Den fri forskning får 175 millioner kroner ekstra

Den fri forskning gik styrket ud af forhandlingerne i går mellem regeringen, DF og oppositionen.

Regeringen ville som udgangspunkt ikke sætte mere end 100 millioner af til basisforskning, men hellere tilgodese den anvendelige forskning, der umiddelbart kan kommercialiseres.

Men forhandlingerne om den såkaldte Globaliseringspulje endte alligevel med, at regeringen først måtte sætte 125 og dernæst yderligere 50 millioner kroner ekstra af til basisforskning, efter et betydeligt pres fra især Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jesper Langballe.

»Det er virkelig begyndt at ligne noget. I 2007 gik 58 pct. af midlerne til basisforskning, men det faldt drastisk til 54 pct. i 2008, og nu ville regeringen helt ned på en 50-50 ordning, hvilket er helt uacceptabelt. Med den her garanti har vi alligevel bevæget os op på ca. 56 pct. Kurven er knækket,« siger Jesper Langballe til Berlingske.

Det betyder, at pengene til den frie forskning nu udgør størsteparten, nemlig 56 procent, mens regeringen har færre penge, de selv kan prioritere og fordele ud til målrettet forskning.

Garantien omfatter også ekstra 50 millioner kroner til fri forskning i 2010, 2011 og 2012.

Også Socialdemokratiets forskningspolitiske ordfører, Kirsten Brosbøl, er tilfreds med resultatet.

»Vi er kommet et stykke vej med at rette op på det meget skæve udspil, der kom fra regeringen, og vi har fået en tilkendegivelse af, at der også fremadrettet vil ske en forøgelse af basismidlerne, og det har været et kardinalpunkt for os. Det er vigtigt, at universiteterne har mulighed for at planlægge fremtiden,« siger hun til Berlingske.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

... at jeg skulle se den dag, hvor jeg må bifalde noget, Jesper Langballe har fået gennemtvunget... :-/

  • 0
  • 0

Hvad er det 56% af?

Ifølge den samlede aftale for globaliseringspuljen, skulle der i 2009 afsættes 1,3 mia. kr. til forskning og udvikling.

http://www.fm.dk/db/filarkiv/15938/Globali...

Med lidt hurtig hovedregning, giver 56% af 1,3 mia. langt mere end 275 mio.

Jeg er klar over at de 1,3 mia. skal bruges til en lang række tiltag indenfor udvikling og forskning, men hvilken pulje på ca. 500 mio. er det der sammenlignes med i ovenstående tekst?

Foruden det spørgsmål må jeg give jan ret, dejligt at se Jesper Langballe laver noget fornuftigt en sjælden gang :)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten