to slags elektronisk papir udmærker sig også ved, at man kan læse på dem i næsten enhver belysning, og fra enhver vinkel. Og Jacobsons nye papir er ved at nå en tykkelse som det »rigtige« papirs. Derfor er det nu muligt at lave hans »Last Book«.

Bogformatet er altafgørende

Man laver en bog med f.eks. 100 sider e-paper, i farveversion. I ryggen på bogen indbygger man et passende lager til mange GB data.

Mens vi venter nogle få år på at kunne oplagre alle verdens bøger på en chip af centimeterdimensioner, kan vi lade bogen have et interface til et eksternt litteraturlager, The Ultimate Library, hvor man via Internettet kan nedtage en bog ad gangen, eller f.eks. Shakespeares samlede værker, eller partiturer til alle Beethovens symfonier sammen med indspilninger af dem, osv.

Hvorfor have den ulejlighed at lave en »bog«, altså et bind med papirsider, man bladrer i? Kunne man ikke bare læse bøgerne på en computerskærm?

Nej, ingen undersøgelser tyder på, at mennesker nyder at læse romaner eller lærebøger på en pc. Så hellere på wc for nu at være vandet og vælge noget, der rimer. Men pointen er seriøs nok.

Læsere har en egentlig imponerende fornemmelse for, hvor noget, de har set i en bog, står. De husker cirka hvilken side, det var på, om det var en højre- eller en venstreside, foroven eller forneden. Det giver simpelthen et totalt andet overblik at kunne blade i en bog. Og så kan bogen jo altså bringes med i S-toget eller ud på en øde ø.

Den elektroniske bog har også den fordel, at den kan opdateres momentant. Valutakurser, fodboldresultater, osv. kan indhentes løbende, og man kan også forestille sig, at en program indbygget i bogens software sammenstiller en virtuel bog for læseren ved at søge ud på Internettet og downloade websider, filmklip, lydfiler, etc. om det emne, man gerne vil sætte sig ind i. Så bliver bogen et levende medium.

P.S. Bogen med alle bøger har endnu en fordel: der skal ikke fældes et eneste træ, for at »trykke« dens sider med tekst fra bøger, aviser, websider, m.m. Den er virkelig miljøvenlig.