Deloitte godkender DSB’s materielplan

De politiske forhandlinger i Folketinget om DSB’s kontrakt med staten er rykket et skridt nærmere. Det stod klart ved torsdagens samråd med Magnus Heunicke (S) i Folketingets transportudvalg.

DSB publicerede i august et beslutningsoplæg, som indeholder den længe ventede materielstrategi, der har forsinket forhandlingerne om den nye DSB-kontrakt. Magnus Heunicke fortalte inden sommerferien, at han har hyret Deloitte til at kvalitetssikre materielstrategien.

»Den eksterne kvalitetssikring er på plads. Den siger, at vi godt kan gå videre. Men der er også en række forhold, som DSB skal være opmærksomme på i materielarbejdet (…) Men nu er den sten på plads, og nu kan vi komme videre. Og har det taget lang tid? Jeg er fuldkommen enig i, at det har taget lang tid. Men man kunne også ønske, at man havde været lige så grundig, da man lagde strategien for IC4,« sagde Magnus Heunicke ved samrådet.

Læs også: Venstre: DSB springer let hen over IC4-balladen

Ingeniøren skrev i august, at Transportministeriet er forsinket i forhold til ministeriets egen plan. Transportministeriets tidsplan fra 2013 indebar, at kontrakten skulle være færdigforhandlet i juni 2014. Det fremgår af en vejledende forhåndsmeddelelse fra ministeriet til EU fra juni 2013.

Magnus Heunicke fortalte ved samrådet, at han forventer, at partierne i efteråret bliver indkaldt til de politiske forhandlinger om DSB’s kontrakt, som udløber med 2014.

Læs også: Tidsplanen skrider for ny DSB-kontrakt

Han åbnede dog også op for, at kontrakten kan forlænges med et år, hvis den nye kontrakt ikke kommer på plads tids nok.

»Hvis det skulle ske, at man ikke kan lande en aftale inden 1. januar 2015 – og det er mod min forventning, men det kan jo ikke afvises, at de politiske forhandlinger går i hårdknude, eller at der bliver præsenteret helt nye ting for mig – så er det muligt at forlænge den eksisterende kontrakt med et år. I det tilfælde er det min opgave som transportminister at pålægge DSB en sådan forlængelse. Så vil kontraktgrundlaget for køreplanen være det samme som i dag,« sagde Magnus Heunicke.

Det var transportudvalgets medlemmer, Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Mike Legarth (KF) og Villum Christensen (LA), der havde indkaldt til dagens samråd.

»Der er rigtig mange spørgsmål omkring vores jernbane, der hænger i luften, og som vi er nødt til at få en afklaring på. Vi har i nogle måneder ventet på at blive inviteret til forhandlinger omkring disse store spørgsmål, hvor vi kan sætte nogle politiske pejlemærker for fremtidens jernbane. Men det lader vente på sig,« sagde Kristian Pihl Lorentzen ved samrådet.

Læs også: Minister: Jeg forhandler ikke DSB's fremtid, før vi har styr på IC4

Her sagde Magnus Heunicke også om forberedelserne til de politiske forhandlinger, at de skal være så grundige, at man kan undgå en gentagelse af IC4-skandalen.

»Jeg kommer først til at lægge et oplæg til forhandlinger frem til Folketingets partier, når det er så solidt, at vi er sikre på ikke at gentage fortidens fejl,« sagde han.

Se samrådet i transportudvalget på: http://www.ft.dk/webTV/Tidligere.aspx