Den danske biogasindustri reddet

I forgårs uddelte erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen den såkaldte Janteknuser-Pris til firmaet Green Farm Energy, som udvikler nogle meget perspektivrige biogasanlæg.

Mødet med de driftige opfindere og iværksættere satte så mange tanker i gang hos ministeren, at han indtil videre har ændret regeringens planer om at fjerne statens tilskud til strøm fra biogasanlæg. Den nuværende politisk fastsatte pris på 60 øre pr. kWh fortsætter efter nytår, og dermed redder han foreløbig Green Farm Energy fra et omsætningstab på 200 millioner kroner til næste år.

Ifølge pressemedarbejder i Økonomi- & Erhvervsministeriet, Erik Ljunggren, kunne Bendt Bendtsen godt se det paradoksale i, at han med den ene hånd uddelte Janteknuser-Prisen til et biogasfirma og med den anden hånd knuste selv samme virksomheds muligheder for at overleve efter nytår.

Derfor har Bendt Bendtsen i går onsdag besluttet, at strøm fra biogasanlæg efter nytår fortsat skal afregnes til den nuværende pris (60 øre pr. kWh), som er tre gange højere end markedsprisen.

Samtidig nedsatte ministeren et udvalg, som skal være klar med et udspil til en ny prisordning allerede den 1. februar 2003. Meget tyder på, at landbruget og fødevareindustrien, som jo er de helt store forureningssyndere, kan se frem til, at de skal betale en del af regningen for den danske biogasproduktion.

Direktør og stifter af Green Farm Energy, Torben A. Bonde, glæder sig over, at Bendt Bendtsen tilsyneladende lyttede til ham under store Janteknuser-fest, som var arrangeret af Erhvervs- og Boligstyrelsen.

»Det er jo underligt, at man vil knuse den spirende biogas-industri, som netop i disse år står over for at høste frugterne af 20 års udviklings- og forskningsarbejde. Hvis ikke de nuværende rammebetingelser forlænges endnu nogle år, vil det være vores nabolande, der høster frugterne i form af arbejdspladser, vækst, velfærd og et renere miljø,« siger han med henvisning til, at man i Tyskland afregner strøm fra biogasanlæg med 74 øre per kWh.

»Netop et landbrugsland som Danmark vil være det perfekte hjemme- og testmarked for biogasindustrien. Vindmølleindustrien nød også godt af et "lunt" hjemmemarked i en årrække inden væksten for alvor tog fat,« siger Torben A. Bonde.

Ud over Green Farm Energy vil de to andre danske producenter af biogasanlæg, Lundsby Industri og Dansk Biogas, også nyde godt af, at hjemmemarkedet på i alt ca. 350 millioner kroner ser ud til at blive reddet.