Defekte sensorer udsætter opsendelse af Columbus yderligere

Illustration: Nasa.

Nasa har igen udsat opsendelsen det europæiske Columbus-laboratorium, nu foreløbig til tidligt lørdag. Imens arbejder teknikere på at undersøge, om problemet med de defekte følere i brændstoftanken betyder, at de skal udskiftes, eller om man kan flyve med de defekte følere.

Opsendelsen af Columbus skal ske inden 13. december, fordi opsendelsesvinduet lukker den dag. Ellers er den næste mulighed først den 2. januar.

Derfor har Nasa foreløbig udelukket at åbne motorrummet for at foretage inspektioner eller reparationer. Dette er en omfattende proces, som tager tre til fire dage.

Ud fra de data man så under brændstofpåfyldningen torsdag, ser problemerne ud til at skyldes en afbrudt forbindelse mellem en elektronikboks i rumfærgens motorrum og følerne i bunden af brintsektionen af hovedtanken.

Brændstofniveau skal overvåges manuelt

Nu arbejder Nasa på at finde en løsning, hvor man kan opsende Atlantis med de defekte sensorer og samtidig overvåge brændstofbeholdningen via manuelle procedurer.

Nasas ledelse mødes igen fredag aften for at kigge på problemet og genoverveje beslutningen. Lederen af mission management-holdet, Leroy Cain påpegede på torsdagens pressemøde, at opsendelsen kan blive yderligere udsat, hvis man ikke føler sig fortrolig nok til at flyve med det defekte følersystem.

Klart til lift-off i weekenden

Nasa har valgt at droppe ideen om en prøvetankning fredag og har i stedet fyldt ekstra brint på rumfærgens brændselsceller, så de er klar til et opsendelsesforsøg både lørdag og søndag.

Internt i Nasa diskuterer man stadig, om det er bedst at udsætte opsendelsen til januar for at få tid til at køre rumfærgen tilbage til VAB-samlehallen og få problemet løst.

Forsinkelser skubber opsendelse af spionsatellit
Hvis man finder en løsning, vil opsendelsen kunne finde sted lørdag kl. 21.43 dansk tid, og rumfærgen kan efterfølgende blive tilkoblet rumstationen omkring kl. 18.56 mandag.

Vejrudsigten for lørdag lover 60 procents chance for godt vejr, mens der søndag er 70 procents chance for godt vejr.

Skulle en yderligere udsættelse blive nødvendig, har Nasa allerede indgået aftale med det amerikanske forsvar, som planlægger at opsendelse en spionsatellit med en Atlas-5-raket fra Cape Canaveral mandag.

Forsvaret er klar til at udsætte sin opsendelse et par dage for at gøre plads til rumfærgen, hvis det bliver nødvendigt.