Den glemte atomreaktor

Af T. Morsing Ingen afsløring: Den amerikanske reaktor i Camp Century, Grønland har været udførlig omtalt mange gange.

I sommeren 1951 påbegyndte amerikanerne opførelsen af en flyvebase i Thule.

Forinden havde de opnået den danske regerings tilladelse. Basen blev bl.a.

anvendt til vejrrekognosceringer ind over Polarområdet, og den blev udbygget med en missilvarslingsstation BMEWS (Ballistic Missile Early Warning System). Den kunne med fire kæmpestore antenneskærme (hver 120 gange 50 meter) dække en sektor ind over
polarhavet mod den russisk-sibiriske grænse, og den kunne registrere ethvert objekt, der bevægede sig inden for flere tusinde kilometers afstand. En amerikansk militærmand udtalte den gang, at 'hvis en flyvende kuffert hævede sig mere end 400 meter over
Moskva, så ville amerikanerne opdage det'.

UNDER INDLANDSISEN Amerikanerne byggede også lejren Camp Tuto, der lå en snes kilometer sydøst for Thule. Endvidere opførte de Camp Century, der lå ca. 200 kilometer fra Thule inde på indlandsisen. Begge lejre havde en række videnskabelige formål
Amerikanerne byggede også lejren Camp Tuto, der lå en snes kilometer sydøst for Thule. Endvidere opførte de Camp Century, der lå ca. 200 kilometer fra Thule inde på indlandsisen. Begge lejre havde en række videnskabelige formål
omfattende meteorologiske, glaciologiske og radio- og bygningstekniske undersøgelser. Danske geologer og glaciologer deltog i arbejdet.

I 'Danmarkskrønike 1945-1972' fortæller Paul Hammerich om både Camp Tuto og Camp Century. Han besøgte selv Camp Tuto i 1955, og omtaler bl.a.

dybdeboringerne til bestemmelse af iskalottens tykkelse. Borekernerne havde også en utraditionel anvendelse. Således fik han på basen tilbudt en bourbon whisky on the rocks, hvor han kunne vælge mellem nydelige runde isterninger fra enten Napoleons
eller Erik den Rødes tid.

Camp Century var bygget under indlandsisen, og alt hvad man kunne se, var nogle nødudgange, der stak op over overfladen som store kakkelovnsrør, samt et radiotårn. 10-20 meter under isen løb en 400 meter lang centralgang, ud fra hvilken der til begge
sider var sidegange, hvor lejrens bygninger var placeret. Det var en barsk arbejdsplads. Mørket råder fra oktober til februar, og temperaturen i den periode kan ligge på mellem -50o og -55o C.

Vindstyrken når regelmæssigt styrke ni og ti.

Det var besværligt at holde indgangene til lejren åbne, og sommetider måtte man finde sig i, at man i gangene kunne møde en nysgerrig isbjørn. Så var det mere fredsommeligt at støde på lejrens tre ræve.

Formålet med lejren var at undersøge konstruktionsmetoder til nedgravede lejre samt at udføre praktiske forsøg med montering og drift af et atomkraftværk under arktiske forhold. Endvidere var det et ønske, at lejren skulle byde på mere behagelige
forhold, under hvilke forskere kunne udføre en række videnskabelige eksperimenter.

EN LILLE REAKTOR Anlægget omfattede en trykvandsreaktor med en effekt på 10 MW varme og med en nettoeffekt på 1500 kWel. Hele reaktoren vejede ca. 300 ton. Den bestod af en rustfri ståltank på ca. tre m3 indeholdende brændselselementer, kontrolstænger
Anlægget omfattede en trykvandsreaktor med en effekt på 10 MW varme og med en nettoeffekt på 1500 kWel. Hele reaktoren vejede ca. 300 ton. Den bestod af en rustfri ståltank på ca. tre m3 indeholdende brændselselementer, kontrolstænger
samt rørsystemer for vandet i det primære system, hvor vandet var både moderator og kølemiddel for brændselselementerne. Uden om reaktoren var der en afskærmningstank og uden om denne en ekstra afskærmning.

Skulle reaktorens samlede energimængde være fremstillet i et dieselkraftanlæg, ville det kræve 20.000 tønder olie årligt. Til gengæld var reaktoren dyr set med datidens øjne. Selve reaktoranlægget blev konstrueret af det amerikanske firma ALCO Products
Inc. på kontrakt til 5,7 mill. dollar. Det var i drift fra oktober 1960 til juli 1963.

Den amerikanske sikkerhedsrapport for reaktoren blev forelagt den danske atomenergikommission, hvorefter den blev gennemgået af en gruppe af eksperter fra Risø og DTH. Efter gennemgangen konkluderede gruppen, at den ud fra et teknisk og
sikkerhedsmæssigt synspunkt ikke havde noget at indvende mod anlægget. Der blev samtidig opstillet en række krav med hensyn til det lavradioaktive vandige affald, som amerikanerne havde bedt om tilladelse til at deponere i indlandsisen.

RADIOAKTIVT AFFALD Radioaktivt spildevand blev opsamlet i en særlig tank, og aktiviteten blev målt, inden det blev ledt til at afløb. Der blev fastsat en øvre grænse for, hvor meget radioaktivt spildevand, der måtte ledes til afløbet, og hvor stor
Radioaktivt spildevand blev opsamlet i en særlig tank, og aktiviteten blev målt, inden det blev ledt til at afløb. Der blev fastsat en øvre grænse for, hvor meget radioaktivt spildevand, der måtte ledes til afløbet, og hvor stor
aktiviteten af dette spildevand måtte være. Fra dansk side blev det krævet, at der ikke måtte deponeres mere end 50 milliCurie lavradioaktivt vandigt affald i indlandsisen pr. år. Rent faktisk blev der i reaktorens femårige drift- og nedtagningsperiode
deponeret i alt 72 milliCurie.

Amerikanerne undersøgte bl.a., hvor meget lejren gradvis sank ned i isen på grund af det årlige snefald på 0,6-1 meter pr. år, og hvordan gangene gradvis blev klemt sammen på grund af trykket fra ismasserne. Det viste sig at være et større problem end
ventet. Man måtte til stadighed fræse is af gangvæggene for at holde bygningerne fri for is. Udgifterne til vedligeholdelse blev derfor større end ventet, og det bidrog til, at man i 1963 besluttede at lukke anlægget.

Herefter blev reaktoranlægget demonteret og via Thule transporteret til USA. En repræsentant for den danske atomenergikommission kontrollerede i sommeren 1964, at alt reaktorudstyr var fjernet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten