Den jyske vestkyst kan blive knudepunkt for internettet i Norden

20. marts 2018 kl. 17:038
Den jyske vestkyst kan blive knudepunkt for internettet i Norden
Den jyske vestkyst er ved at udvikle sig til trafikalt knudepunkt for Norden, når det gælder dataforbindelser. Illustration: Submarine Cable Map.
Nye søkabler til Holland og USA vil i de kommende år gå i land på kysten nord for Esbjerg. Hvis der bliver etableret netværksneutrale datacentre, kan Esbjerg overhale både Hamborg og København som trafikknudepunkt for internettet i Norden. Sådan lyder forudsigelsen fradet største europæiske netværk af internet-trafikknudepunkter
Artiklen er ældre end 30 dage

Når du søger på Google, køber en reservedel til din cykel på Amazon eller streamer en tv-serie på HBO, så er der en stor chance for at din internettrafik har passeret et bælte på den jyske vestkyst fra Nørre Nebel nord for Varde og ned til Esbjerg.

Allerede nu går flere søkabler med internettrafik fra USA og resten af Europa i land i samme område, og i de kommende år er der planer om nye endnu kraftigere søkabler til USA og Holland.

Men hvis Esbjerg-området skal udvikle sig til en digital trafikhub, der dirigerer internettrafik videre til resten af Norden, og tiltrække flere internationale teknologivirksomheder, så er der brug for netværksneutrale datacentre, såkaldte colocation-datacentre på den jyske vestkyst. Sådan lyder anbefalingen fra den hollandske interconnect exchange NL-ix.

Internettets motorveje

Langt hovedparten af datatrafikken på internettet sendes via de omkring 428 undersøiske kabler, der tilsammen udgør omkring 1,1 million kilometer kabel. Kablerne er traditionelt ejet af teleoperatørerne, men Facebook, Google og Apple har de seneste år også investeret i nye kabler. Det kommende ‘Havfrue-kabel’ fra Esbjerg til New Jersey i USA er medfinansieret af Facebook.

»I takt med at erhvervslivet bliver yderligere digitaliseret, bliver der i stigende grad behov for at dirigere komplekse dataforbindelser på tværs af landegrænser. Danmark har en unik position, fordi der i forvejen lander mange søkabler fra Storbritannien, USA, Asien, Holland, Oslo, Stockholm. Historisk er kablerne forbundet med en privat udbyder, der ikke tillader andre at udnytte kapaciteten,« siger Jan Hoogenboom, stifter og CEO i NL-ix.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Den udvikling skal vendes, og hvis Danmark skal fortsætte udviklingen som et centralt trafikknudepunkt for internetrafik, så er der brug for netværksneutrale datacentre i Esbjerg-området,« påpeger han.

Colocation-datacentrene er især vokset i takt med at flere virksomheder vælger cloud-løsninger.

»Traditionelt har du haft data i lokale datacentre, men trafikken på tværs af landegrænser vokser markant, fordi flere virksomheder vælger at outsource opgaver, der kræver cloud-lagring, for eksempel HR, salg, markedsføring etc. Den type opgaver udføres i langt højere grad på tværs af landegrænser. Derfor er der i stigende grad brug for trafikknudepunkter, der kan dirigere trafikken mest optimalt,« siger Jan Hoogenboom, direktør og stifter af hollandske NL-ix.

Selskabet har netop udvidet med to datacentre i hovedstaden, GlobalConnect i Taastrup og InterXion i Balle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Internet exchange

Internet exchange er den switchbaserede central, der bruges til at udveksle trafik mellem forskellige internetudbydere. Så når eksempelvis en Telenor-kunde sender en mail til en TDC-kunde, bliver han sendt til en internet exchange og derigennem routet over på TDC’s netværk i en dataudveksling – en såkaldt peeringaftale.

NL-ix er ikke bare en internet exchange-løsning i Holland og andre europæiske lande. Selskabet fungerer også som en distribueret internet exchange, altså en udveksling af data mellem forskellige internet exchange-løsninger.

I Danmark blev det første internet-knudepunkt etableret i 1994 og står på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby samt hos Interxion i Ballerup, Nianet i Skanderborg og hos Global Connect i Taastrup.

Fra hyperscale til netværksneutrale datacentre

Danmark har i forvejen etableret sig som et populært tilholdssted for store, såkaldte hyperscale-datacentre for teknologigiganter som Facebook, Google og Apple, der alle er i gang at etablere sig i Danmark. Det er også grunden til, at NL-ix har etableret sig i Danmark med to datacentre.

»Vi satser på Danmark, fordi det er ved at blive et digitalt knudepunkt mellem Norden, Centraleuropa, USA og Storbritannien, blandt andet på grund af de kommende søkabler. Kombinér det med it-infrastruktur i verdensklasse, verdens højeste penetrationsrater for mobil, bredbånd og pc, et stærkt elnet, en veluddannet arbejdsstyrke og store investeringer fra giganter som Apple, Facebook og Google,« siger Jan Hoogenboom.

Han forklarer, at Holland har stået i den samme situation som Danmark tidligere, hvor søkablerne ikke blev udnyttet via netværksneutrale datacentre.

»Markedet for datacentre har ændret sig radikalt i Amsterdam, hvor kabelejerne blev tvunget til at forbinde kablerne med neutrale datacentre. Det betyder, at brugere har kunne vælge mellem forskellige kabler, og man får mere værdi ud af samme kabel. Man kan simpelthen udnytte kapaciteten bedre på de enkelte kabler og reducere omkostningerne. Det samme sker i Marseille, hvor nye kabler bliver forbundet med neutrale datacentre, for eksempel Interxion, og det har tvunget de ældre kabelejere til at dirigere deres kabler til neutrale datacentre. Det åbner kabelsystemet,« siger Jan Hoogenboom.

Det er især værd at lytte til de hollandske anbefalinger, for Holland er i dag førende i digital infrastruktur i Europa i et indeks udført af Europa Kommissionen i 2017. Danmark er vurderet til en fjerdeplads efter Benelux-landene (Holland, Luxembourg og Belgien).

Det nye Havfrue-søkabel skal gå fra Esbjerg til New Jersey på den amerikanske østkyst.

Læs også: Havfruen er den nye dataforbindelse mellem USA og Esbjerg

Der findes omkring 30 netværksneutrale datacentre i Danmark, halvdelen i København. Men ifølge Data Center Researchs Data Center Map er der ingen neutrale datacentre omkring Esbjerg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Danmark har sat sig ret godt på hyperscale-datacentre, og det er vi næsten verdensberømte for. Men dem er der ikke i hobetal af. Derfor er det oplagt, at vi kigger på at etablere flere colocation-datacentre til cloud-løsninger som næste skridt. Selvom de netværksneutrale datacentre ikke er så store som Facebook og Apples kommende datacentre, så kan de være af en vis størrelse, nogle helt op til 30 MW. Mange virksomheder vil i fremtiden gerne ligge tæt på den slags neutrale datacentre, og det kan genere vækst i lokalområdet,« siger Henrik Hansen, direktør for Datacenter Industrien.

Han understreger at Esbjerg har den nødvendige infrastruktur til at blive et centrum for datacentre i Norden.

»Esbjerg har placeret sig solidt på landkortet i kraft af det kommende Havfrue-kabel, som realiseres relativt hurtigt. Samtidig er infrastrukturen fornuftig i Esbjerg-området, hvor der er god adgang til vedvarende energi og fibernet i området omkring Esbjerg, så der er ikke nødvendigvis behov for store infrastrukturinvesteringer for at realisere nye datacentre,« siger Henrik Hansen.

Kan omgå Hamborg og København

I dag skal internettrafikken dirigeres via Hamborg og København, når der skal sendes trafik fra USA og resten af Europa til Stockholm og Oslo. Men med det nye Cobra-kabel mellem Holland og Esbjerg, og Havfrue-kablet mellem New Jersey i USA og Esbjerg bliver man i følge Jan Hoogenboom i stand til at dirigere internet direkte fra Esbjerg til Norden uden om Hamborg og København.

»I dag har alle kabelruter til Norden en single point of failure i enten Hamburg og København. Så kabler fra London, Amsterdam, Paris, Frankfurt har alle en rute igennem Hamburg til København og så videre til Stockholm eller Oslo. Esbjerg er interessant, fordi der kommer et nyt Cobra-kabel fra Holland til Esbjerg, og så kan du dirigere trafikken direkte videre til Oslo og Stockholm uden om Hamburg og København og med en hurtigere forbindelse,« siger Jan Hoogenboom.

»Hvis du ser på ruterne mellem de store storbyer, kan Esbjerg præsentere en helt ny rute. Hvis du får den rute, bliver du interessant for indholdsudbydere, der kan få direkte ruter til Oslo, Stockholm, København og faktisk også Hamburg med direkte ruter fra Esbjerg og stærkere, end du kan i dag fra København, hvor du kun har en rute til resten af Europa. I København er der ingen direkte forbindelse til Oslo – det kører igennem Stockholm. Det giver lav latency til Oslo,« forklarer han.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
21. marts 2018 kl. 16:35

Direkte tåbeligt!

7
21. marts 2018 kl. 12:03

Bortset fra NL-IX, så skal en dansk udbyder til Amsterdam eller Stockholm for at udveksle trafik i betydelige mængder. Det er muligt at fiber kablerne går igennem landet, men indholdet kører lige igennem på et gennemkørende tog uden stop i Danmark.

Havfrue kablet bliver også slået stort op i Esbjerg. Så bliver spændende at se om der kommer et eller flere datacentre i området. Tror det næppe. De 130 km til Viborg og samme afstand til Odense, samt de 90 km til Åbenrå betyder ikke noget fiberkabel mæssigt. Så hvorfor ikke bare placere nye datacentre ved siden af eksisterende ?

6
21. marts 2018 kl. 11:55

Nu skal man lige sikre sig at anlægge knudepunktet tilstrækkeligt langt fra kysten, for Danmarks Naturfredningsforening & Co. ser ikke med milde øjne på kystsikring.

Det er slet ikke noget problem. Sådan et kabel landingpoint findes allerede 3 steder på vestkysten, ét i Esbjerg (Måde), ét på Hvidbjerg Strand ved Blåvand, og så det mest kendte, i Nr. Nebel mellem Henne og Nymindegab.

Desuden er der netop anlagt CobraCable, hvor fiberkablet går fra Endrup, syd om Esbjerg og over Fanø til Holland. Se https://relined.eu/en/cobra-fiber-optic-cable

Havfrue kablet vil sikkert gå i land samme sted som CobraCable, da det også er planlagt til at ende i Endrup.

5
21. marts 2018 kl. 09:30

Hvori ligger en eventuel fordel/værdi i, at et sådan knudepunkt kommer til at ligge på Vestkysten?

I artiklen står der: Mange virksomheder vil i fremtiden gerne ligge tæt på den slags neutrale datacentre, og det kan genere vækst i lokalområdet,« siger Henrik Hansen, direktør for Datacenter Industrien.

Jo mere trafik du har jo bedre muligheder for at tiltrække flere kabler med endnu mere trafik, det lyder som nu eller aldrig.

4
21. marts 2018 kl. 01:27

"Hvis der bliver etableret netværksneutrale datacentre, kan Esbjerg overhale både Hamborg og København som trafikknudepunkt for internettet i Norden" Det lyder ikke som om det er noget der skaber den helt store turisme?

Hvori ligger en eventuel fordel/værdi i, at et sådan knudepunkt kommer til at ligge på Vestkysten?

3
21. marts 2018 kl. 01:07

Nu skal man lige sikre sig at anlægge knudepunktet tilstrækkeligt langt fra kysten, for Danmarks Naturfredningsforening & Co. ser ikke med milde øjne på kystsikring.

2
21. marts 2018 kl. 00:00

Den største internetexhange med tilstedeværelse i Danmark er NL-IX som har 1,9 Tb/s trafik. Næst største er Netnod Copenhagen med 70-80 Gb/s. Og på sidstepladsen finder vi DIX med 60-70 Gb/s.

Der er også STHIX Copenhagen, men de er helt nystartet og har antagelsesvis næsten ingen trafik.

Man kan debattere om NL-IX tæller, da de er distribueret, og kun en mindre del af deres trafik passerer Danmark.

Idag er de helt store trafikmængden på caches som Netflix, Akamai og Google har installeret direkte hos udbyderne.

Bortset fra NL-IX, så skal en dansk udbyder til Amsterdam eller Stockholm for at udveksle trafik i betydelige mængder. Det er muligt at fiber kablerne går igennem landet, men indholdet kører lige igennem på et gennemkørende tog uden stop i Danmark.

1
20. marts 2018 kl. 23:35

Det virker bare ikke særligt realistisk. Der har været flere danske internet-exchanges, og de har alle fejlet indtil nu. Den eneste med bare lidt volumen er DIX, som ligger og roder med under 100Gbps. De har en pris på 60.000 kr pr år for 10Gbps. Det kan man næsten købe transit til, så hvorfor bruge en IX? Især fordi de 10Gbps er en hård grænse, hvor man typisk med transit har mulighed for at burste over sin commit.

I praksis er det sådan at Danmarks IX er TDC. Hvis man skal til en dansk "eyeball", så skal man stort set gennem TDC, uanset hvem vedkommende faktisk er kunde hos. Dvs. at datacentre i Esbjerg med danske kunder som mål hænger på om TDC gider tage det alvorligt.

Man kan naturligvis bygge datacentre med resten af Norden som mål. Det er mere oplagt at bygge dem i Sverige eller Norge. Mit gæt vil være at det i praksis ender som ren fiberudlejning plus noget transmissionsudstyr. Det kræver ikke ret meget plads i vore dage.

Danmark ligger geografisk ret fantastisk; ret meget data er stort set nødt til at passere gennem landet. Det har vi ikke fået meget ud af.