Dong Energys gamle Inbicon-anlæg i Kalundborg skal omdannes til et åbent demonstrationsanlæg, hvor alle virksomheder og teknologiudviklere, der arbejder med raffinering af biomasse, kan komme og teste nye teknologier i en vis skala.
Det er ét af forslagene i et helt nyt oplæg fra Dong Energy, Novozymes, Haldor Topsøe samt Landbrug og Fødevarer, som mener, at det er nu eller aldrig, hvis Danmark skal være producent og ikke blot kunde i fremtidens bio-økonomi. Og at der derfor er brug for både politiske handlinger og øget fokus på forskning, udvikling og demonstration.
Ud over demonstrationanlægget skal der - ifølge alliancen - placeres et pilotanlæg til samme type forsøg på et af de danske universiteter.
Tilsammen vil disse initiativer kræve 150 mio. kroner, som de fire virksomheder - samlet i organisationen Biorefining-Alliance - tænker at samle sammen via forskellige fonde:
»Det er vigtigt for os, at disse faciliteter bliver placeret i et åbent miljø, så alle kan benytte dem, og vi dermed kan sikre den kortest mulige vej fra forskning over demonstration til kommercialisering af bioraffinering. En slags prøvestation i stil med dem, der findes for vindmøller,« forklarer direktør i Biorefining Alliance Anne Grete Holmsgaard.
Demonstrationsanlægget tænkes placeret i en tilbygning til Inbicon-anlægget, hvor forskere og virksomheder kan gære andet end halm på anlægget og afprøve forskellige teknologier til nyttiggørelse af sukkerprodukterne fra gæringen eller af restprodukterne melasse og lignin.
Forsømt diskussion om olieafhængighed
Ifølge oplægget vil to tredjedele af de 150 mio. kroner gå til konstruktion af pilotfaciliteten og én tredjedel til at konstruere demonstrationsfaciliteten i form af tilbygningen til Inbicon.
Ud over at etablere forsøgs- og demonstrationsfaciliteter mener alliancen, at den danske regering bør arbejde for, at EU strammer og udvider kravene til bæredygtighed for biomasse, så det gælder for alle typer biomasse til alle typer formål. Også træ, som i dag ikke er omfattet af EU's 'vage kriterier', som Holmsgaard udtrykker det.
Regeringen bør desuden indføre incitamenter til at satse på biobrændstoffer, og at de offentlige indkøb skal være med til at fremme biobaserede produkter.
*Er det her oplæg ikke bare en 'send flere penge-opfordring', som vi har hørt mange gange før? *
»Jeg synes faktisk, vi har forsømt at diskutere, hvordan vi kommer ud af olieafhængigheden. Energiaftalen handler for eksempel kun om, hvordan vi får reduceret kul- og naturgasforbruget i energisektoren. Selvom der kommer mange elbiler, har vi stadig mange forbrændingsmotorer i lastbiler, fly og skibe, der skal fodres, og hvor vi ikke kommer uden om at bruge biobrændstoffer,« siger hun.
*Der er jo tidligere givet offentlige penge til både Inbicon og andre bioprojekter. Hvordan kan vi være sikre på, at området løfter sig denne gang, hvis vi følger jeres oplæg? *
»Jeg kan jo ikke give nogen garantier, men det er i hvert fald helt sikkert, at en stor mulighed kører fra os, hvis ikke vi gør noget på det her område, hvor vi har så mange kompetencer og chancer for at komme helt i front,« siger direktør i Biorefining Alliance Anne Grete Holmsgaard.
Danmark i Et Globalt Biobaseret Samfund Mailversion
[scribd:96705813]
Dokumentation
