Den optiske industri samles i København

På mandag kl. 9.30 kan professor Palle Jeppesen fra forskningscenter COM på DTU for anden gang gå på talerstolen for at byde den optiske industri velkommen til konference i Bella Centeret. Første gang var for 21 år siden i 1981, da forskningsområdet stadig var i sine helt unge år, og den optiske industri var så lille, at den næsten forekom helt usynlig.

Mindre end 100 videnskabelige artikler blev præsenteret i 1981, og "udstillingen" bestod af et par plancher fra NKT, som netop da havde leveret de første fiberoptiske telesystemer til det daværende Jydsk Telefonaktieselskab. I år vil der blive præsenteret mere end 400 videnskabelig foredrag. De fleste indlæg kommer fra USA og Japan, det er med til at bevise, at konferencen er en global begivenhed; 33 af indlæggene er danske. Udstillingen vil omfatte 400 virksomheder - 13 fra Danmark.

Set over en 21-års års periode vidner det om en enorm fremgang for såvel forskningsaktiviteterne og den optiske industris størrelse. De sidste par år har branchen dog været udsat for en enorm nedtur, der har ført til store fyringsrunder i virksomhederne. Alligevel er udstillingen større i år end sidste år, hvor konference og udstilling fandt sted i Amsterdam.

»Det skyldes, at for første gang har udstillerne kunnet få al den plads, de har ønsket sig,« forklarer Palle Jeppesen. Antallet af indsendte og accepterede videnskabelige artikler er også større i år end sidste år, alligevel forventer Palle Jeppesen et mindre fald i antallet af konferencedeltagere begrundet i branchens krise.

Ingeniøren vil i en af de kommende sektioner om elektronik og tele bringe højdepunkter fra såvel konference som udstilling.